Fredag d. 26. oktober 2012
Vi havde dagen før fået afvide, at
vi skulle være parat i morgenmadslokalet kl. 8 næste morgen til et
informationsmøde. Derfor valgte mange at sove indtil dér, men min roommate,
Leandra, og jeg stod op kl. 6:30 for at komme ud at skyde nogle billeder af solopgangen
samt nogle aggressive grimme fugle. Vi tog et hurtigt bad og opdagede til vores
skræk at bruseren var forfærdelig – virkelig, det er nok de værste brusebade,
jeg har taget dér i hele mit liv. Vandet syntes at ramme og vådgøre ALT på
badeværelset undtagen dig selv…
Til morgenmaden fik vi udleveret en
rygsæk, kasket, drikkedunk samt kuglepen og et badge til vores blazer.
Herudover fik vi alle mulige oplysninger med alt lige fra regler til
skrækhistorier. Vi blev også delt ind i tre grupper med elleve i hver. Jeg kom
i ”jacaré”-gruppen, som betyder alligator. Vi havde hele morgenen indtil kl. 15
på fri hånd til at lave, hvad vi ville, så for rigtig mange, deriblandt mig selv,
blev tiden brugt på skift imellem den gigantisk lille swimmingpool og de
fantastiske hængekøjer.
Endelig blev klokken tid til, at
min gruppe skulle af sted på safari. Vi kørte igen i sådan en sumptruck og
stødte på lidt af hvert. Bl.a. ”nogle” kaimaner (mindre udgave af krokodiller),
et par anakondaer, en odderting, en masse insekter og meget mere til! Alle de
andre var ved at dø af varme, men så måtte jeg jo stolt fortælle, at det altså er
mig der bor i Brasiliens varmeste by (som er MEGET varmere), så de kunne bare
tage sig sammen, kunne de. Ej, haha! Det var faktisk også meget ubehageligt for
mig. Der er så stor luftfugtighed i Pantanal, at det føles som om, din krop går
fuldstændig på standby. Det der udtryk: tre skridt frem, et tilbage – det passer
nok rimelig godt. Faktisk sjovt at opleve, hvad klimaet gør ved din funktionsevne,
selvom det ikke er rart.
Et par akavede sekunder, hvor jeg ihærdigt prøver på at smile og vedligeholde stillingen med ryggen til bæstet. Det er der hvor man forventer, den snapper hvert eneste sekund - rystede satme også, som i bare fanden. Især da den knurrede 30 sekunder efter...
Om aftenen ved 18-19 tiden kom vi
hjem igen, spiste noget lækkert kød med en masse ris, bønner osv. Herefter
fortalte vi alle sammen hinanden om vores fantastiske oplevelser, tog en
dukkert i poolen, hyggede os i hængekøjerne – sådan nogle ting. Det fik vi hele
aftenen til at gå med indtil en 23-tiden. Der fik vi stablet ”spark til dåsen”
op på benene. Vi gemte os alverdens steder, hvor der i realiteten kunne gemme
sig alverdens kryb i mørket… Efter en times leg, var vi fuldkommen færdige og
MEGA svedige, så derfor skulle vi da have en vandkrig til sidst inden sengetid!
Lørdag d. 27. oktober 2012
På mit værelse stod vi op ved en
7-tiden, klædte os på i noget svedigt tøj, spiste morgenmad, og så var vi
ellers klar, med drikkedunken fyldt op, til en trekking tur i junglen. Der gik
ikke ret meget mere end 10 minutter før vi alle var drivvåde. Skoven var så
tætbevokset, at det gjorde det svært at bevæge sig ret hurtigt. Der var dyr og
insekter overalt, vi bevægede os hen, men man havde næsten ikke energi til at
fokusere så meget på at være begejstret og tage billeder – det er som om at det
sløver ens hjerne. Følte virkelig at jeg var på slowmotion dér. En hver
bevægelse var en kamp (ej okay, det lyder MEGET hårdt, men altså, så galt var
det heller ikke). Der var bare SÅ mange indtryk at suge til sig, at hjernen
næsten ikke kunne bære det. Den skulle jo koncentrere sig om så mange ting på
en gang: konstant vifte insekter væk eller putte fornyet myggespray på, holde
øje med eventuelle andre farlige dyr og passe på ikke at få tøjet/håret til at
hænge fast i et træ eller snuble over en trærod.
Ved stadig ikke helt, hvordan det der skete.
En primitiv kop med blomst til.
Det var en fantastisk oplevelse, nu
når jeg tænker tilbage på det. Følte virkelig at jeg var i ét med naturen. Som
om, at hundrede kilometer derfra, ville ting som biler og lyskryds ikke
eksistere. Vores guide viste os planter, som lukkede sig sammen hver gang, man
rørte dem – han fandt andre ting, som han omformede til krus og reb, som de
indfødte, gør det. Lige i dette øjeblik, fik jeg en pludselig trang til at
prøve, at leve sådan – leve af naturen. Men det var kun et meget kort øjeblik,
min tankegang var forskruet sådan. Kom hurtigt i tanke om, hvorfor min krop var
i slowmotion.
