Skoleskift

D. 1. september 2012. Min lykkedag! Efter ligegodt 4 ugers skolegang på Dom Barreto, ja, så skete der noget. Vågnede som sædvanlig op til en morgen uden at vide, hvad der var i vente. Dog vidste jeg, at jeg kl. 9 skulle hentes af min privatchauffør Ricardo, så han kunne fragte mig til Diofeirac, som jeg var blevet inviteret til at deltage i af Juliette fra Frankrig. Da Juliette ikke taler optimal engelsk, så havde jeg kun fået fat i, at det var noget årlig skoleting om noget videnskabskonkurrence-kompagne. Okay, tænkte jeg – måske det er noget i stil med gincana? I det tilfælde skulle jeg da i hvert fald ikke risikere at blive kaldt op som tilfældig tilskuer for at svare på et videnskabeligt spørgsmål. På portugisisk! Så hele turen hen til skolen, var jeg lige ved at sprænges af spænding.

Normalt så plejer Ricardo bare at pege på den indgang, jeg skal gå ind ad, og så kører han. Men ikke den her gang. Han fulgte mig ind i den kæmpe sal hvor mindst 20 boder kunne ses med det blotte øje. Fedt!!! Nu skulle jeg bare finde Juliette i klasseværelse nr. 67 – jeg vinkede til Ricardo som signal til, at det var okay, og at han godt kunne køre igen, men nej! Han indikerede, at jeg skulle følge med ham selvom de larmende råb blev lavere og lavere der, hvor vi end gik hen. Fattede ikke en meter, hvad havde han gang i? Men så snart at vi gik ind af døren til rektors kontor, så var jeg lige ved at sprænges af lykke. Kunne det virkelig passe? Havde mine forældre endelig overgivet sig og fundet en ny skole? Ja, det havde de – og så endda den skule hvor Juliette også gik! Det kunne jo ikke blive meget bedre. Fra det sekund følte jeg for alvor, at et nyt kapitel var startet. Endelig kunne jeg se en fremtid, som indebar sociale omgivelser udenfor skolen – det var som om at mine skuldre pludselig blev fem gange lettere efter at have båret på en tung byrde et par dage. Det var praktisk talt et vendepunkt.

Med tanken om at jeg højst havde en måned eller noget i den stil tilbage på Dom Barreto, var der ikke noget som helst der kunne ødelægge mit humør, som det sædvanligvis ville have gjort med alle de nye dejlige mennesker, der kommenterede mit englelignende hår. Intet kunne gå galt nu. Nåede faktisk kun at se Juliette i et splitsekund, da jeg blev bortført af så mange nye mennesker, som var ivrige efter at snakke med mig. Det gik også nogenlunde ok med det portugisiske, jeg havde lært i løbet af de første fire uger. Dog langtfra perfekt. Det fleste syntes at vide langt mere om mit skoleskift end jeg selv – lød som om at de havde fået beskeden for flere dage siden! Og nogle af dem sagde også, at jeg skulle gå i deres klasse osv., osv. ”Slap af”, tænkte jeg – ”jeg er jo først blevet meldt ind i dag. De må have forvekslet mig med en anden, jeg kan umuligt starte før om en måneds tid eller deromkring.”

Men forkert igen. Søndag aften kl. 22 kom Lavinia ind på mit værelse med en ny skoleuniform og sagde, at jeg skulle starte kl. 7 næste morgen! Så tror jeg da nok lige at der var én Anne-Mette, der ikke kunne falde i søvn. Følelserne var blandede: hvordan skal det gå med min værtsfamilie, går deres fornærmelse over? – er jeg i sandhed bare et problembarn? – og hvad med mine gamle venner i Dom Barreto, jeg fik jo overhovedet ikke muligheden for at give dem besked eller sige farvel! Men udover de her lidt tvivlende tanker, så var der ikke nogen af dem, der oversteg glæden ved tanken om en ny begyndelse.

Min første dag i skole var endnu mere fantastisk end jeg overhovedet kunne forestille mig! Folk her er på Diocesano er ikke så fyldt af bekymringer over hvad deres forældre nu vil sige til den og den karakter. Vildt dejlige mennesker – allerede nu to uger efter er de familie for mig! Elsker skolen. Er overhovedet ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at tage. Det har gjort avs og givet nogle knops, men omvendt lever jeg rent faktisk en udvekslingsstudents liv nu. Jeg har det så fedt! Og fortryder ingen af mine handlinger. Tror også at mine værtsforældre har kunnet fornemme, at det her vist nok var bedre med alt det sociale aktivitet jeg lige pludselig fik. Vi har i hvert fald fået opbygget et rigtig godt forhold over den sidste uges tid. 

Skal nok poste nogle flere indlæg igen imorgen!