("On the road" med Landon og hans forældre)
Jeg har fået super god respons fra
rigtig mange for de her indlæg, men ærligt talt, så er det nok kun ti procent
af mine oplevelser, som man kan læse om på min blog. Der er så mange nye
indtryk hver eneste dag, som jeg vildt gerne vil fortælle om, men sagen er, at
jeg glemmer det. Tingene her begynder at blive hverdag. Måske der er noget galt
med mig, men får stort set aldrig hjertestop længere. De første par uger var
jeg plaget af en konstant urytmisk (hvad det så end hedder) hjerterytme, når
jeg var med på tur i bilen. De kører virkelighed som hul i hovedet her. Man
dytter bare en smule for at gøre opmærksom på sig selv, og så kan man nemt
køre over for rødt lys osv. Virkelig, det er dødskørsel! Men lægger ikke specielt
meget mærke til det mere. Ligesom den evige fattigdom er ved at blive et
hverdagssyn – et barsk syn.
(et af de hundredvis af mærkelige drikkevarer de har her)
Der er så meget i ikke ved. Så mange
ting jeg render rundt og laver, at jeg ikke orker at skrive om dem. Sorry. Det
stresser mig totalt, men altså – det er jo mig, der er udvekslingsstudenten, så
er det vel også fair, at det er mig, der oplever mest? Haha, men I får altså
alligevel lige en historie fra onsdag d. 10. til mandag d. 15. oktober:
SEJT
Onsdag d. 10. oktober var sådan
mildt sagt ret stressende. Jeg havde dagen i forvejen fået af vide, at jeg for
resten lige skulle interviewes til et TV-program onsdag kl. 16. Nå for søren,
øøhhh… sejt, men stress! Havde jo tusindevis af pins på skrivebordet, som
stadig ventede på at blive klistret/syet fast på min blazer. Kom hjem fra skole
ved to-tiden og så gik resten af tiden ellers bare med nål og sytråd. Er stadig
forbløffet over, at jeg formåede at gøre det helt færdig uden en eneste nål
igennem fingeren! Nå men altså, klokken blev 16 og jeg blev kørt hjem til min
chairman hvor interviewet skulle finde sted. Her ventede jeg sammen med de tre
andre udvekslingsstudenter og nogle rebounds i ikke mindre end tre timer.
Wuhuu! Men vi havde det da sjovt, set bort fra vores rumlende maver i varmen. Til
sidst kom alle videofolkene med diverse KÆMPEkameraer osv., og vi startede
interviewet. Ved ikke lige hvad der gik af mig, men blev fuldstændig forfjamsket.
De syntes alle, at jeg var så sød med mine lyse krøller, at de spurgte, om de
måtte filme lidt ekstra på mig - i ved, nærbilleder af ansigtsudtryk osv. Blev simpelthen så nervøs, at jeg næsten var
mundlam, da det endelig var min tur til at blive udspurgt om diverse ting.
Glemte halvdelen af mit portugisiske, og ham manden, der interviewede os, hjalp
bestemt ikke på problemet. Han mindede nok mest af alt om Gustav fra dagens
mand, og jeg kunne da overhovedet ikke tage noget som helst seriøst. Desværre.
Men uanset hvad, så var det da en oplevelse, jeg tager med i bagagen. (Ligger
lige et link ind så snart, jeg har et). Ps. Læg lige mærke til de flotte pins,
som jeg helt selv har syet på!
Torsdag d. 11. oktober var fra morgenstunden en helt normal dag som alle andre – skole kl. 7 i zombietilstand. Ja det er noget, der river tænder ud! Men lige præcis den torsdag havde jeg noget at se frem til – SIMPLE PLAN / PITBULL KONCERT!!! Og ikke nok med det, efter koncerten skulle jeg med Landon (udvekslingsstudent fra USA, Michigan) og hans familie på ferie. Så kan i vel nok regne ud, at skoledagen var lang… Men den sluttede og jeg kom hjem til det sædvanlige middagsbord med ris, bønner og en eller anden form for kød. Slappede af hele dagen lang for at lade op til en nat, jeg vidste, først ville slutte kl. 5 om morgenen. Det er normalt sluttidspunkt for fester her – noget som man godt nok lige skal vænne sig til. Havde originalt fået billet til frontstage, fordi det er der, det er sikrest med hensyn til kamera, telefon, penge osv. (man giver så til gengæld også lidt flere penge – dog ikke sammenlignet med koncertpriser i DK). Der var bare et problem. Vi havde aftalt at mødes sammen med Landons venner, som stod på området længst væk fra scenen. Det kunne vi jo ikke have, så med hinandens hjælp fik vi byttet vores biletter og fik omkring 30 kr. tilbage oveni hver. Klart den bedste byttehandel for den anden mand. Til dem, der kender mig, ville i jo nok også kunne gætte jer frem til, at det pissede mig totalt af – 70 kr. spildt! Men det skulle senere vise sig at være det hele værd. Vi var kommet i fattigområdet, hvor man skulle holde ekstra godt øje med lommetyve og andre grimme bæster. Men hold da op – festen foregik jo dér. Der blev danset og danset hele natten lang. Noget som brasilianere nemt kan holde til. Vi havde udsigt over alle de andre perroner, og ud fra det, kunne vi jo nemt bedømme hvem, der holdt den største fest. Vildt fedt!!!