Ved 11-tiden kom vi tilbage til de
andre. Lyver vidst ikke, hvis jeg siger, at det var en lettelse. Vi blev
hurtigt kølet af i poolen inden frokosten var klar kl. 12. Herefter havde vi
tre timers tid til egen lyst. Der var en del, der tog sig en middagslur, men da
os syv danskere på turen (faktisk det største hold fra samme land) ikke rigtig
havde fået mulighed for at snakke sammen før, brugte vi lejligheden til at få
os en god snak om alt imellem himmel og jord. Det er det eneste dansk, jeg har
snakket i tre måneder udover Skype-opkaldene til Danmark. Har allerede
problemer med at snakke mit modersmål… Men var heldigvis ikke den eneste! Vi
fik efter lidt tid slået over på engelsk – det syntes forfærdelig nok at komme
mere naturligt ud af munden.
Klokken 15:30 gik min gruppe imod hestestalden. Ja, vi skulle ride. Har aldrig helt lagt skjul på, at jeg ikke så glad for heste. De er flotte dyr og alt det, men har satme respekt for dem. Tror stadig jeg har traumer fra engang i Fårup Sommerland, hvor en hest lige så stille nappede mig i benet. Så jeg var sådan okay nervøs for den her aktivitet – har jo aldrig redet før, så jeg håbede inderligt, at jeg ville få en god hest… Selvfølgelig ikke!
Jeg fik Bid, som er et navn, der
passer rigtig godt på den store hest. Han hader alle de andre heste og bider
dem ved en hver lejlighed. Selvfølgelig. Han kom flere gange op at toppes med
én af de andre, og blev til sidst bundet fast til guidens hest, da den sprang
op på to ben for at ville sparke… Imens jeg sad på den! Great. Men efter dét
var der ikke flere problemer. Jeg nød en dejlig ridetur, selvom jeg sikkert
lignede en sæk kartofler på hestesadlen – især da den kom op i galop. Blev så
forskrækket, at jeg for en tid glemte hvordan fanden, man stoppede den igen –
altså, alt imens jeg kæmpede for livet løs for ikke at falde af. Som I måske
kan regne ud, skal jeg ikke ud at ride i den nærmeste fremtid!
Efter noget opfriskende frugt og
juice, tog vi udmattede på alligator-spotting ved 19-tiden. Det er altså vildt
at lyse i mørket med en lommelygte ved en flodbred om aftenen – tusinder af små
øjne der bliver reflekteret i lyset. Desværre var der ikke rigtig nogen, der
var prof nok, til at få et godt billede ud af det, desværre. Ved 20-tiden kom
vi igen hjem til churrasco, som betyder barbeque. Mmmmm, det var lækkert!
Herefter gik vi ud i vildmarken og
tændte et kæmpe lejrbål, som vi dansede og sang rindt omkring til kl. 1 om
natten. Var da overhovedet ikke fyldt med særlig mange myggestik dagen efter…
Søndag d. 28. oktober 2012
Da den her dag, var beregnet til at
rejse til vores næste destination Bonito, stod vi tidligt op, pakkede vores
kufferter og gjorde os klar til den sidste udflugt i dette område – piratfiske.
Vi fik hver udleveret en bambusstang med snor or krog på. Vi gik i samlet flok
hen til floden og skulle da også krydse floden et par gange for at finde et
knapt så mudret sted. Altså en flod fyldt med kaimaner og piratfisk – jaja, de
er ikke så bange af sig hernede. Tror at der blev fanget omkring 20-30
piratfisk i alt. De er altså ikke helt uden hjerne, det kan jeg godt sige jer.
Fik mindst 15 nye stykker kød på, før det lykkedes mig, at fiske én op til
bredden. De var så smarte bare at nippe til kødet, i stedet for at sluge det
hele i en omgang – deriblandt krogen.
Der var jo ikke noget hjul på den
primitive fiskestang, så det var bare med at hive, så snart man mærkede det
mindste bid. Dermed skulle man altså også passe på med at stå bag dem, der
fiskede – krogene fløj jo omkring!
Har fået strenge ordre derhjemmefra på at opkalde det her billede: "fiskemesterens papdatter". Når du læser det, ved du nok godt, at teksten er dedikeret til dig - haha! Tillykke med de to fornyligt fangede fisk.
Det var rigtig sjovt at prøve, men
det gjorde jo nok heller ikke oplevelsen værre af, at jeg var én af de heldige,
der fik lov til at fange én. Der var faktisk mange, der ikke fik fangst. De der
gjorde, fangede bare rigtig mange. Men jeg er nu stadig fint tilfreds med min
ene fisk!
Vi kom alle hjem til frokosttid, nogle
mere begejstrede end andre alt efter fangsten. Her fik vi alle sammen svaret på
det spørgsmål, vi havde undret os over hele morgenen. En af drengene var nemlig ikke
med på fisketuren. Det var han ikke fordi, fandt vi ud af, han var blevet taget
med stoffer midt om natten – så meget at det skulle svare til et kaffefilter.
Han virkede også lidt spøjs i det. Men altså, det giver jo en direkte
hjemsendelsesbillet for egen regning. Både hjem fra turen og hjem fra Brasilien
– en dyr omgang. Har absolut ikke ondt af ham. Når man er med Rotary og gør
sådan noget, så beder man vidst selv om det.
Ca. klokken 12 forlod vi vores camp
og satte kursen mod byen Bonito, hvor vi ankom ved 18-tiden, tror jeg nok.
TO BE CONTINUED!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar