December under brasilianske himmelstrøg

Efter at have haft sommerferie i to uger, smutter jeg på eventyr endnu engang. Det har været to dejlige uger ved swimmingpoolen, i shoppingcenteret og biografen – var bl.a. til premiere på den sidste twilightfilm Breaking Dawn. Har aldrig i mit liv haft sådan en biografoplevelse. Jeg var åbenbart kommet i samme sal som alle fansene, så da forfilmene begyndte, skreg alle allerede. Det var mildest sagt sindssygt. Mindst hvert femte minut brød samtlige mennesker ud i en klap eller protestsalve. Det er godt, mit portugisiske er så godt, at jeg kunne følge med i underteksterne, for kunne da i hvert fald ikke høre et ord af hvad der blev sagt!

 

Lige om lidt træder vi ind i december – julens måned. Og kan vidst godt indrømme at jeg savner vores danske traditionelle jul en smule. 40 graders varme i et land med plastikjuletræer – ingen pynt, ingen konfekt + pebernødder, ikke noget kalenderlys eller noget der minder om The Julekalender. Dog fik jeg søndag d. 18. november en pakke fyldt med små hjemmelavede julegaver (ja, jeg har åbnet dem!) og en masse lykønskningskort/breve fra hele familien. Fik bl.a. Lillesøster Fie. Fie er en nylavet lillesøster, som har en storesøster der også hedder Fie. Storesøster Fie og jeg er lige gamle og har hvert år holdt juleaften sammen hjemme ved Mormor og Bedstefar, siden vi begge kun var et par måneder gamle. Men som min kære Mormor skrev i julekortet, hører Storesøster Fie hjemme i Thyregod og havde ikke lyst til at rejse den lange vej til Brasilien. Derfor valgte mine dejlige bedsteforældre at strikke en ny Fie sammen, som jeg kan holde ved selskab fra nu af og alle decemberdage fremover.

 

Lillesøster Fie med et billede af storesøster og mig fra én af vores første juleaftener.

Lillesøster Fie ligger ligenu pakket og klar i min håndbagage, så jeg ikke glemmer hende, når jeg om en fire timers tid (kl. 4 om natten) drager imod Belo Horizonte hvor den såkaldte Nordøsttur på 20 dage sammen med ca. 100 andre udvekslingsstudenter starter. Det er den mest populære tur og skulle siges at være den bedste (selvfølgelig alt efter smag). Det bliver 20 dage med en masse oplevelser i Brasiliens mest berømte byer. Kan overhovedet ikke beskrive hvor begejstret jeg er! Det kan kun blive godt. Der er beskrivelse, turprogram mv. her, hvis der er nysgerrige: http://www.terrabrasil.com/inter_descricao.php?id=NA==&lang=ZW4=

Melissa som kommer fra Mexico og også er udvekslingsstudent her i Teresina, ligger lige ved siden af mig og sover, så hun er frisk på de næste tre uger. Vi har haft en hyggelig dag sammen, begge helt oppe at køre over den kommende rejse. Burde nok også at lukke øjnene en smule, men har vidst en vane for ikke at kunne sove, når jeg er spændt…

Min ipod ligger også trygt og sikker i min håndbagage. Den er meget vigtig at få med! Tekniske lille mig har nemlig brugt de to sidste dage på at downloade julesange (og jo, selvfølgelig har jeg ”it’s hard to be a nissemand”, ”the støvledans” og ”jul i angora”), danske klassikere OG samtlige 24 afsnit af Bamses Julerejse. Prøvede fra starten at få fat i The Julekalender i stedet, men efter at have downloadet fire episoder, fandtes de resterende afsnit kun på norsk. Fandme nej om jeg gider bebyrde min hjerne med endnu et sprog?! Men jeg er sikker på at jeg nok skal finde nogle danskere at julehygge Bamses Julerejse med, i de mange timer, vi har i den dejlige TerraBrasil bus.

 

Jeg er på vej til dig julemand!

Men altså – ha en glædelig jul og et godt nytår hvis ikke jeg får skrevet inden. Bare rolig skal nok skrive et rigtig langt indlæg om Nordøst og den brasilianske jul. Så ses vi tivertifald.

 

Nothing is better or worse

Go´daw dér i Danmark! Kære medmennesker, så skete det igen igen – jeg glemte jer… Efterhånden ikke den største overraskelse mere? Håber at jeg i løbet af i dag får skrevet et par nyttige indlæg.

Blot fem dage efter min hjemkomst fra Pantanal-turen, skulle jeg af sted endnu engang. Vores arrangement i distriktet (G2G – gettogether), som originalt var planlagt til september, skulle endelig finde sted fra fredag d. 9. til søndag d. 11. november! Som jeg før har fortalt herinde, er jeg havnet i ét af Brasiliens absolut største Rotary distrikter, som indeholder de tre stater: Maranhão, Ceará og min stat Piauí. Men alligevel er vi kun 16 udvekslingsstudenter fordelt på et område mindst fire gange større end Danmark. Det er altså ikke særlig meget taget i betragtning af, at DK hvert år sender og modtager nogenlunde 200 rejseklare unge mennesker.

Os fire udvekslingsstudenter fra Teresina skulle køre syv timers bil til São Luis – noget der måske lyder kedeligt i manges ører. Men tro mig, vi hyggede os! Vi sang, dansede og alt dét der hører med til at være i Brasilien. Vel og mærket kørte vi i en minibus med elleve sæder til fire personer, så der var rigelig plads. Hen ad vejen kom jeg også i tanker om en leg fra engelsktimerne hjemme i Danmark, som jeg så fik forklaret til de andre, at vi blev nødt til at prøve på portugisisk. Legen er simpel – du får smasket et stykke papir i din pande hvorpå der står et navn, som du skal gætte uden at se papiret. Navnet bliver valgt af de andre og skal være fra en verdensberømt person, disneyfigur eller lignende, som stort set alle har hørt om. Herefter får man på skift lov til at spørge om ja-nej-spørgsmål. Altså er det forbudt at spørge: ”hvor gammel er jeg?”, men rigtigt hvis man formulerer sig: ”er jeg 43 år gammel?” På den måde kan du finde frem til, hvem du er. 

 Michael Jackson

Juliette fra Frankrig der gør sig rigtig meget umage for at sige røvhul til mig

Faktisk ret så underholdende – måske man skulle prøve den af til en fest engang?

Da vi ankom om aftenen blev vi fordelt ind på værelser rundt omkring på det luksuriøse hotel, og herefter var der foredrag fra TerraBrasil, som arrangerer de turer, vi kan vælge at betale for at komme med på. Manden som ivrigt prøvede at lokke, brugte rigtig meget tid på at tale om nordøstturen som begynder på lørdag d. 1 december. Det er en tur jeg for lang tid siden reserverede plads til, så det var da bare super at se en masse billeder og videoer derfra. Glæder mig for vildt. Hvis i er for nysgerrige, er der her en kort lille video med oversigt over turene, som de arrangerer: http://www.youtube.com/watch?v=uY3JlEIo1z0

Herefter blev vi kørt ind til centrum for at få en lille sightseeing i byen inden vi tog på fin restaurant alle sammen. Det var rigtig hyggeligt.

Med propmætte maver (både mad- og drikkevarer var gratis), havde vi resten af aftenen/natten på fri hånd. Stort set alle tog nattøj på, for derefter at gå i samlet flok ud til garageetagen, hvor vi sad under åben himmel til langt ud på natten og spillede uno osv. Tror først vi gik i seng ved en 4-tiden – vel og mørket seks personer på et tomandsværelse. Haha, har da aldrig sovet så ringe… Få timer efter skulle vi alle op til endnu flere foredrag om regler osv., som vi i forvejen kender alt til. Det var ærligt talt lidt kedelige, men fangede da godt nok et citat, jeg for eftertiden vil huske på: "Nothing is better or worse - just different". Den sætning siger rigtig meget for os udvekslingsstudenter, da vi bliver udsat for RIGTIG MEGET både uvant og ukendt, som man nogle gange skal tygge lidt på. 

Dog fik vi ved 10-tiden lov til at gå en tur hvis vi ville. Så vi satte selvfølgelig kurs mod stranden en times tid inden frokosten var klar. Her havde vi igen et par timer samlet alle sammen, hvor vi snakkede om udfordringer, nedture – ja egentlig bare generelt vores ophold indtil videre.

