Quarta - Domingo

I torsdags var det en uge siden, at der blev holdt Gincana – d. 16/8. Og hvad er det så lige, at det er? Jo det er en årlig begivenhed, som min skole fejrer hvert år i anledning af d. 17 august (Teresinas berømte fødselsdag – THEAMO. THE for Teresina, AMO for kærlighed. Og faktisk så fandt jeg her den anden dag ud af, at de to ord betyder ”jeg elsker dig” – godt nok i en forkortet udgave.

På disse festdage holder man fri for skole, og jeg var derfor blevet inviteret hjem til en af mine venner fra skolen, hvor jeg skulle overnatte, så vi dagen efter kunne følges til Gincana. Vi havde en super aften med en masse portugisisktræning. Ja, man får hurtig lært de mest berømte bandeord i et godt selskab der varer til kl. 4 om natten!!

Gincana er en form for konkurrence imellem de to hold, som skolen bliver delt op i. Mafua og Mela Mela. Jeg var selv på Mafua, og vi vandt selvfølgelig!!! De her få timer er en form for karneval, hvor nogle få stykker fra hvert hold begynder at forberede sig måneder forinden kampene. De havde forberedt flotte opvisninger med dans fortalt som historier – I skulle se deres udklædning, det ligner jo en hel million! Sådan havde de altså forberedt sig på mange ting, men så var det dommernes tid til at overraske. Pludselig blev tilfældige tilskuer fra de enorme tilskuerpladser valgt til at dyste om, hvem der kunne lave de bedste papirsflyvere, genkende en sang hurtigst muligt osv, osv.

De her festligheder varede fra kl. 9 om morgenen til kl. 18 om aftenen på en sportsplads omtrent så stor som Viborg håndboldstadion. Som I kan se på billedet har vi alle sammen ens T-shirts på. For det første er det indgangsbilletten, men viser altså også hvilket hold man er med på. Altså var den ene side af hallen fyldt op med Mafua’er og den anden med Mela-Mela. Begge hold havde kampråb på 2-3 minutter! Dem benyttede vi i hvert fald hvert tiende minut med høje trommeslag og dans der passede til sangen. Besøg eventuelt denne hjemmeside og se hvordan et kampråb kunne være! (opvarmning fra skolen) - http://www.youtube.com/watch?v=YOtOLyH9WII&feature=plcp  
Altså var jeg MEGET træt da jeg endelig kom hjem…

Fredag var jeg på Matisse – en ”natklub” hvor man sidder ved et bord med et par fine drinks og hygger sig. Det var rigtig hyggeligt, og jeg blev introduceret til en masse nye mennesker inden vi tog hjem ved 1-tiden.

Lørdag tog jeg sammen med Carol (en rebound fra Tyskland) ud til byens største shopping-center. Her fik jeg købt en ny bikini. Den danske jeg har, er åbenbart ALT for anderledes i forhold til de brasilianske bikinier, som næsten er helt ”stof-fri”. Senere tog vi til surprise party ved Rebecca, som er taget til Frankrig som Rotary udvekslingsstudent her i nat.

Det var skide skægt, og som I nok også kan se, fik vi malet vores flag på kinden. Synes godt nok stadig at mit flag minder lidt mere om Schweiz end Dannebrog, men fik da lært dem hvordan det danske flag rent faktisk ser ud til sidst.

Søndag var det meningen at jeg igen skulle til fest, men dem der skulle have kørt mig kunne ”desværre” ikke alligevel. Jeg ville gerne have været til fest, men må indrømme at jeg var lidt lettet, eftersom jeg faktisk havde været i gang siden onsdag sammen med pigerne! 

FESTA

Søndag d. 12 august fik jeg lige sovet et par timer efter et brag af rigmandsbryllup. Herefter kunne jeg simpelthen ikke sove mere – det er nemlig sådan at alle mulige insekter, fugle, knallerter med dythorn osv. vækker mig hver eneste morgen for sure. Det sucks, men så får jeg da i det mindste noget ud af døgnets 24 timer. Godt nok i en zombietilstand, men whatever – hvem ville ikke gå i dvale efter SÅ mange nye indtryk på under én uge? Jeg spørger bare.

Den her søndag var jeg ligesom bare en lidt mere gammel, grå og rynket zombie. Ned i køkkenet – morgenmad, morgenmad – jeg skal have noget morgenmad! Nåh nej, her i huset får vi ikke noget som helst, der minder om en go dansk mættende morgenmad. Jeg fik et chok første dag, da jeg så det lyseste brød nogensinde (som de i øvrigt putter olie på i stedet for pålæg), og så nogle chocopops. Jeg valgte det sidste, da jeg tænkte, at mælken nok ville mætte en lille smule. Det gjorde den også, men det var ikke uden besvær, at jeg fik hældt den VARME mælk ned. Jep, her i Brasilien får de lun mælk – ikke kakaovarmt, men lunt som om at det ikke står i køleskab (hvilket det heller ikke gør). Men er altså næsten 100 procent sikker på, at der er en form for sødemiddel i – brasilianere har virkelig en sød tand, og det skulle ikke undre mig, hvis der er sukker i mælken… Det smagte rent ud sagt forfærdeligt, og fik hurtig bedt om at få mælken stillet i køleskabet til næste morgen! Jeg SAVNER mit havregryn, please send noget til mig i julegave!!!

Efter en meget trættende weekend var jeg egentlig på vej i seng ved 18-tiden, men da jeg blev ringet op af en tidligere udvekslingsstudent, som spurgte om jeg ville med i byen ud at feste, så sagde jeg jo selvfølgelig ja. Som Rotary udvekslingsstudent er det MEGET vigtigt at tage ja-hatten på, så snart du får chancen. På med kjolen, og så var det ellers af sted igen. Den her gang sammen en tidligere udvekslingsstudent i Danmark, en outbound der snart rejser til Frankrig, og så os tre inbounds i Teresina. Vi havde en mega god aften i selskab med en masse nysgerrige brasilianere, som hurtigt opdagede, at vi ikke oprindeligt kom fra Brasilien.

Og jo, det er Smirnoff Ice i ser os med her. Okay, I kan ikke se den, men den er der! Og ja, den hører ind under én af Rotarys 4 d’er. Til jer som ikke er helt oppe på dupperne med de der regler, så kommer de her.

For at passe så meget på sine udvekslingsstudenter som muligt, så har Rotary 4 grundlæggende regler – de 4 d’er. NO DRUGS – NO DRINKING – NO DRIVING – NO DATING!!!  Regler der er til for at give dig det bedste år, som overhovedet mulig. Der er ikke nogen, der har fundet på de her regler for at gøre livet surt for dig, selvom nogle måske sidder med den opfattelse – GLEM DEN! Reglerne skal forstås på den rigtige måde.

NO DATING. En regel som mange måske synes er latterlig. Den er helt simpelt til, for at du ikke skal finde en kæreste, som optager det halve af din tid på et år du ALDRIG får igen. Du skal ud at møde så mange nye mennesker som muligt, og gør dig forståelig på en fremmed kultur. Hvis man finder ”the one”, så burde kærligheden jo at kunne holde indtil dit udvekslingsår er forbi, hvor du selv bestemmer.

NO DRIVING. I lande som USA må du køre bil når du er 16. Det må du IKKE med Rotary pga. at din forsikring helt simpelt ikke dækker hvis du en dag ødelægger værtsfamiliens bil. Denne regel gælder ikke kun biler, men generelt ALT motordrevent! Altså må du heller ikke køre en tur med plæneklipperen!

NO DRINKING. En regel der kan tolkes på mange måder, alt efter hvor du er i verden. I min danske Rotary klub tillader de deres inbound at drikke et par genstande til gymnasiefester osv. for hyggens skyld. Tro ikke at du kan drikke et glas vin med din værtsfamilie hvor som helst – jeg ved at de er MEGET strikse i især USA! Hvordan skal du så finde ud af om du må eller ej? That’s the question. Du skal selvfølgelig spørge både din værtsfamilie og Rotary klub, om hvad de har af regler – INDEN du prøver noget som helst af!!! Jeg spurgte allerede den første aften, og må altså godt drikke et par genstande. Måske har du hørt om udvekslingsstudenter der for lov til at drikke sig i hegnet hver weekend (det er rigtigt, det er der nogle der kan), men TRO MIG – hvis din danske Rotary klub hører noget om det, tror jeg det er nok til en flybillet direkte hjem til Danmark! Stik en finger i jorden og hver sikker på ALT du foretager dig. Så simpelt er det. Til den her fest var det hele aftalt med min værtsfamilie, og havde i øvrigt en Rotarianer med mig. Vi fik alle sammen én genstand, og tro mig – det var nok til en sjov aften.

NO DRUGS. Behøver jeg at give en forklaring?

 Det er skide sjovt at stå foran sådan en blæseting - og dejlig kølig. I skulle prøve det! 

 Selvom I ikke kan se det, så har jeg altså en fletning i mit hår. 

KÆMPE bryllup!!!

Lørdag d. 11 august, altså den første lørdag i Brasilien, skulle jeg til bryllup. Jeg havde hjemmefra fået beskeden og var på den måde tvunget til at gå med min mor ud for at finde en fin dansk kjole. Det tog sin tid, ikke Mutti?? Men fandt da heldigvis drømmekjolen fra SistersPoint til sidst! Så var det jo ordnet – det troede vi i hvert fald… Lige indtil vi fik af vide at brylluppet formentlig ville blive årets største og fineste i Piaui med mediedækning osv. !!! Så måtte vi jo på shopping tur igen – man kan jo absolut ikke komme i en kjole til 300 kr. til et bryllup, hvor der er så mange, at man ikke engang fik set brudeparret! Næh nej, så måtte vi da have fat i en Ilse Jacobsen kjole sat ned til halv pris fra 1000 kr…. Kan stadig bedre lide den første kjole, vi fandt.

Efter min ankomst til Teresina blev jeg flyttet ind på mit eget værelse. Dog kunne jeg ikke pakke kufferten ud endnu, for det var ikke mit ”rigtige” værelse, jeg var blevet indlogeret på. Lavinia og Nelson (mine værtsforældre) havde nemlig tre par boende i deres hus, som også skulle til bryllup – hvoraf det ene par var på mit værelse. Det gjorde nok heller ikke min ankomst mindre stressende – ALLE rendte rundt fuldt ud fokuseret på festen. Men jeg overlevede, heldigvis!

Så kom dagen – ENDELIG. Jeg sov så længe, jeg overhovedet kunne den dag, for jeg vidste, at det ville blive meget sent, når vi engang ville komme hjem igen. Jeg havde troet at vi skulle af sted ved middagstid (sådan er det jo i Danmark), men nej – vi var først inviteret til kl. 21. Okay så, what to do, what to do?! Alle i huset sover eller hviler, men jeg er altså ikke træt – jeg var restløs ovenpå et hårdt jetlag!!! Kl. 19 kunne jeg ikke vente mere, så jeg gik i bad og begyndte at gøre tøj osv klar. Var færdig på 45 minutter og vidste endnu engang ikke hvad jeg skulle give mig til… Så måtte jeg jo skype lidt med dem derhjemme – det var rart lige at høre deres stemmer!