Torsdag d. 11. oktober var fra morgenstunden en helt normal dag som alle andre – skole kl. 7 i zombietilstand. Ja det er noget, der river tænder ud! Men lige præcis den torsdag havde jeg noget at se frem til – SIMPLE PLAN / PITBULL KONCERT!!! Og ikke nok med det, efter koncerten skulle jeg med Landon (udvekslingsstudent fra USA, Michigan) og hans familie på ferie. Så kan i vel nok regne ud, at skoledagen var lang… Men den sluttede og jeg kom hjem til det sædvanlige middagsbord med ris, bønner og en eller anden form for kød. Slappede af hele dagen lang for at lade op til en nat, jeg vidste, først ville slutte kl. 5 om morgenen. Det er normalt sluttidspunkt for fester her – noget som man godt nok lige skal vænne sig til. Havde originalt fået billet til frontstage, fordi det er der, det er sikrest med hensyn til kamera, telefon, penge osv. (man giver så til gengæld også lidt flere penge – dog ikke sammenlignet med koncertpriser i DK). Der var bare et problem. Vi havde aftalt at mødes sammen med Landons venner, som stod på området længst væk fra scenen. Det kunne vi jo ikke have, så med hinandens hjælp fik vi byttet vores biletter og fik omkring 30 kr. tilbage oveni hver. Klart den bedste byttehandel for den anden mand. Til dem, der kender mig, ville i jo nok også kunne gætte jer frem til, at det pissede mig totalt af – 70 kr. spildt! Men det skulle senere vise sig at være det hele værd. Vi var kommet i fattigområdet, hvor man skulle holde ekstra godt øje med lommetyve og andre grimme bæster. Men hold da op – festen foregik jo dér. Der blev danset og danset hele natten lang. Noget som brasilianere nemt kan holde til. Vi havde udsigt over alle de andre perroner, og ud fra det, kunne vi jo nemt bedømme hvem, der holdt den største fest. Vildt fedt!!!
http://www.youtube.com/watch?v=TXSngpHiQQg&feature=plcp Tog chancen og tog min iphone frem. Skal jo have et minde at kigge tilbage på om 10 år!
Fredag d. 12. oktober blev jo skudt
i gang med at brag af en koncert som vi kom hjem fra kl. 5 om morgenen – altså Landon
og mig. Her kunne vi lige få en times søvn med tøj og hele molevitten på, inden
turen gik af sted på ferie kl. 6. Hold da op en dag! Vi kørte i bilen fra kl. 6
om morgen til kl. 23:45. Det var skide hyggeligt. Vi havde stop rundt omkring,
tog nogle vandreture i bjergene, spiste lidt mad og købte souvenirs sådan med
et par timers mellemrum. Det skal lige siges at hverken Landon eller jeg
lukkede øjet en eneste gang. Ikke at det ikke var tæt på, men forældrene
snakkede med os heletiden – god intensiv portugisisktræning! Sætter nogle
billeder ind fra turen – det vil jo tage ALT for lang tid at fortælle om. Det
lader jeg billederne om. Et billede siger mere end 1000 ord, remember?
Lørdag d. 13. oktober er det vidst ikke nogen hemmelighed, hvis jeg siger, at både Landon og jeg var lidt smågnaven, da vi blev vækket kl. 8. Vi havde jo trodsalt kun fået en times søvn natten forinden. Det varede heldigvis ikke ret lang tid, da vi blev ført ud til morgenmadsbuffeten, som bestod af diverse tropiske frugter og kager fra alverdens lande. Herefter gik turen i bilen igen. Vi kørte rundt til en MASSE forskellige strande og andre naturområder. I starten da jeg tænkte på Brasilien, var natur da ikke lige den første tanke, der sprang frem i mit hoved. Men må bide ordene i mig. I det nordlige område jeg bor i, varierer naturen så meget at du på 45 minutter kan gå fra frodige bjergsletter til sandbjerge. Ja, ved godt at sandbjerge lyder mærkeligt, men det er vinden, som er så kraftig, at der bliver dannet meget høje bakker af sand. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at det var bjerge eller ørken. Alt i alt en fantastisk god dag ved stranden, hvor jeg selvfølgelig også blev svitset en smule – ikke videre alvorligt, kun på skulderbladene. Anne-Mette her er nemlig stadig så dum at tro, hun sagtens kan klare sig uden solcreme sådan rimeligt meget tæt på ækvator i 40 graders varme… Om aftenen var vi på besøg ved noget familie, som havde en tysker til at bo hos dem. Hun studerer noget medicinværk og virkede rigtig sød. Var så ivrig efter at snakke en smule tysk med hende, men må jo nok erkende at det sprog for længst er glemt. Kunne helt simpelt ikke huske hvordan man sagde ”mit navn er, jeg kommer fra, osv.” Hver gang jeg forsøgte, var det ligesom kun portugisisk (med en lillebitte blanding af tysk), der kom ud af min mund. Det var ret frustrerende, eftersom jeg selv synes, at jeg havde rimelig godt styr på tysk i 9. klasse, men til min store glæde forstod jeg alt hvad hun sagde, da vi begyndte at gøre en samtale på tysk – engelsk/portugisisk. Hende på tysk og jeg på en blanding imellem engelsk og portugisisk. Håber da godt at mit tyske kommer tilbage, når min hjerne engang er færdig med at uploade Brasiliens indtryk! Ellers er det da tre års undervisning lige ud i luften…