 GANGNAMSTYLE

Klokken 16 fik vi en chauffør til at køre os til stranden endnu en gang, hvor vi var en to timers tid, tror jeg. Herefter hoppede vi i festtøjet og tog til Rotaryfest om aftenen. Super sjovt! Da vi kom hjem ved midnatstid var alle så meget oppe at køre, at vi igen sad i den der biletage til en 3-4 stykker. Så kan jeg satme love jer for, at man er kvæstet, når man klokken 9 næste morgen skal være pakket og klar til at vende snuden hjemad imod Teresina. Just saying.

EN ALT FOR SUPER WEEKEND I GODT SELSKAB

Pantanal & Bonito part 3

Før jeg begynder at fortælle jer om alle mulige seje ting, så vil jeg da bare lige informere om, at jeg har haft min første drøm på portugisisk i nat! Efter tre måneder og én dag!!! Yayyyy, og så alligevel meget mærkeligt. 

Mandag d. 29. oktober 2012

Mandag morgen, er det ikke de timer, som alle hader? Det gjorde vi i hvert fald på mit hotelværelse, da de på det her hotel satte en mand til at råbe og banke tosset på vinduerne, i stedet for at ringe på værelsestelefonen som de andre dage. Men vågen, det blev vi da.

Efter en fantastisk morgenmadsbuffet som bød på havregryn (ja, i læste rigtigt), så var jeg SÅÅ klar til at komme på eventyr igen, da en specialbus kom kl. 8. Vi skulle køre en times tid ud til Parque das Cachoeiras (vandfaldsparken), hvor vi skulle bruge den første del af dagen på at gå og svømme – altså se alt det her smukke natur. Fra starten inden i angriber mig, vil jeg gerne undskylde med billederne fra de tre dage i Bonito. Der er ikke så mange, fordi en del af vores aktiviteter indblandede vand, MEN. Bare rolig, igennem hele turen er der blevet optaget videoer af ALT, vi har foretaget os, og vi får filmen om ikke så frygtelig lang tid, håber jeg.

I alt så vi seks smukke vandfald, svømmede i naturlige grotter og sugede til os af anderledes planter og dyr! Så smukt. Som min mor sagde det, er det kun sådan noget, man ser på film. Efter tre-fire timers vandring skulle vi spise på en lækker restaurant, der var placeret perfekt med en fantastisk udsigt. Og bedre endnu, de havde risengrød til dessert!!! Os syv danskere styrtede op til dessertbordet gang på gang, spiste og tog en masse billeder - tjenerne kiggede noget forundret. Der blev man da godt nok lige sendt tilbage til noget dansk julehygge!

Klokken 15 kørte bussen igen. Vi skulle den her gang ud på White Water Rafting. Jeg glædede mig som et lille barn, da jeg sidste sommer i Australien prøvede den vilde sejltur og havde en fantastisk oplevelse. Vi blev delt op i tre både, og så gik turen ellers bare derudaf. Blev efter ret kort tid skuffet, da det altså ikke var helt samme oplevelse som i Australien. Dernede downunder skulle man bare holde fast – alternativet var at falde ud af båden og blive flænset af skarpe sten. Her skulle vi selv ro for at holde båden i gang, haha. På to timer (8 kilometer) var der vidst fire små vandfald, så det var da ikke det vildeste adrenalin, der sprang frem i blodet. Men vi kedede os skam ikke. Der var en mand i kano med os hele vejen for at filme, så min båd (tøsebåden- KUN piger) gjorde meget ud af at blive lagt mærke til ved at synge, danse, lege vandkrig og sådan. Vi fik også lov til at springe af båden et øjeblik for at svømme en smule... Lige indtil der var en anakonda, der kom forbi… Så skulle vi ikke nyde noget af den fornøjelse længere!

Tirsdag d. 30. oktober 2012

Efter at blive vækket af ham manden dér igen, tog vi afsted med bussen kl. 8 imod den aktivitet jeg hele turen igennem havde set mest frem til. Snorkling i verdens klareste vandløb – Rio Sucuri. Det var simpelthen så fantastisk. Glemmer det aldrig!

