Blev ikke spist af en anakonda! Pantanal & Bonito part 1...

Kære alle jer fantastiske bloglæsere. Så er jeg tilbage, vel og mærket i live, efter 12 dages rejsen. I er sikkert ved at dø af spænding over hvad min overlevelsestur bød på af dødbringende indslag, ikke sandt? Så er det godt, at jeg har sat stort set hele min eftermiddag af til at fortælle jer en hel masse!

Tirsdag d. 23. oktober 2012

Efter en MEGET lang morgen i skolen, ringede klokken endelig, og jeg kunne med et smil vinke min skole Diocesano farvel de næste mange dage. Jeg var SÅ rejseklar! Kom 40 minutter forsinket hjem pga. trafik, så det gik meget ala ”huh hej vilde dyr”, da jeg skulle pakke mine sidste sager, inden jeg til sidst blev kørt i lufthavnen ved 15-tiden. Elsker flyselskaberne hernede – gratis mad og drikke, det er lige mig. Fløj i en tre timers tid indtil jeg nåede Brasilia, hvor jeg skulle vente i en 90 minutters tid inden det næste fly. Som alle andre lufthavne her i Brasilien foregår alt KUN på portugisisk, så jeg priste mig da godt nok lykkelig for mit tre måneders intensiv læring af det nationale sprog, da jeg blev udsat for lidt af hvert.

Først troede de ikke helt på mit visum (ved ikke lige hvorfor), så jeg måtte i gang med en længere forklaring og måtte finde diverse papirer frem… Suk, det tog da godt nok dagens energi at få så kompliceret portugisisk igennem munden – godt at jeg havde min livredder med (elsker dig min dejlige ordbog)! Herefter fik jeg grønt lys til at gå igennem check-in og videre til min gate. Fint, alt i fineste orden – not. Pludselig hørte jeg over højtaleren, at passagerer til Belo Horizonte omgående skulle skifte gate. Okaay, skifte gate, det er da ikke så svært. Sikkert bare 100 meter eller to længere oppe ad gangen – nej.. Jeg skulle åbenbart med en bus for at skifte terminal og først derefter lede iblandt de mange gates. Gudskelov at det ikke skete på min første dag i Brasilien, da jeg selv skulle tage fly fra Sao Paulo til Teresina – ville med 100 procents sikkerhed have misset mit fly så.

Men altså, jeg kom på flyet i stormvejr med lyn og torden – OG OVERLEVEDE. Efter en meget lang dag ankom jeg som den sidste, timer efter alle de andre, til hotellet i Belo Horizonte ved midnatstid. Fik pænt banket på døren til mit værelse, hvor jeg varmt blev mødt af tre andre udvekslingsstudenter, som ivrigt snakkede med mig, selvom jeg lige havde vækket dem fra en sikkert god og udmattet søvn.

Onsdag d. 24. oktober 2012

Klokken 5:40 blev vi på mit hotelværelse vækket af en dejlig ringende hoteltelefon. Det viste sig at være Débora, vores guide, som ville sikre sig, at vi var stået op – selvfølgelig, morgenfriske udvekslingsstudenter som altid… Vi fik hurtigt pakket alt vores kluns sammen, tog kufferterne, afleverede nøglen ved receptionen og spiste os herefter godt og grundigt mætte i en lækker morgenmadsbuffet sammen med de omkring 10-15 andre.

On the road again!

Klar efter en god omgang kaloriebombe, fik vi slæbt os ind i TerraBrasil-bussen kl. 6.30 – og så kørte vi ellers bare derudaf. Altså helt derude hvor kragerne vender i bogstaveligste forstand. Tror knapt, der gik mere end 20 minutter i den luksuriøse bus, før ALLE sov. Udover et lille spise/tisse – stop, så stoppede vi ikke bussen før en 15-tiden, hvor vi samlede en fire-fem styks studenter op i byen Uberaba. Det tog kun en ti minutter før vi var ”on the road again” på vej imod byen Aracatuba, hvor vi ankom kl. 23 for at overnatte på hotel og samle endnu fem rejseklare studenter op.

Det lyder måske kedeligt at tilbringe så lang tid i en bus, men i tager fejl. Når en bus er fyldt med udvekslingsstudenter, højtaler+mikrofon, TV og bløde store sæder, så er der intet, der mangler!

 Mit navn på kinesisk hvis nogle skule være i tvivl!

Pudekrig.

Torsdag d. 25. oktober 2012

Den her morgen blev vi ringet op af hoteltelefonen kl. 5:00, og vi var ligeså begejstret som dagen før. Altid dejlig at vågne på en tid af døgnet, hvor alle andre normalt sover... Kan i fornemme ironien? Vi fik igen spist os mæt i noget morgenmad. Endda rigtig meget – det her hotel havde hele fire forskellige kager, og som udvekslingsstudent er man altså tvunget til at prøve ALT! Så altså var det med fyldte maver vi steg på bussen igen igen. Vores elskede bus – den blev hurtigt et slags hjem for os.

Vi kørte hele dagen og underholdte os selv med talentshows, film osv. Hen på eftermiddagen stoppede vi i Tres Lagoas, hvorefter der blev sat en gyser på for at skræmme de nytilkomne… Og os andre! Skal aldrig i mit liv se den film igen - tror den hedder "orphan". Et par timer efter ankom vi til Campo Grande, hvor de sidste studenter skulle hentes, så vores endelige tal på 33 kunne tælles i bussen.

 Vores nye bus.

Hele flokken samlet!

Alle i højt humør, gik timerne hurtigt, og pludselig var vi nået endestationen, Pantanal. Altså Pantanal er jo et STORT område, så vi havde faktisk allerede kørt flere timer i sumpområdet, - hundreder af kilometer væk fra noget som helst civilisation. Vores elskede bus blev parkeret og efterladt, da den sidste del af turen kun ville være mulige i sådan nogle specielle sumptrucks. Her sad vi så med vind i håret spændte på de næste mange dages eventyr. Bare fra bilen af, kunne vi allerede fornemme det fantastiske dyreliv, der eksisterer i det kæmpe naturområde. Ikke mindst insektlivet – tror, at jeg fik mindst ti myggestik på den ene time, vi kørte. Men det irriterede mig ikke – var nemlig fuldt optaget af noget andet. Troede fra starten ikke mine egne øjne. I mørket kunne jeg se tusinder af flyvende lys. Det var selvfølgelig ildfluer, og nøøøjj, hvor var det da bare et vidunderligt syn for øjet! Fik også spottet et par krokodilleøjne et par gange ved de mange vandløb, vi kørte over.

Til sidst ankom vi til ”hotellet”, og jeg blev sammen med 4 andre piger indkvarteret på værelse 2. Vi fik stor lækker aftensmadsbuffet og hyggede os herefter i hængekøjerne, inden vi gik i seng ved midnatstid.

TO BE CONTINUED!