(en lille udgave af Rio med kristusfigur, lagune og bjerge)
Lørdag d. 13. oktober er det vidst ikke nogen hemmelighed, hvis jeg siger, at både Landon og jeg var lidt smågnaven, da vi blev vækket kl. 8. Vi havde jo trodsalt kun fået en times søvn natten forinden. Det varede heldigvis ikke ret lang tid, da vi blev ført ud til morgenmadsbuffeten, som bestod af diverse tropiske frugter og kager fra alverdens lande. Herefter gik turen i bilen igen. Vi kørte rundt til en MASSE forskellige strande og andre naturområder. I starten da jeg tænkte på Brasilien, var natur da ikke lige den første tanke, der sprang frem i mit hoved. Men må bide ordene i mig. I det nordlige område jeg bor i, varierer naturen så meget at du på 45 minutter kan gå fra frodige bjergsletter til sandbjerge. Ja, ved godt at sandbjerge lyder mærkeligt, men det er vinden, som er så kraftig, at der bliver dannet meget høje bakker af sand. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at det var bjerge eller ørken. Alt i alt en fantastisk god dag ved stranden, hvor jeg selvfølgelig også blev svitset en smule – ikke videre alvorligt, kun på skulderbladene. Anne-Mette her er nemlig stadig så dum at tro, hun sagtens kan klare sig uden solcreme sådan rimeligt meget tæt på ækvator i 40 graders varme… Om aftenen var vi på besøg ved noget familie, som havde en tysker til at bo hos dem. Hun studerer noget medicinværk og virkede rigtig sød. Var så ivrig efter at snakke en smule tysk med hende, men må jo nok erkende at det sprog for længst er glemt. Kunne helt simpelt ikke huske hvordan man sagde ”mit navn er, jeg kommer fra, osv.” Hver gang jeg forsøgte, var det ligesom kun portugisisk (med en lillebitte blanding af tysk), der kom ud af min mund. Det var ret frustrerende, eftersom jeg selv synes, at jeg havde rimelig godt styr på tysk i 9. klasse, men til min store glæde forstod jeg alt hvad hun sagde, da vi begyndte at gøre en samtale på tysk – engelsk/portugisisk. Hende på tysk og jeg på en blanding imellem engelsk og portugisisk. Håber da godt at mit tyske kommer tilbage, når min hjerne engang er færdig med at uploade Brasiliens indtryk! Ellers er det da tre års undervisning lige ud i luften…
Søndag d. 14. oktober stod vi igen
op ved en 8-tiden og kørte til stranden sammen med Juliette fra Frankrig, som også
var på ferie med hendes familie. Huskede solcremen den her gang og vi badede på
livet løs. Kom sådan helst automatisk til at snakke om Baywatch, og fandt til
min største skræk ud af, at Landon aldrig i sit liv havde hørt om gudeserien.
Det kunne da ikke passe, så tog hårdere metoder i brug. Kunne det virkelig være
rigtigt at Landon, en 16-årig teenagedreng, aldrig havde hørt om Pamela
Anderson?! Åbenbart! Efter det kom vi ind på en tv-serie snak. Drengen kender
heller ikke til Friends! Hvad sker der lige for dem derovre i staterne? En
diskussion Julie Vestergaard ivrigt deltog i, da vi skypede mandag ;-) Om
aftenen ovenpå det kæmpe chok, fik vi en rigtig god omgang aftensmad og kørte
hjem til Teresina, hvor vi havnede ved midnatstid.
Se sandbjergene i baggrunden!
Solen er stærk og jeg hader solcreme i hovedbunden, så Landons far forærede mig en fin hat.
Vi er udvekslingsstudenter og spiser ALT!
Sandfygning. Pludselig var vejen væk.
Her mødtes vi med Juliette.
Mandag d. 15. oktober havde Landon og jeg aftalt at vågne ved 9-tiden og derefter tage i fitness. Det gjorde vi, og hold da op, hvor var jeg øm om aftenen! Nok ikke den største overraskelse eftersom, at det er 4 måneder siden, jeg sidst har motioneret sådan for alvor. Det var enormt dejligt, og når jeg skifter til min anden værtsfamilie, melder jeg mig ind i et fitnesscenter. Vil helst ikke trilles op i flyet, når turen d. 10 juli går hjem til Danmark. Haha, enhver udvekslingsstudents mareridt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar