Mandag d. 17. december 2012
Den her dag var for rigtig mange af
turens udvekslingsstudenter højdepunktet af alle højdepunkter! Dagen lang var
nemlig sat af til at opleve Rio de Janeiros fantastisk livagtige bykultur. Rio
er Brasiliens næststørste by med ca. 6 millioner indbyggere plus det løse (det
siges at endnu 2-3 mio. indbyggere ikke er registreret eller bor langt ude i de
farlige slumkvarterer.)
I generel omtale,- i hvert fald i
Danmark, rygtes Sydamerika, Brasilien og Rio de Janeiro som farlige korrupte områder.
Og jo, det er sgu farligt, hvis man er en dum turist, der opsøger det farlige.
Efter min mening er det alt sammen en stor misforståelse/fordom, når folk tror, de bliver både skudt og dræbt, hvis man kører ned ad en forkert sidegade. Så
længe man befærder sig i de områder alle andre går i uden diverse guldsmykker,
smartphones osv. stikkende ud af alle lommer, sker der sgu ikke noget. (Så
snart jeg får tid, skriver jeg et indlæg om Brasiliens sikkerhed sådan
generelt.)
Men i hvert fald, livsfarlig eller
ej, så har Brasiliens mest berømte by Rio altså hvert år næsten to millioner
besøgende turister! De kommer alle for at se Kristus-figuren, som i år 2007 blev
gjort til en af verdens syv vidundere. Udover Jesus dér på toppen af et flot
bjerg, er byen også kendt for dets fantastiske strande Copacabana og Ipanema.
Og ikke at forglemme Pão de Açúcar (som direkte oversat betyder sukkerbjerget)
og den årlige kæmpefest, karneval!
Her er to af mine rigtig gode veninder fra Taiwan, som hurtig opdagede at man fik de bedste billeder ved at ligge på jorden!
Vi startede ud med at tage et lille hyggeligt bjergtog op til Kristus, hvor der ivrigt blev taget billede efter billede.
Og selvfølgelig havde jeg landsholdstrøjen på!
Herefter satte vi kursen imod
sukkerbjerget, som overraskende var sådan halvhøjt. Derfor tog vi den berømte
lift derop og selvfølgelig ned igen. Skal vi bare sige, at jeg absolut ikke var
særlig stolt af at skulle med den?! En fantastisk udsigt man får, men tvivler
godt nok lidt på hvor stabil den er kun med "et" kabel...
Der her billede ovenover ligner umiddelbart en tom og
kedelig gade. Det er det også. Men hvert år i februar er det nok den mest
berømte og livagtige gade i hele Brasilien. Her bliver der nemlig holdt et karnevalsoptog
med tusinder af festglade, sambadansende brasilianere! Se linket: http://www.youtube.com/watch?v=y6aPb3311kU
Leandra fra Schweiz, som betalte for at få lov til at prøve vidunderkostumet!
Tirsdag d. 18. december 2012
Tidligt tirsdag morgen gik turen for hele bundtet imod Copacabana strand! Et område fyldt af turister og dermed også håbfulde sælgere af altmuligt skrammel.
Efter frokost ved middagstid blev
vi tilbudt at komme på en favela-tour, som vi dog skulle betale ekstra for. Rio
de Janeiro er indehaver er verdens største favela (slumkvarter) – altså de
fattige og ”farlige” områder. Det var frivilligt om man ville med eller ej, men
da en sådan tur ikke er noget almindelige turister kan arrangere, besluttede
jeg mig til at komme med, da jeg nok højst sandsynlig aldrig får muligheden
igen
Det viste sig at være en KÆMPE
oplevelse, som gjorde enormt meget indtryk på mig. Det er svært at forklare,
men bare det at se et så fattigt og ”sørgeligt” liv (som mange ville mene) helt
tæt på, satte virkelig tankegangen på spil. Der bor både fattige og
normaltarbejdende mennesker i favelaerne. Det er meget forskelligt hvilken livskvalitet de alle har. Nogle har hus med sofa og tv, imens andre har et lillebitte,
beskidt og ustabilt hus med et par hængekøjer. De fattigset ejer ikke engang et toilet.
Men
så mærkeligt, som jeg ved det lyder, misunder jeg dem! Jeg har aldrig i mit liv
set sådan en livsglæde, som jeg så der. Bare de har penge til en tallerken med
ris og bønner samt et par øller, så er de tilfredse. Børnene leger med drager
og drejende snurretoppe. De løber rundt efter
hinanden med en flad fodbold i de smalle stejle gader, som bærer præg af en masse kunstneriske malerier!
Feliz, som betyder glæde på portugisisk. Hvis i ser godt efter, er den sorte ting i midten faktisk et Rotary skilt.
Hver dag efter arbejde, tager hver enkelt husstand nogle
plastikstole med ud og sætter sig foran døren, parat til at snakke med naboen
og forbipasserende. Der er ingen bekymringer, ingen facebook man heletiden skal
sørge for at holde sig opdaterede på. De tager hver dag som den kommer og nyder
livet. I skal ikke misforstå mig, selvfølgelig er det ikke et nemt liv de
lever, men de kan lide det. Nogle vælger dog desværre at bruge livsglæden på stærke stoffer, bandekriminalitet osv., men størstedelen af slummen, er ganske
almindelige familier, som vi kender dem bedst.
Vi var på besøg i en form for skole/afvænningsklinik for stofafhængige børn, som Rotary har stablet på benene. Det var et rigtig barsk syn at være vidende til. At børn bliver født ind i en verden uden at kunne fravælge samme liv som deres forældre... Den yngste var 5 år gammel.
Hvis der er et folk jeg virkelig beundrer, så er det dem her! At tage hver dag som en gave, som de gør, er jo
en kunst i sig selv! Det kunne vi godt lære noget af i vores moderne verden. At
værdsætte de mange muligheder i stedet for at brokke sig over, at der ikke er
råd til charterrejser pga. finanskrise, fyringer, lønnedsættelser osv. Ja, det
er da skide trælst, men set i bakspejlet er vi nok mere priviligeret end man lige skulle gå rundt og tro.
Står og filosoferer lidt over vores til tider barske verden.
Helt bestemt et farvelaområde (Rocinha), som jeg aldrig nogensinde vil glemme.
Onsdag d. 19. december 2012
Turens sidste oplevelsesdag.
Allerede da vi tog TIDLIGT afsted om morgenen, var stemningen egentlig en del
trykket. Vi glædede os selvfølgelig alle sammen til at opleve den næste by
Angra dos Reis, MEN det var bare ikke rigtig til at få ud af hovedet, at det
var den allersidste dag samlet…
Nå, men altså vi ankom til byen og
efterlod den egentlig ret hurtigt igen, da vi med en båd skulle sejle til
forskellige småøer midt i en STOR saltvandssø hele dagen (Tror da i hvert fald det
var en sø. Der var ingen bølger og vandet var meget saltet, såå).
Der blev danset til høj musik,
spist slik og svømmet ved diverse forskellige smukke natursteder. Lækkert!
Om aftenen da vi ankom til vores
hotel, blev der udvekslet med de berømte pins til vores fine Rotary-blazere. Som
min veninde Anna på turen så fint sagde det: ”ja, er der noget, der kan gøre en
udvekslingsstudent glad, er det pins, mad og fester”. Kunne ikke have sagt det bedre
selv.
Lidt senere blev der gjort klar til
vores afskedsfest inden aftensmaden. Det var mega fedt, for det skulle nemlig
holdes på stranden (troede vi). Lige pludselig brød et stormvejr løs. Har
aldrig i mit liv oplevet noget lignende! Der var der vist flere af os, der
troede på, at jorden rigtigt nok ville gå under d. 21. dér.
Men vi fik sat DJén under noget
tagværk, og så blev der ellers festet. Débora, turens leder, holdte også
afskedstale sammen med de andre medhjælpere. Det var på en og samme tid både
sørgeligt og sjovt, da vi sammen tog et tilbageblik på de 20 fantastiske
eventyrsdage. Et par af lederne begyndte at græde og derefter fulgte hele banden
af udvekslingsstudenter egentlig ledernes eksempel. Det var en våd aften fyldt
med tårer.
Det lyder helt utroligt at man kan
skabe et familiebånd på så kort tid, MEN DET KAN MAN! På Pantanalturen var vi
kun sammen i 10 dage, og der var det hårdt at sige farvel - så var på en eller
anden måde forberedt på, at Nordøstturen højst sandsynlig ville være værre at
tage hjem fra. Men alligevel gjorde det bare forfærdelig ondt. Du siger farvel
til en hel masse dejlige mennesker. Størstedelen af dem, nogen som du aldrig
kommer til at se igen.
Torsdag d. 20. december 2012
Det er sådan en dag her, man ikke
rigtig har lyst til at vågne op til. Langsomt fik jeg pakket min kuffert og
kørt den hen til den elskede blå bus, som skulle køre mig og en del andre til
Sao Paulo lufthavn.
Der blev stille spist morgenmad og
endnu engang grædt nogle tårer, da der blev sagt farvel, inden vi skulle
splittes op i tre busser alt efter hvilken lufthavn, man skulle til.
Hen af på eftermiddagen ankom vi
til den første af Sao Paulos lufthavne, hvor jeg sammen med Melissa og godt og
vel en 10 andre, skulle flyve fra. Vi gik en tur på Bob’s (som er en
fastfoodkæde her), for at nyde hinandens selskab en allersidste gang. Herefter
gik vi hvert til sit, hver sin gate. Sammen med Melissa fik jeg alt baggagen
afleveret og derefter fulgtes vi ellers bare to og to i hånd på vej hjemad. Kan
huske at Melissa begyndte at græde, da vi gik igennem security - og i sørgelig
humør som jeg var, begyndte jeg også. Det endte med, at der kom en vagt hen til
os, for at høre hvad problemet var… Pinligt!
De her tre uger har absolut været en
stor del af mit liv som udvekslingsstudent. En meget begrænset tid, som jeg
kalder The Time Of My Life!
Jordan Lucas, min veninde fra
Canada, har samlet alle de videoer hun tog på turen og har egentlig fået lavet
en rigtig god film ud af det. Godt der er nogle, der er tekniske! Godt nok er
det kun fra hendes synspunkt, men den viser rigtig mange dejlige øjeblikke, som jeg
tydeligt kan huske! Se den: http://vimeo.com/56177307
Tak, Nordøst 2012 <3
