Rio de Janeiro

Torsdag d. 6. september gik turen til Rio de Janeiro. Mine værtsforældre har en søn der bor i den berømte kæmpe by, så de besøger ham ca. hver anden måned. Var så heldig at komme med kvit og frit på den 5-timers lange flyvetur med mellemlanding i Fortaleza. I lufthavne med lang ventetid, så er det smart at være blandt Brasiliens top-advokater! Så er der fri entré til en virkelig luksuriøs lounge med bløde lædersofaer, fladskræm, computere, tjenere som sørger for alt det du kunne tænke dig – sodavand, kaffe, chokolade, chips. You name it! Og bedst af alt, ingen larmende ferieturister – ene businessmennesker. Det var jo nok en oplevelse i sig selv. Højst sandsynlig noget jeg ikke kommer til igen.

Da det var aften og mørkt, da vi ankom, havde jeg desværre ikke så meget mulighed for at danne mig et indtryk af fattigdommen, som hersker i store dele af den gamle hovedstad. Men min mund blev da godt nok åbnet på vid gab, da jeg så Jesus Kristus oplyst på et ellers mørklagt bjerg. Vidunderligt syn for øjet – ligner næsten at figuren svæver! Havde egentlig bare regnet med, at vi skulle have en smule aftensmad og så derefter på hovedet i seng, men helt ærligt, hvad havde jeg lige regnet med!? Det er Brasilien – selvfølgelig skulle vi ikke det… Lige et hurtigt bad, og så derefter hjem til Lavinias søster for at spise. Tror først vi kom hjem ved 1-2-tiden om natten. Men det gjorde absolut ikke noget. Søsterens lejlighed har direkte udsigt udover den oplyste lagune og Jesus. Det er virkelig et vidunder. Har ellers aldrig været så meget til bybilledet (elsker natur og flotte landskaber), men Rio tog mig godt nok lige ved næsen. Det må jeg ærligt indrømme!

Fredag d. 7. september stod jeg op ved en 7-8-tiden fordi, jeg regnede med, at vi havde travlt i de få dage, vi skulle være i Rio, men nej. Lavinia stod først op kl. 10 for at spise morgenmad med Nelson, som indtil da havde set TV. Herefter tog vi ved 12-tiden af sted i bilen. Jeg havde ikke nogen som helst anelse om, hvad deres planer var, men vi kørte nok i en times tid rundt i Rio centrum forbi Copacabana osv. Stoppede også ved en kirke, som vi fik en kort gratis rundvisning i – det var flot. Det var også meningen at de ville have vist mig noget andet (museumsværk, tror jeg), men fordi at det var en speciel nationaldag i Brasilien, var stort set ALT lukket – bad luck…

Bagefter tog Lavinia og Nelson hjem for at få en middagslur, men jeg var så heldig at få lokket André (deres søn) til at give mig en rundvisning i hans område (dyrt kvarter). Det var rigtig lækkert at få lov til at strække benene og gå en tur – noget som jeg virkelig havde længtes efter! Vi gik nok ca. 6 km. forbi botanisk have og en andet park, som vi gik ind i. Det er jo fantastisk at kunne gå fra larmende byliv til en stille jungle med aber, slanger osv. – selvom det lyder mærkeligt er Rio de Janeiro nok den mest naturlige by, jeg nogensinde har set. Kan overhovedet ikke beskrive det, men hold kæft hvor er det bare smukt! Virkelig et sted alle burde se – endnu ét… Efter en noget udmattende og svedig tur, så fik jeg lige en time eller to på skraveren. Herefter tog vi af sted i bilen på vej imod en restaurant, hvor vi skulle mødes med Lavinias søster og mand. Jeg fik bestilt noget lækker juice, som matchede snacksene, vi fik. Godt nok savner jeg noget god gammel dansk mad, men klager absolut ikke over spisevanerne her! Jeg kom i hvert fald hjem med en godt mæt mave sent på aftenen omkring midnat.

Lørdag d. 8. september tog jeg sammen med mine værtsforældre på en cykeltur rundt omkring lagunen. Det tog dog en times tid fra vi tog af sted, til at vi fandt tre cykler. I ved de der smarte bycykler, hvor man sender en sms til et sikkert fint selskab, som giver kode til cykellåsen. Der var åbenbart andre end os, der havde fået den tanke… Men vi fik fint tiden til at gå – købte noget morgenmad med mærkeligt lilla juice som tilbehør. Baseret på endnu en speciel frugt fra Amazonas tror jeg nok – hedder noget i nærheden af acai, eller noget. Vildt lækker. Noget tid efter fandt vi endelig tre cykler og begav os ud på en times eventyr omkring lagunen, som er omringet af masser af bjerge, strande og højhuse. Så smukt!

Herefter tog vi hjem, fik et bad og så af sted igen. Denne gang på shopping. Mine værtsforældre elsker begge to at shoppe uanset omkostninger, skal vi ikke bare sige det sådan? Da jeg på mange måder skiller mig ud hernede, er det for farligt for mig at gå på egen hånd i et kæmpe shopping center. Så jeg måtte pænt følge med som føl, der bærer poserne. Fik ikke mulighed for selv at kigge i nogle butikker, desværre – og havde da overhovedet ikke råd til at købe hverken bukser eller shorts i hverken den ene eller den anden af de to tøjbutikker, Lavinia brugte to timer i. Det ville nok nogenlunde kræve at holde en konfirmation på ny. Haha, sikke gode penge det egentlig giver at sætte sig ned på knæ i en kirke og sige ”ja” til præsten! Det ville jeg da helt frivilligt gøre noget oftere.

Ved 16-tiden tog vi igen hjem til søsteren til en kæmpe middagsbuffet – nøøøjj, det var lækkert. Tror godt at søsterens mand kunne fornemme, at jeg var vildt fascineret over de mange bjerge og ikke mindst Kristus, så han spurgte, om jeg havde lyst til at køre en tur med ham. Selvfølgelig ville jeg det. Vi kørte op i de høje bjerge og havde nogle få stop ved udkigsposter, bl.a. ”the chinese view” og ”the kings table”. Ved ”Kinaposten” fik jeg fortalt historien om stedets navn. Det var helt tilbage i det 18. århundrede hvor 200 kinesiske slaver begik selvmord ved at springe ud fra samme klippe, samme dag i protest mod regeringen. I hvert fald så vidt jeg lige kunne forstå. Ret vildt.

Da vi efter en to-timers rundtur kom tilbage, var det næsten mørkt. Min sidste aften i Rio. Følte mig ret så sørgelig over, at jeg ikke havde set Jesus – altså helt oppe på bjerget, men som sagt, jeg kom med på mine værtsforældres bekostning, så skal jo ikke klage! Vi sluttede aftenen af på byens fineste pizza-restaurant, og derefter var det ellers bare på hovedet i seng – vi skulle jo tidligt op dagen efter.