Vandet var fuldstændig krystalklart, men de arbejder godt nok også for at vedligeholde klarheden, dem der arbejder dér. Vi var på forhånd blevet bedt om ikke at putte solcreme, myggespray, hårprodukter og den slags på, da det forurener. Også våddragterne samt gummiskoene, som vi fik på, var fuldstændig rene – og vores snorkleudstyr dampet og pakket ind i poser. Før vi fik lov til at komme afsted blev vi kørt hen til vandløbets udspring. Det var simpelthen helt utrolig smukt. Først troede jeg, at det var kviksand på bunden, men da jeg spurgte, fik vi af vide, at det var dér vandet steg op fra. Dybt fascinerende, og så alligevel ikke i forhold til dyrelivet vi så under vandet, da vi fredfyldte observerede diverse fisk, skalddyr, koraler og tusindevis af andre ting lidt senere. På et tidspunkt var jeg faktisk så dybt optaget, at jeg svømmede ind i et træ som havde valgt at vokse midt i vandløbet, men igen, jeg var heldigvis ikke den eneste.

En fantastisk tur som varede en time, men føltes som 20 minutter. Man følte sig så alene med den fredfyldte natur og glemte helt tiden. Fik faktisk også vand i min snorkel nogle gange. Men havde for travlt til at vende mig om på ryggen og spytte det ud – ventede normalt indtil jeg fik et hosteanfald, slugte vand og var tvunget til at tage øjnene fra det smukke undervandsbillede…

Onsdag d. 31. oktober 2012

Efter en udmattende dag med snorkling dagen før, fik vi lov til at sove helt til klokken 8 den her vidunderlige onsdag. DEJLIGT! Efter en opfriskende morgenmad med alle i frisk morgenhumør kørte vi med bussen kl. 9 imod dagens aktivitet – den blå grotte.

Vi fik både hårnet og hjelme på inden vi begav os på grottevandring. Jeg havde glatte gummisko på, og det var absolut et forkert valg. Det var super meget stejlt, stenene var glatte, og der var én smal til turisterne – både dem på vej ned og dem på vej op. Kan ikke helt præcis huske tallene på længde, bredde og dybde, men skal vi ikke bare sige, at grotten er stor?

Det var en hård tur, men da vi endelige nåede bunden, mødte vi da også bare det mest fantastiske syn. Skinnende blåt vand. Troede i starten at det var selve vandet, der var blåt, og brugte meget tid på at tænke over hvilke kemikalske stoffer, de havde puttet i.. Men, men, men – det viste sig, at grotten er formet på en helt speciel måde (efter rigtig mange års erosion), så sollyset gør, at vandet bliver blåt… Ved stadig ikke hel hvordan. Forklaringen blev givet på portugisisk, så fik ikke lige helt fat i detaljerne. 

Om eftermiddagen fik vi egen tid i byen Bonito til at finde et sted at spise/shoppe. Herefter kom vi hjem til hotellet, hvor der blev slappet max af og arrangeret underholdning til om aftenen, den sidste i samlet flok. Bussen kom ved 20-tiden, vil jeg tro, og så var der ellers bare fest. Vi spiste os propmætte, så da desserten ankom, gav vi os til at lege kagekrig (det var vores egen kage, som vi selv havde lavet - og vi var de eneste på restauranten), og det gik heftigt for sig. Kage over alt. I ansigtet, i håret, på tøjet, på gulvet - OVER ALT! Lidt senere havde vi også talentshow. Det var en sjov fornøjelse!

http://www.youtube.com/watch?v=f6YIN_uqcIM

2. og 3. udgave minder nok ret meget om vores - haha!

Vi havde generelt bestemt at dele os op i nationale grupper, da det gav bedst mulighed for at lave noget sjov på sit eget sprog, som ingen fatter noget af. Os syv danskere kom på den geniale idé at synge en børnesang. Rettere sagt: "jeg er en lille undulat". Først sang vi ved det danske flag og gjorde os rigtig små og tynde. Herefter fløj vi over til det brasilianske flag, tog solbriller på og gjorde os så tykke og store som overhovedet muligt. Kan i regne budskabet ud? Som udvekslingsstudent bliver man tyk, sådan er det bare. Så vi valgte at lave lidt sjov med det. 

Efter nogle fantastiske dage kørte bussen MEGET TIDLIG torsdag morgen, og vi skulle på skift sige farvel til fantastiske mennesker, som var blevet til familie. Det er rigtig hårdt at knytte så tætte bånd for derefter at sige farvel, måske for altid... 