Minutterne gik, men jeg syntes ligesom at tiden var gået i stå. Samtlige 11 mennesker i huset var stadig ikke kommet frem fra deres værelser. Da kl. var kvart i 21 gik jeg nedenunder for at vente – der var jo trods alt kun et kvarter til at vi skulle være fremme, de måtte da snart komme ud – eller var de allerede kørt?? Nej, de slappede stadig af…. Så blev kl. 21:15, og jeg sad stadig ved køkkenbordet – endelig begyndte de at komme ud. Men i et par hyggeshorts eller badekåber – de havde ikke engang været i bad endnu!

Havde godt hørt om det, men troede egentlig at det lidt var ment i sjov, når jeg fik fortalt at man ALTID kommer mindst 2 timer for sent i Brasilien. Det er altså ikke en joke – vi ankom først kl. 23:30, og vi var nogle af de første!

HOLD DA HELT OP, jeg havde da aldrig set noget lignende – ikke engang i Hollywood-filmene! Vi kom kørende op ad en laaanng indkørsel. Her var der flotte forskelligfarvede oplyste træer på hver side af stien hele vejen frem til æresporten – virkelig en KÆMPE æresport. Så steg vi ud af bilen, afleverede bilnøglerne til én af de mange tjenere (som kørte bilen hen til de hundredvis af andre biler på den KÆMPE parkeringsplads), og gik derefter videre til festen. Virkelig, jeg har ALDRIG set så flot en festdekoration – det kan overhovedet ikke beskrives med ord! Jeg må håbe at brudeparret får sendt nogle af de mange billeder rundt, som de 10 professionelle fotografer fik taget + mediefotograferne! Jeg havde nemlig ikke selv kamera med, og nej, det er ikke fordi, jeg glemte det Kim. Når man på forhånd ved, at der bliver 900 gæster og at man danser en stor del af tiden, så ville jeg ikke risikere at miste min fine konfirmationsgave!

Amen jeg orker da næsten ikke at beskrive det hele, det vil jo tage hele min dag! Jeg regner med at få oprettet et picassa webalbum, så kan i se billeder dér, når jeg engang forhåbentlig får dem.

Men i hvert fald, vi dansede HELE natten til et af Brasiliens mest berømte karnevalsbands på en sceneplads omtrent så stor som Jelling festival. I kan nok godt regne ud at jeg var godt og grundig smadret, da vi kom jeg ved 5-tiden om morgenen!

Skolen

Allerede dagen efter min ankomst startede jeg i skole. I starten var jeg en smule betænkelige ved at starte lige på og hårdt, men det gik da straks over. Det er nemlig sådan at jeg desværre skal tilbringe rigtig meget af min tid alene. Mine værtsforældre kører på arbejde tidligt om morgenen, og herefter er jeg efterladt til, at lave det jeg vil – dog indenfor husets murer. Teresina er nemlig en ret farlig og korrupt by siden den er så fattig – derfor har man som velhavende familie en 5 meter høj betonmur omkring hele huset med stødhegn oppe for oven. På den måde er jeg tvunget til at bruge min tid på familiens grund – ALENE. Det var meget svært for mig de første par dage at få tiden til at gå indtil det var skoletid, men det går bedre nu. Jeg øver noget portugisisk og skriver her på min blog.

Min skole hedder Instituto Dom Barreto og er Brasiliens 2. hårdeste og strengeste skole – altså en MEGET dyr privatskole, hvor rigmandsbørn bliver kloge, så de selv kan blive rige. Skolen begynder kl. 13:15 og slutter 20:45 – så faktisk har jeg ikke rigtig så meget fritid. Men jeg overlever, da jeg har fået nogle rigtig gode venner. Dog tror jeg, at jeg vil snakke med min Rotary Klub om, at jeg måske kunne få fri kl. 19 eller deromkring. Det er en regel på skolen at udvekslingsstudenter kan få fri der. Det er nemlig sådan at de to andre udvekslingsstudenter her i byen går i skole om morgenen, så derfor har jeg ikke tid til at gå i biografen med dem kl. 15, som vi ellers var ved at arrangere…. Lidt træls, men så har jeg jo mine skolekammerater. Faktisk skal jeg hjem og sove ved én af dem på onsdag, det glæder jeg mig til.

Nå men altså, jeg skulle vel fortælle om min første skoledag? Den var nok, hvad man ville kalde sjov!! Med det samme jeg kom ind af døren, fik jeg kindkys af samtlige elever i klassen – dog ikke af lærerne. Men indtil videre er der ikke en eneste lærer, der ikke har været ovre ved mig, for at røre mit hår… Med den forfærdelige varme hernede, er jeg glad for mit korte hår, MEN! Men det viser sig åbenbart, at jeg med mit korte krøllede halvlyse hår ligner en engel som de tilbeder til karneval osv.… Tro mig, uanset hvor jeg kigger hen i timerne eller i kantinen i vores pauser, så er der ALTID nogen, der kigger på mig!! Hvis jeg falder, spilder noget sodavand eller andet, så bliver det opdaget!

