Første dag, første indtryk.

Tirsdag d. 7. august kl. 15:18 lokal tid ankom jeg til min by Teresina. Det havde været en længeventet oplevelse, da jeg mødte min værtsfamilie! Måske burde man være helt vildt nervøs og utålmodig på den sidste flyvetur et par timer før ankomst, men da jeg stort set ikke havde lukket et øje i godt og vel 24 timer, så havde jeg rent ud sagt ikke energi til at tænke. Jeg var i en form for zombietilstand på hele flyveturen, men det gik da straks væk så snart, jeg steg ud af flyet. BOOOM, så tror jeg da nok lige, at jeg ramte en mur!!! Jeg var godt bevidst om at staten Piaui er den varmeste og tørreste stat i Brasilien, men tro mig – det kan du ikke forberede dig på. 40 grader i fuld sol helt uden skyer ved ækvator, så føles det altså nærmere som 60 brændende grader – THANK GOD til dem der har opfundet aircondition!

I bilen på vej hjemad, gik det op for mig, hvor godt vi alle sammen har det i Danmark – også de mindre velhavende! For udover at være den varmeste, er Piaui også den fattigste stat i Brasilien. Bygningerne, gaderne - ja, jeg skal nok få nogle billeder herind senere. De kan nok beskrive det lidt bedre. Vi ser jo tit reklamer fra Børnefonden, som rammer lige i hjertet. Men at se det i virkeligheden, det er altså noget helt andet – det er barsk og giver lidt af et kulturchok!

For samtidig med at der med det samme står tiggende mennesker udenfor bilruden så snart, man holder for rødt i et lyskryds, så findes der altså den MEGET velhavende del af Brasilien. De har huse så store og flotte som hoteller, swimmingpool i haven, op til flere husholdersker, gartnere, privatchauffører osv. Heriblandt ved den familie, jeg bor hos – men de ofrer så til gengæld også rigtig meget arbejde for pengene. Alligevel synes jeg, at det er svært at acceptere, hvor skævt et samfund kan være, når man er vant til noget helt andet hjemmefra.

Jeg har desværre ikke fået lov til at tilbringe så meget tid med min værtsfamilie indtil videre. De arbejder meget og kørte også på kontoret så snart, jeg havde fået min kuffert indendørs. Det er normalt her i Brasilien at arbejde fra 8-13, køre hjem til dagens måltid, og derefter tage afsted igen indtil 20-tiden.

Efter at både Nelson og Lavinia var kommet hjem fra arbejde, skulle vi ud at spise på restaurant (den fineste, og højst sandsynligt dyreste i byen). Her mødtes vi med Lavinias forældre, de er rigtig søde. Selvom jeg fatter nada af hvad de siger og omvendt, så var de mange knus og kindkys nok til at vise, at jeg var en del af familien.

Ved godt at mine indlæg ikke går helt efter tidsplanen, men der er altså bare SÅ meget at skrive om, så bare tanken stopper mig i at gå i gang. Nå, men nu har jeg da fået skrevet et indlæg. Så mangler jeg kun 3 til om skolen, bryllup og THEAMO!!