Final Destination

Det her billede beskriver simpelthen alt. 43 unge modige udvekslingsstudenter på grænsen imellem drøm og virkelighed. Det kan overhovedet ikke beskrives den følelse, man står med i kroppen på en dag som denne. På den lidt sørgmodige side er man lidt trist over at skulle sige ”farvel” til især familien. Jeg ved at jeg med min eventyrlyst nogen gange gør livet svær for mine kære, så tror faktisk at det er det, der gør mig mest trist (hvis man kan kalde dét for trist?)

Udover denne dårlige samvittighed, så er der jo også ””nervøsfølelsen”. Det er her hvor man kommer til at tænke: ”Hvad hvis min værtsfamilie ikke dukker op i lufthavnen, så gider de mig nok overhovedet ikke?”, ”Eller hvis jeg misser flyet i Sao Paulo!! – så skal jeg jo ringe til min værtsfamilie, men de forstå jo ikke engelsk…” Sådan var der rigtig mange ting, der fløj rundt i mit hoved, helt uden fartbegrænsning.  Men heldigvis så oversteg min danske stolthed de tvivlende tanker. Hey, jeg er en udvalgt Rotary Exchange Student fra Danmark – jeg kan det hele!! 

Og således gik den lange tur helt fra Kastrup til Sao Paulo i Brasilien. Nu var jeg for alvor på egne ben. Det næste fly skulle jeg helt selv finde, holde styr på og blive transporteret i. En proces der lyder okay nem, men lidt svær uden en flybillet. Det var nemlig sådan at My Planet (selskab som arbejder sammen med Rotary) havde styr på alle 43 billetter, lige undtagen 2 af dem. Og ja, selvfølgelig var jeg den ene af de to, som ikke fik udleveret videregående billet i Kastrup lufthavn… Stres, nu skulle jeg ligesom lægge ansvaret over på en total fremmed brasilianer (dog én af de få engelsktalende), men alligevel. Jeg havde 7 ventetimer i Sao Paulo lufthavn, og det var først, da de 5 var gået, at jeg havde billet til Teresina.

De to der ikke havde flybillet! Godt nok holdt vi humøret højt oppe efter en god omgang gratis morgenmad. Det var nemlig sådan at den flinke mand, som hjalp os, senere inviterede os på noget at spise – han ville absolut ikke acceptere at vi betalte. Han snakkede og snakkede. Allerede dér elskede jeg brasilianere!

Nå, men efter noget tid var det så på tide at finde min gate. På 10 minutter kom jeg igennem security og fandt gate 15. Nemt nok! Men altså, da der var 15 min. til at flyet skulle boarde, kunne jeg høre Teresina konstant i radioen. Jeg fattede ikke en meter, men kunne altså bare høre min by Teresina gentage sig. Der måtte da være noget galt. Så derfor begyndte jeg først at spørge nogle andre passagerer, jeg sad ved siden af – de nikkede og smilte, men anede sikkert ikke en klaphat, om hvad jeg spurgte til.. Så fandt jeg noget lufthavnspersonale, men det hjalp ligefrem ikke. Hvad gør man så? Jo, så fandt jeg efter lang tids leden en tavle, hvor jeg kunne se at gaten var ændret til nummer 19 – og hvor var det så? Det viste sig at jeg kunne komme med en bus til 19a, men jeg skulle jo kun til gate 19 – virkelig stressende! Men altså jeg fandt den til sidst, og kom lige akkurat med på flyet. Godt nok er Sao Paulo en international lufthavn, men de taler altså kun portugisisk (også over radioen)!!!

Efter en 3 timers flyvetur var jeg endelig fremme. I flyet var der kun brasilianere, og de var ALLE SAMMEN nysgerrig på hvem jeg var (pigen der ikke forstår, hvad vi siger – hun er sikkert spændende). Og sådan gik hele flyturen – folk kom gående op ad den smalle gang for at sige noget til mig, og røre mit hår…