Vemo-nos mais tarde!

Så er du sgu ved at være nu. Jeg rejser på mandag kl. 19:20, men teknisk set, så er det her faktisk min sidste rigtige aften i Danmark. I morgen tidlig kl. 08:30 kører min familie og jeg ud til Billund lufthavn for at hente Avery fra North Carolina i USA. Hun skal bo her på mit værelse indtil december. Det glæder vi os alle sammen til, selvom jeg kun skal være hendes søster for et døgn.

Værelset er pakket sammen, min kuffert er blevet lukket og min værtsfamilie er vist ved at glæde sig rigtig meget dernede i BRASIL. Nu kan jeg da godt nok heller ikke vente mere. Tror faktisk, at det er et års tid siden, jeg afleverede min ansøgning nu her om ikke så mange dage. Det kræver sin tålmodighed at være udvekslingsstudent. Men altså, når man kan overtale lillesøs til at lave ens pins, så man faktisk ikke selv har noget at give sig til, så… Så er det nok ens egen skyld. 

I mandags havde jeg inviteret nogle få piger over til noget tøsehygge, men blev altså overrasket af 30 stk. dejlige mennesker, der kom vandrende igennem naboens have. Det var vidunderligt lige at få lov til at snakke med dem en sidste gang inden afrejse. Det var virkelig en fantastisk fest, som jeg vil huske tilbage på i LANG tid.

Godt nok har det været hårdt at sige ”farvel” til venner og familie, men jeg tror faktisk at især familien er mere berørt end mig. Jeg er sådan lidt følelseskold her for tiden – jeg vil altså bare af sted! Der har været nogle, der spørger mig, om jeg ikke er bange. Og nej, jeg er ikke bange, men som min mor sagde det i går: ”Det bliver da lidt mærkelig at stå der i Kastrup lufthavn på mandag og sige – hej hej Anne-Mette, ha det rigtig godt, vi ses om et år”. Det er rigtig, det bliver da en sindssyg underlig fornemmelse, men jeg er sikker på, at når jeg først er kommet op ad rulletrapperne, så er det glemt. Så er det nye kapitel nemlig begyndt!

Jeg har efterhånden skrevet en del indlæg herinde nu, og jeg håber da at kunne vedligeholde det. Men da jeg højst sandsynlig ikke får særlig meget tid til at skrive indlæg i Brasilien, så må I altså regne med lidt udfordrende læsning. Jeg har nok ikke alverdens tid til at rette de små fejl ligesom i en danskstil – hvem gider egentlig også sådan noget frivilligt?? Nå, men altså - vemo-nos mais tarde!