Men udover dét havde vi to sjove dage i bussen både torsdag og fredag, inden vi ankom til Belo Horizonte igen. Her overnattede jeg på hotel og fløj træt hjem til Teresina lørdag aften. 

Pantanal & Bonito part 2

Fredag d. 26. oktober 2012

Vi havde dagen før fået afvide, at vi skulle være parat i morgenmadslokalet kl. 8 næste morgen til et informationsmøde. Derfor valgte mange at sove indtil dér, men min roommate, Leandra, og jeg stod op kl. 6:30 for at komme ud at skyde nogle billeder af solopgangen samt nogle aggressive grimme fugle. Vi tog et hurtigt bad og opdagede til vores skræk at bruseren var forfærdelig – virkelig, det er nok de værste brusebade, jeg har taget dér i hele mit liv. Vandet syntes at ramme og vådgøre ALT på badeværelset undtagen dig selv…

Til morgenmaden fik vi udleveret en rygsæk, kasket, drikkedunk samt kuglepen og et badge til vores blazer. Herudover fik vi alle mulige oplysninger med alt lige fra regler til skrækhistorier. Vi blev også delt ind i tre grupper med elleve i hver. Jeg kom i ”jacaré”-gruppen, som betyder alligator. Vi havde hele morgenen indtil kl. 15 på fri hånd til at lave, hvad vi ville, så for rigtig mange, deriblandt mig selv, blev tiden brugt på skift imellem den gigantisk lille swimmingpool og de fantastiske hængekøjer.

Endelig blev klokken tid til, at min gruppe skulle af sted på safari. Vi kørte igen i sådan en sumptruck og stødte på lidt af hvert. Bl.a. ”nogle” kaimaner (mindre udgave af krokodiller), et par anakondaer, en odderting, en masse insekter og meget mere til! Alle de andre var ved at dø af varme, men så måtte jeg jo stolt fortælle, at det altså er mig der bor i Brasiliens varmeste by (som er MEGET varmere), så de kunne bare tage sig sammen, kunne de. Ej, haha! Det var faktisk også meget ubehageligt for mig. Der er så stor luftfugtighed i Pantanal, at det føles som om, din krop går fuldstændig på standby. Det der udtryk: tre skridt frem, et tilbage – det passer nok rimelig godt. Faktisk sjovt at opleve, hvad klimaet gør ved din funktionsevne, selvom det ikke er rart.

 Et par akavede sekunder, hvor jeg ihærdigt prøver på at smile og vedligeholde stillingen med ryggen til bæstet. Det er der hvor man forventer, den snapper hvert eneste sekund - rystede satme også, som i bare fanden. Især da den knurrede 30 sekunder efter...

Om aftenen ved 18-19 tiden kom vi hjem igen, spiste noget lækkert kød med en masse ris, bønner osv. Herefter fortalte vi alle sammen hinanden om vores fantastiske oplevelser, tog en dukkert i poolen, hyggede os i hængekøjerne – sådan nogle ting. Det fik vi hele aftenen til at gå med indtil en 23-tiden. Der fik vi stablet ”spark til dåsen” op på benene. Vi gemte os alverdens steder, hvor der i realiteten kunne gemme sig alverdens kryb i mørket… Efter en times leg, var vi fuldkommen færdige og MEGA svedige, så derfor skulle vi da have en vandkrig til sidst inden sengetid!

Lørdag d. 27. oktober 2012

På mit værelse stod vi op ved en 7-tiden, klædte os på i noget svedigt tøj, spiste morgenmad, og så var vi ellers klar, med drikkedunken fyldt op, til en trekking tur i junglen. Der gik ikke ret meget mere end 10 minutter før vi alle var drivvåde. Skoven var så tætbevokset, at det gjorde det svært at bevæge sig ret hurtigt. Der var dyr og insekter overalt, vi bevægede os hen, men man havde næsten ikke energi til at fokusere så meget på at være begejstret og tage billeder – det er som om at det sløver ens hjerne. Følte virkelig at jeg var på slowmotion dér. En hver bevægelse var en kamp (ej okay, det lyder MEGET hårdt, men altså, så galt var det heller ikke). Der var bare SÅ mange indtryk at suge til sig, at hjernen næsten ikke kunne bære det. Den skulle jo koncentrere sig om så mange ting på en gang: konstant vifte insekter væk eller putte fornyet myggespray på, holde øje med eventuelle andre farlige dyr og passe på ikke at få tøjet/håret til at hænge fast i et træ eller snuble over en trærod.