Der var folk som snakkede til mig hele dagen lang, ivrige efter svar på rigtig mange spørgsmål. De som sad tættest på mig den dag, fik ikke lavet en skid i undervisningen – det eneste de lavede var at snakke med mig. Tror at lærerne til sidst opgav den undervisning, som de alligevel ikke fulgte med i… Engelsklæreren gik endda så langt som at droppe halvdelen af timen for at vise mig sine danskevner…. HAHA!!

Jeg havde ligesom forventet at skolen ville være meget streng eftersom den er blevet kåret til at være blandt Brasiliens bedste skoler igennem 15-20 år. De har en karakterskala: 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10 – hvor 10 er det bedste. Gennemsnittet fra sidste år var på 9,5 for de 240 afsluttende studenter!! Det er nok ikke helt et gennemsnit, vi kunne leve op til på Rask Mølle Skole.

Men selvom de har det her høje snit, så er Instituto Dom Barreto overhovedet ikke streng sammenlignet med en dansk folkeskole! Vi er 40 elever i én klasse, og man kan ALTID høre nogen snakke eller se andre lave lydløse fagter. Det eneste som lærerne slår ned på er, hvis man læser i en frilæsningsbog i stedet for at følge med på tavlen. Og tro mig, det kan være noget så trættende!! Man kan overhovedet ikke sammenligne en brasiliansk skole med en dansk. I Danmark gennemgår vi tingene sammen, og eleverne bliver involveret i undervisningen, idet man skal række hånden op og give et svare på så mange ting som muligt. I Brasilien er det læreren der snakker HELE timen og skriver på tavlen – så skal man selv sørge for at skrive ned og lytte, hvis man vil huske det. Der bliver aldrig stillet spørgsmål, ALDRIG! Og hvis man på en eller anden måde er fraværende, bad luck…

For mig virker det ikke rigtig som en god undervisningsmetode, men noget må da være godt, eftersom karakteren er så høj! Det er nok heller ikke noget, som jeg så nemt kan vurdere med mit portugisiske… Alt i alt, så er det en rigtig positiv oplevelse at gå i skole, men som sagt så vil jeg gerne have fri kl. 19, og hvis det er muligt HELT fri lørdag (jep, jeg går også i skole lørdag). Jeg er jo trods alt en udvekslingsstudent, som skal opleve kulturen, og ikke kun skolekulturen!! 

Første dag, første indtryk.

Tirsdag d. 7. august kl. 15:18 lokal tid ankom jeg til min by Teresina. Det havde været en længeventet oplevelse, da jeg mødte min værtsfamilie! Måske burde man være helt vildt nervøs og utålmodig på den sidste flyvetur et par timer før ankomst, men da jeg stort set ikke havde lukket et øje i godt og vel 24 timer, så havde jeg rent ud sagt ikke energi til at tænke. Jeg var i en form for zombietilstand på hele flyveturen, men det gik da straks væk så snart, jeg steg ud af flyet. BOOOM, så tror jeg da nok lige, at jeg ramte en mur!!! Jeg var godt bevidst om at staten Piaui er den varmeste og tørreste stat i Brasilien, men tro mig – det kan du ikke forberede dig på. 40 grader i fuld sol helt uden skyer ved ækvator, så føles det altså nærmere som 60 brændende grader – THANK GOD til dem der har opfundet aircondition!

I bilen på vej hjemad, gik det op for mig, hvor godt vi alle sammen har det i Danmark – også de mindre velhavende! For udover at være den varmeste, er Piaui også den fattigste stat i Brasilien. Bygningerne, gaderne - ja, jeg skal nok få nogle billeder herind senere. De kan nok beskrive det lidt bedre. Vi ser jo tit reklamer fra Børnefonden, som rammer lige i hjertet. Men at se det i virkeligheden, det er altså noget helt andet – det er barsk og giver lidt af et kulturchok!

For samtidig med at der med det samme står tiggende mennesker udenfor bilruden så snart, man holder for rødt i et lyskryds, så findes der altså den MEGET velhavende del af Brasilien. De har huse så store og flotte som hoteller, swimmingpool i haven, op til flere husholdersker, gartnere, privatchauffører osv. Heriblandt ved den familie, jeg bor hos – men de ofrer så til gengæld også rigtig meget arbejde for pengene. Alligevel synes jeg, at det er svært at acceptere, hvor skævt et samfund kan være, når man er vant til noget helt andet hjemmefra.

Jeg har desværre ikke fået lov til at tilbringe så meget tid med min værtsfamilie indtil videre. De arbejder meget og kørte også på kontoret så snart, jeg havde fået min kuffert indendørs. Det er normalt her i Brasilien at arbejde fra 8-13, køre hjem til dagens måltid, og derefter tage afsted igen indtil 20-tiden.

Efter at både Nelson og Lavinia var kommet hjem fra arbejde, skulle vi ud at spise på restaurant (den fineste, og højst sandsynligt dyreste i byen). Her mødtes vi med Lavinias forældre, de er rigtig søde. Selvom jeg fatter nada af hvad de siger og omvendt, så var de mange knus og kindkys nok til at vise, at jeg var en del af familien.

Ved godt at mine indlæg ikke går helt efter tidsplanen, men der er altså bare SÅ meget at skrive om, så bare tanken stopper mig i at gå i gang. Nå, men nu har jeg da fået skrevet et indlæg. Så mangler jeg kun 3 til om skolen, bryllup og THEAMO!! 

Final Destination

Det her billede beskriver simpelthen alt. 43 unge modige udvekslingsstudenter på grænsen imellem drøm og virkelighed. Det kan overhovedet ikke beskrives den følelse, man står med i kroppen på en dag som denne. På den lidt sørgmodige side er man lidt trist over at skulle sige ”farvel” til især familien. Jeg ved at jeg med min eventyrlyst nogen gange gør livet svær for mine kære, så tror faktisk at det er det, der gør mig mest trist (hvis man kan kalde dét for trist?)

Udover denne dårlige samvittighed, så er der jo også ””nervøsfølelsen”. Det er her hvor man kommer til at tænke: ”Hvad hvis min værtsfamilie ikke dukker op i lufthavnen, så gider de mig nok overhovedet ikke?”, ”Eller hvis jeg misser flyet i Sao Paulo!! – så skal jeg jo ringe til min værtsfamilie, men de forstå jo ikke engelsk…” Sådan var der rigtig mange ting, der fløj rundt i mit hoved, helt uden fartbegrænsning.  Men heldigvis så oversteg min danske stolthed de tvivlende tanker. Hey, jeg er en udvalgt Rotary Exchange Student fra Danmark – jeg kan det hele!! 

Og således gik den lange tur helt fra Kastrup til Sao Paulo i Brasilien. Nu var jeg for alvor på egne ben. Det næste fly skulle jeg helt selv finde, holde styr på og blive transporteret i. En proces der lyder okay nem, men lidt svær uden en flybillet. Det var nemlig sådan at My Planet (selskab som arbejder sammen med Rotary) havde styr på alle 43 billetter, lige undtagen 2 af dem. Og ja, selvfølgelig var jeg den ene af de to, som ikke fik udleveret videregående billet i Kastrup lufthavn… Stres, nu skulle jeg ligesom lægge ansvaret over på en total fremmed brasilianer (dog én af de få engelsktalende), men alligevel. Jeg havde 7 ventetimer i Sao Paulo lufthavn, og det var først, da de 5 var gået, at jeg havde billet til Teresina.

De to der ikke havde flybillet! Godt nok holdt vi humøret højt oppe efter en god omgang gratis morgenmad. Det var nemlig sådan at den flinke mand, som hjalp os, senere inviterede os på noget at spise – han ville absolut ikke acceptere at vi betalte. Han snakkede og snakkede. Allerede dér elskede jeg brasilianere!

Nå, men efter noget tid var det så på tide at finde min gate. På 10 minutter kom jeg igennem security og fandt gate 15. Nemt nok! Men altså, da der var 15 min. til at flyet skulle boarde, kunne jeg høre Teresina konstant i radioen. Jeg fattede ikke en meter, men kunne altså bare høre min by Teresina gentage sig. Der måtte da være noget galt. Så derfor begyndte jeg først at spørge nogle andre passagerer, jeg sad ved siden af – de nikkede og smilte, men anede sikkert ikke en klaphat, om hvad jeg spurgte til.. Så fandt jeg noget lufthavnspersonale, men det hjalp ligefrem ikke. Hvad gør man så? Jo, så fandt jeg efter lang tids leden en tavle, hvor jeg kunne se at gaten var ændret til nummer 19 – og hvor var det så? Det viste sig at jeg kunne komme med en bus til 19a, men jeg skulle jo kun til gate 19 – virkelig stressende! Men altså jeg fandt den til sidst, og kom lige akkurat med på flyet. Godt nok er Sao Paulo en international lufthavn, men de taler altså kun portugisisk (også over radioen)!!!

Efter en 3 timers flyvetur var jeg endelig fremme. I flyet var der kun brasilianere, og de var ALLE SAMMEN nysgerrig på hvem jeg var (pigen der ikke forstår, hvad vi siger – hun er sikkert spændende). Og sådan gik hele flyturen – folk kom gående op ad den smalle gang for at sige noget til mig, og røre mit hår…

    

Vemo-nos mais tarde!

Så er du sgu ved at være nu. Jeg rejser på mandag kl. 19:20, men teknisk set, så er det her faktisk min sidste rigtige aften i Danmark. I morgen tidlig kl. 08:30 kører min familie og jeg ud til Billund lufthavn for at hente Avery fra North Carolina i USA. Hun skal bo her på mit værelse indtil december. Det glæder vi os alle sammen til, selvom jeg kun skal være hendes søster for et døgn.

Værelset er pakket sammen, min kuffert er blevet lukket og min værtsfamilie er vist ved at glæde sig rigtig meget dernede i BRASIL. Nu kan jeg da godt nok heller ikke vente mere. Tror faktisk, at det er et års tid siden, jeg afleverede min ansøgning nu her om ikke så mange dage. Det kræver sin tålmodighed at være udvekslingsstudent. Men altså, når man kan overtale lillesøs til at lave ens pins, så man faktisk ikke selv har noget at give sig til, så… Så er det nok ens egen skyld. 

I mandags havde jeg inviteret nogle få piger over til noget tøsehygge, men blev altså overrasket af 30 stk. dejlige mennesker, der kom vandrende igennem naboens have. Det var vidunderligt lige at få lov til at snakke med dem en sidste gang inden afrejse. Det var virkelig en fantastisk fest, som jeg vil huske tilbage på i LANG tid.

Godt nok har det været hårdt at sige ”farvel” til venner og familie, men jeg tror faktisk at især familien er mere berørt end mig. Jeg er sådan lidt følelseskold her for tiden – jeg vil altså bare af sted! Der har været nogle, der spørger mig, om jeg ikke er bange. Og nej, jeg er ikke bange, men som min mor sagde det i går: ”Det bliver da lidt mærkelig at stå der i Kastrup lufthavn på mandag og sige – hej hej Anne-Mette, ha det rigtig godt, vi ses om et år”. Det er rigtig, det bliver da en sindssyg underlig fornemmelse, men jeg er sikker på, at når jeg først er kommet op ad rulletrapperne, så er det glemt. Så er det nye kapitel nemlig begyndt!

Jeg har efterhånden skrevet en del indlæg herinde nu, og jeg håber da at kunne vedligeholde det. Men da jeg højst sandsynlig ikke får særlig meget tid til at skrive indlæg i Brasilien, så må I altså regne med lidt udfordrende læsning. Jeg har nok ikke alverdens tid til at rette de små fejl ligesom i en danskstil – hvem gider egentlig også sådan noget frivilligt?? Nå, men altså - vemo-nos mais tarde!

Afrejsebriefing

Efter at have fået mit fine visum på plads, så var det da tid til afrejsebriefingen!!! Afrejsebriefingen foregår hvert år første weekend i juli. Så hvis du satser på et år med Rotary, så sæt denne weekend af. Mødet er obligatorisk. Ganske simpelt – hvis ikke du møder op, så kommer du ikke afsted som Rotary udvekslingsstudent.

Alle danske Rotary udvekslingsstudenter 12/13 mødte op på Gudenådalens Efterskole d. 6 – 8. juli for at blive rustet til afrejsen. Vi blev delt op i nationale grupper – altså var jeg sammen med nogle, som også skal til Brasilien. Vi havde også instruktører, som selv havde været på et udvekslingsophold i samme land, som vi skulle til. Det gav en rigtig god tryghed idet, at de selv havde været en del af den kultur, vi bliver fløjet ned til. Derudover fik vi HELT vildt mange informationer (de fleste var jeg i forvejen bekendt med – læs på Rotarys hjemmeside!). Der var en masse foredrag om både taleteknik, kulturchok, hjemrejse osv.

Alt i alt en fantastisk weekend i selskab med nogle af Danmarks skønneste mennesker.

Og ikke at forglemme vores HAWAII-PARTY! Den bedste fest jeg nogensinde har været til. 

Tik tak - tiden går LANGSOM...

Pludselig så begyndte tiden altså bare at gå stærk. Fra det ene øjeblik til det andet havde jeg læseferie, og før jeg vidste af det, kom dimissionen med eksamensbeviset. Nu skulle jeg aldrig nogensinde gå i folkeskole mere. Forhåbentlig. Jeg havde i årevis glædet mig til at blive færdig med 9. klasse, men da øjeblikket endelig kom, gik det faktisk op for mig: ”GUD, lige om lidt forlader jeg det liv, jeg kender så godt og begiver mig ud i ukendt farvand – måske et ret stormende farvand, hvem ved?”  

Jeg havde førhen været beskæftiget med en eller anden form for jævnlig forberedelse med Rotary, så det var lidt som om, at tiden gik i stå ved sommerferiens start. Onsdag d. 9. maj var jeg blevet inviteret med til ét af de mange hyggelige mødeaftener i min Rotary klub. Årets inbound (udvekslingsstudent fra et andet land) skulle give os alle sammen et indblik i, hvad hendes land består af, og hun gav os derudover ét resume af hendes oplevelser i Danmark.

Udover dette fantastiske oplæg var der faktisk én mere, der skulle i action – MIG! Jeg fik nemlig lov til kort at fortælle om mig selv, og om de forberedelser jeg havde gjort mig. Det var dejligt at få lov til at vise overfor den klub der betaler store dele af opholdet, hvor meget man glæder sig. Det var en rigtig hyggelig aften med rig mulighed for at tale med interesserede rotarianere.

Måneden efter blev jeg tilbudt at komme på en G2G weekend (get together) fra d. 9-10. juni for både inbounds og outbounds i distriktet. Altså både de studenter der er på udveksling i DK, men også os som rejser ud lige om lidt. Det var rent ud sagt skide skægt. Udover at komme på talefod med andre i samme båd som mig selv, så snakkede jeg også med en del inbounds – hovedsageligt fra Canada og Brasilien. Og jeg kunne bare høre på dem hvor fedt et år, det havde været for dem – nu kunne jeg jo slet ikke vente mere! Derudover brugte vi også meget af tiden på at klage over ALLE de vaccinationer, vi altså skal have...

AV AV AV - hepatitis vaccination oven i min DK soltatovering, som jeg lavede til Jelling Festival !! 

Guanrantee Form og forberedelser

Efter forældre briefingens mange fantastiske indslag, var det endnu en gang tid til at vente. I det her tilfælde ventede jeg på min Guarantee Form (en MASSE informationer, man skal have for at få visum). Disse papirere giver dig ikke kun tilladelse til at søge visum, men fortæller også om din kommende værtsfamilie, din skole og Rotary Club. For mit vedkommende skulle jeg ikke vente i særlig lang tid, før dette brev kom med posten – (jeg er ret sikker på, at jeg fik den først i maj).

Og jo, det er lang tid at vente, taget i betragtning af at du næsten har ventet ét år på så vigtige informationer! Men der er altså nogle, der først får deres Guarantee Form én uge før afrejse.. Så skal man altså skynde sig med at få søgt visum.

Men jeg synes faktisk, at jeg fik tiden til at gå rigtig godt i de to måneder, der var imellem forældre briefing og fremsendelsen af min Guarantee Form. Jeg bestilte blandt andet en cd-rom for begyndere i portugisisk hjem. Den fik jeg da meget god tid til at gå med, MEN når man prøver på at lære et sprog på selvstudier, skal man altså ikke sætte næsen op efter at lære det helt store! Selvom jeg lappede mit værelse til med gule sedler over det hele, og prøvede det bedste, jeg har lært, så var det bare ikke muligt at have selvdisciplin nok til at opretholde de få sætninger, man lærer.. Det er jo klart, når det ikke er et sprog man får holdt ved lige. Det er ligesom at gå på sommerferie – man har jo fuldstændig glemt ALT, hvad man ellers brugte det forrige år på at lære….

Her er mit vidunderlige værelse med sedler over det hele!! Altså nu er jeg helt sikker på hvad en reol hedder på portugisisk - ESTANTE!!

Derudover fik jeg også en smule tid til at købe/få nogle pins. For dem der ikke er helt inde i udvekslingsstudenters tankegang, så ELSKER vi pins, og vi kan i princippet ikke få for mange til vores fine Rotary blazer!! 

Den store runde helt oppe i toppen er distrikt 1450's pin. Den fik vi på forældre briefing sammen med den blå pin, i ser yderst til højre. Det er sådan at Rotary udover dets sædvanlige motto "Service Above Self", også har forskellige års-citater - i år: "PEACE THROUGH SERVICE" (elsker det). Ellers kender i jo nok Carlsberg, Den Lille Havfrue, den knaldrøde postkasse og ikke mindst de to vidunderlige flag mixet sammen i midten. 

Forældre Briefing

Efter godt og vel 6 uger fra min landeplacering, skulle mine forældre og Club Counselor med mig til det længeventede forældrebriefing på Daugård Multicenter d. 11. marts. Her samledes alle outbounds (de kommende udvekslingsstudenter) fra distrikt 1450 og blev inddelt ved bestemte borde alt efter hvilket land man skulle til. Det meste af dagen foregik med foredrag om alle mulige relevante informationer, primært til udvekslingsstudenterne, men altså også til forældrene.

Jeg husker specielt dét foredrag, som blev holdt af en tidligere udvekslingsstundet (rebound). Hun havde været ét år i Brasilien og fortalte om hendes fantastiske oplevelser, men også om de tider der var lidt sværere at håndtere. For mit vedkommende fik jeg et indblik i mit fremtidige liv, men jeg indså også, at et udvekslingsophold bestemt ikke er en dans på røde roser. Tro ikke at det er en ferie, man tager på – der bliver absolut lagt meget arbejde i forberedelse, men altså også dét at trives i sit nye land kræver noget initiativ. Alt i alt var det et par hyggelige timer med unge mennesker, der var i samme båd som mig selv. 

KOM NU - gi mig mit land !!!

Selvom jeg udmærket var klar over, at jeg først ville få mit land af vide ved juletid, begyndte jeg allerede at tjekke min mail hver eneste dag sidst i oktober (det var da okay tæt på jul – i hvert fald hvis man spørger Fakta og Bilka mv.)  Og jeg blev lige skuffet hver eneste gang, jeg så at mailbakken var tom… Tænk at udsætte sig selv for sådan en smerte!

Så pludselig en dag – nytårsdag, tror jeg faktisk. Der var der sgu en mail fra Rotary. Straks fordobledes min puls, og jeg skulle godt nok tage mig sammen for at åbne beskeden. MEN NEJ, selvfølgelig havde jeg ikke fået nogen landeplacering endnu… Det var ”bare” en nytårshilsen, hvor der dog stod at vi alle sammen ville få mail om vores land og distrikt i løbet af en måned.

Så måtte jeg jo bare væbne mig med tålmodighed endnu engang, men kun indtil d. 30 januar. Jeg kan huske, at jeg sad sent oppe med nogle matematiklektier ved midnatstid, da min telefon pludselig bippede. Jeg havde fået en mail! Og jeg nåede kun at læse den første linje, før jeg sprang ud af min dør og ind til mine forældre – ”Moar vågn op! Jeg skal til Brasilien!!!” Man kan nok godt sige at jeg var overlykkelig. Det var så stor en lettelse at få af vide. Nu kunne jeg endelig svare folk på, hvor jeg skulle hen, når de spurgte til min udveksling. Sov næsten ikke den nat, og mit matematik blev vist heller ikke helt færdig..

Jeg blev placeret i distrikt 4490 – det store lilla område helt oppe i nord. 

Den endelige ansøgning

Da jeg havde fået besked om, at jeg var blevet udvalgt, skulle jeg i gang med den endelige ansøgning. Den havde jeg ca. 2 uger til at lave, og det er vist ikke helt forkert hvis jeg siger, at det var ret stressende. Jeg skulle have bestilt tid ved både læge og tandlæge for at blive undersøgt grundigt, inden de kunne give mig en erklæring om mit helbred, som skulle med i ansøgningen. Jeg mener faktisk at både min mor, men også jeg selv blev nødt til at tage fri for arbejde og skole nogle timer for at kunne få tid til det hele!!

Udover disse erklæringer skulle jeg også have udfyldt en hel masse persondata og skrive et brev til min fremtidige værtsfamilie (som jeg selvfølgelig ikke kendte til dengang).

Derudover fik jeg også mulighed for at ændre mine landeønsker. Det er sådan med Rotary, at man ikke selv kan bestemme hvilket land, man vil til. Du kan ønske 5 eller 6 lande, hvoraf én af de 3 første skal være et ikke engelsktalende land. Jeg havde selv været i Australien et par måneder før jeg blev valgt, og var meget opsat på at komme derhen igen. Men lige pludselig en nat, så drømte jeg, at Brasilien altså bare var på første prioriteten. Jeg kunne jo allerede det engelske sprog sådan okay flydende, så hvorfor ikke lære et helt nyt sprog? Fra den dag af var jeg opsat på at komme til Brazil!! Og så blev ansøgningen ellers sendt af sted.

  

Samtalen

D. 2. september 2011 havde min Rotary Klub allerede taget min ansøgning op til vurdering, og besluttede sig til at kalde mig ind til samtale. Jeg var utrolig nervøs, da jeg i bilen gennemgik mine tanker om det at være udvekslingsstudent, selvom jeg hjemmefra havde snakket med mine forældre, og gjort mig klar om mine meninger. Men nervøsiteten veg pludselig bort, da vi var fremme. Herfra gik jeg i en slags kampposition, som til en håndboldkamp, jeg havde besluttet at vinde.

Jeg vidste på forhånd, at der var flere ansøgere. Det gjorde mig naturligvis nervøs, da jeg også var bekendt med, at kun et begrænset antal unge mennesker sendes ud fra hver klub, afhængig af klubbens størrelse. I min bliver kun én sendt ud, så det gjorde mig naturligvis også ufattelig glad, da jeg blev valgt!

Med til samtalen var mine forældre, min Club Counselor, klubbens præsident og én til, som jeg desværre ikke kan huske titel på.. Her snakkede vi naturligvis om mig (havde jeg nu det, der skulle til), og om mine og klubbens forventninger til et eventuelt ophold. Til dem som søger nogle råd, vil mit bedste være: VÆR DIG SELV og byd interesseret ind med spørgsmål. Samtalen varede i 30-45 min., og allerede et par timer efter fik jeg en mail, hvor der stod, at jeg blev valgt. Så var der jubel at høre i det lille hus. 

Ansøgningsprocessen

Selve ansøgningsprocessen var nervepirrende, krævede en masse tålmodighed og en del arbejde! Allerede i marts 2011 fandt jeg ud hvilken Rotary Klub jeg tilhørte (Tørring-Uldum), og kontaktede straks derefter min Club Counselor (medlem af Rotary, der har ansvaret for klubbens udvekslingsstudenter), så han vidste, at jeg senere på året ville lave en ansøgning til Rotarys Youth Exchange Program.

Ansøgningen må højest være 3 sider lang, og udover at den skal indeholde oplysninger om dig og din familie, så skal man også skrive en hel masse om ens fritidsinteresser, fremtidsambitioner og forventninger til et evt. ophold mm. Derudover er det også et krav at den skrives på engelsk. Så derfor, gå i gang i god tid og overvej hvert eneste hjælpespørgsmål grundigt inden du skriver et svar! Det er trodsalt ansøgningen samt den senere samtale, der afgør om du bliver Rotary udvekslingsstudent. Det hele kan godt virke som en stor mundfuld, men hvis du til gengæld bliver valgt, er al besværet jo det hele værd. Se så at kom i gang!

Her kan du læse noget mere om ansøgningen: http://www.rotary-yep.net/Default.aspx?tabid=750&language=da-DK – hvis du er i tvivl om noget, så kontakt din Rotary Klub. De vil hellere end gerne hjælpe. 

Valg af organisation

Da jeg begyndte min søgen efter udvekslingsorganisationer, var der mange ting, som jeg sammen med mine forældre måtte overveje grundigt, bl.a.: Hvilken pris ville vi være i stand til at betale? Skulle jeg selv have indflydelse på placering af land, osv.?

Og næsten ligegyldig hvad for en hjemmeside vi kom ind på, så fandt vi altså ud af, at udveksling sjovt nok er ret dyr! Stort set alle organisationerne havde en pris imellem 50 og 100 tusind kroner, alt efter hvilket land man ville udveksle i, og hvor lang tid. For mit vedkommende betød det altså, at hvis jeg kom af sted som udvekslingsstudent, så ville det blive prisen, der skulle afgøre hvilket land jeg skulle til. Og dermed ville jeg altså ikke få mit daværende ønske om Australien opfyldt – for Australien var sammen med New Zealand de lande der oversteg prisen på 100.000 kroner..

Dog var der én organisation, der skilte sig ud fra alle de andre. Det var Rotary. Som udvekslingsstudent valgte jeg denne organisation, fordi at den for det første er enorm billig, sammenlignet med andre. Priserne svinger en smule fra år til år, men ikke noget af betydning. I 2012/13 er prisen blevet sat til 33.000 kroner – dog kan du få 10.000 kroner i statstilskud, hvis du er under 18. Dermed har jeg og en masse andre Rotary-studenter altså givet en endelig pris på 23.000.

Dette skyldes ikke at kvaliteten af udvekslingsopholdet er dårligere, men simpelthen at Rotary betaler stort set hele dit ophold. Rotary er nemlig ikke kun en udvekslingsorganisation, men faktisk verdens største privat finansierede humanitære organisation, som har til formål at fremme fred og international forståelse!!Dog kan man ikke bare betale sig til et udvekslingsophold med Rotary. Man skal nemlig igennem en ret omfattende ansøgningsproces, for derefter at blive valgt ud. Det skyldes at Rotary vil stå indenfor de unge, de sender af sted. Du bliver jo trods alt sendt hjemmefra, som en ambassadør for Danmark. Læs eventuelt mere på Rotarys hjemmeside: http://www.rotary-yep.net/