 Ved stadig ikke helt, hvordan det der skete.

En primitiv kop med blomst til.

Det var en fantastisk oplevelse, nu når jeg tænker tilbage på det. Følte virkelig at jeg var i ét med naturen. Som om, at hundrede kilometer derfra, ville ting som biler og lyskryds ikke eksistere. Vores guide viste os planter, som lukkede sig sammen hver gang, man rørte dem – han fandt andre ting, som han omformede til krus og reb, som de indfødte, gør det. Lige i dette øjeblik, fik jeg en pludselig trang til at prøve, at leve sådan – leve af naturen. Men det var kun et meget kort øjeblik, min tankegang var forskruet sådan. Kom hurtigt i tanke om, hvorfor min krop var i slowmotion.

Ved 11-tiden kom vi tilbage til de andre. Lyver vidst ikke, hvis jeg siger, at det var en lettelse. Vi blev hurtigt kølet af i poolen inden frokosten var klar kl. 12. Herefter havde vi tre timers tid til egen lyst. Der var en del, der tog sig en middagslur, men da os syv danskere på turen (faktisk det største hold fra samme land) ikke rigtig havde fået mulighed for at snakke sammen før, brugte vi lejligheden til at få os en god snak om alt imellem himmel og jord. Det er det eneste dansk, jeg har snakket i tre måneder udover Skype-opkaldene til Danmark. Har allerede problemer med at snakke mit modersmål… Men var heldigvis ikke den eneste! Vi fik efter lidt tid slået over på engelsk – det syntes forfærdelig nok at komme mere naturligt ud af munden.

Klokken 15:30 gik min gruppe imod hestestalden. Ja, vi skulle ride. Har aldrig helt lagt skjul på, at jeg ikke så glad for heste. De er flotte dyr og alt det, men har satme respekt for dem. Tror stadig jeg har traumer fra engang i Fårup Sommerland, hvor en hest lige så stille nappede mig i benet. Så jeg var sådan okay nervøs for den her aktivitet – har jo aldrig redet før, så jeg håbede inderligt, at jeg ville få en god hest… Selvfølgelig ikke!

Jeg fik Bid, som er et navn, der passer rigtig godt på den store hest. Han hader alle de andre heste og bider dem ved en hver lejlighed. Selvfølgelig. Han kom flere gange op at toppes med én af de andre, og blev til sidst bundet fast til guidens hest, da den sprang op på to ben for at ville sparke… Imens jeg sad på den! Great. Men efter dét var der ikke flere problemer. Jeg nød en dejlig ridetur, selvom jeg sikkert lignede en sæk kartofler på hestesadlen – især da den kom op i galop. Blev så forskrækket, at jeg for en tid glemte hvordan fanden, man stoppede den igen – altså, alt imens jeg kæmpede for livet løs for ikke at falde af. Som I måske kan regne ud, skal jeg ikke ud at ride i den nærmeste fremtid!

Efter noget opfriskende frugt og juice, tog vi udmattede på alligator-spotting ved 19-tiden. Det er altså vildt at lyse i mørket med en lommelygte ved en flodbred om aftenen – tusinder af små øjne der bliver reflekteret i lyset. Desværre var der ikke rigtig nogen, der var prof nok, til at få et godt billede ud af det, desværre. Ved 20-tiden kom vi igen hjem til churrasco, som betyder barbeque. Mmmmm, det var lækkert!

Herefter gik vi ud i vildmarken og tændte et kæmpe lejrbål, som vi dansede og sang rindt omkring til kl. 1 om natten. Var da overhovedet ikke fyldt med særlig mange myggestik dagen efter…

Søndag d. 28. oktober 2012

Da den her dag, var beregnet til at rejse til vores næste destination Bonito, stod vi tidligt op, pakkede vores kufferter og gjorde os klar til den sidste udflugt i dette område – piratfiske. Vi fik hver udleveret en bambusstang med snor or krog på. Vi gik i samlet flok hen til floden og skulle da også krydse floden et par gange for at finde et knapt så mudret sted. Altså en flod fyldt med kaimaner og piratfisk – jaja, de er ikke så bange af sig hernede. Tror at der blev fanget omkring 20-30 piratfisk i alt. De er altså ikke helt uden hjerne, det kan jeg godt sige jer. Fik mindst 15 nye stykker kød på, før det lykkedes mig, at fiske én op til bredden. De var så smarte bare at nippe til kødet, i stedet for at sluge det hele i en omgang – deriblandt krogen.

Der var jo ikke noget hjul på den primitive fiskestang, så det var bare med at hive, så snart man mærkede det mindste bid. Dermed skulle man altså også passe på med at stå bag dem, der fiskede – krogene fløj jo omkring!

 Har fået strenge ordre derhjemmefra på at opkalde det her billede: "fiskemesterens papdatter". Når du læser det, ved du nok godt, at teksten er dedikeret til dig - haha! Tillykke med de to fornyligt fangede fisk.

Det var rigtig sjovt at prøve, men det gjorde jo nok heller ikke oplevelsen værre af, at jeg var én af de heldige, der fik lov til at fange én. Der var faktisk mange, der ikke fik fangst. De der gjorde, fangede bare rigtig mange. Men jeg er nu stadig fint tilfreds med min ene fisk!

Vi kom alle hjem til frokosttid, nogle mere begejstrede end andre alt efter fangsten. Her fik vi alle sammen svaret på det spørgsmål, vi havde undret os over hele morgenen. En af drengene var nemlig ikke med på fisketuren. Det var han ikke fordi, fandt vi ud af, han var blevet taget med stoffer midt om natten – så meget at det skulle svare til et kaffefilter. Han virkede også lidt spøjs i det. Men altså, det giver jo en direkte hjemsendelsesbillet for egen regning. Både hjem fra turen og hjem fra Brasilien – en dyr omgang. Har absolut ikke ondt af ham. Når man er med Rotary og gør sådan noget, så beder man vidst selv om det.

Ca. klokken 12 forlod vi vores camp og satte kursen mod byen Bonito, hvor vi ankom ved 18-tiden, tror jeg nok.

TO BE CONTINUED!

Blev ikke spist af en anakonda! Pantanal & Bonito part 1...

Kære alle jer fantastiske bloglæsere. Så er jeg tilbage, vel og mærket i live, efter 12 dages rejsen. I er sikkert ved at dø af spænding over hvad min overlevelsestur bød på af dødbringende indslag, ikke sandt? Så er det godt, at jeg har sat stort set hele min eftermiddag af til at fortælle jer en hel masse!

Tirsdag d. 23. oktober 2012

Efter en MEGET lang morgen i skolen, ringede klokken endelig, og jeg kunne med et smil vinke min skole Diocesano farvel de næste mange dage. Jeg var SÅ rejseklar! Kom 40 minutter forsinket hjem pga. trafik, så det gik meget ala ”huh hej vilde dyr”, da jeg skulle pakke mine sidste sager, inden jeg til sidst blev kørt i lufthavnen ved 15-tiden. Elsker flyselskaberne hernede – gratis mad og drikke, det er lige mig. Fløj i en tre timers tid indtil jeg nåede Brasilia, hvor jeg skulle vente i en 90 minutters tid inden det næste fly. Som alle andre lufthavne her i Brasilien foregår alt KUN på portugisisk, så jeg priste mig da godt nok lykkelig for mit tre måneders intensiv læring af det nationale sprog, da jeg blev udsat for lidt af hvert.

Først troede de ikke helt på mit visum (ved ikke lige hvorfor), så jeg måtte i gang med en længere forklaring og måtte finde diverse papirer frem… Suk, det tog da godt nok dagens energi at få så kompliceret portugisisk igennem munden – godt at jeg havde min livredder med (elsker dig min dejlige ordbog)! Herefter fik jeg grønt lys til at gå igennem check-in og videre til min gate. Fint, alt i fineste orden – not. Pludselig hørte jeg over højtaleren, at passagerer til Belo Horizonte omgående skulle skifte gate. Okaay, skifte gate, det er da ikke så svært. Sikkert bare 100 meter eller to længere oppe ad gangen – nej.. Jeg skulle åbenbart med en bus for at skifte terminal og først derefter lede iblandt de mange gates. Gudskelov at det ikke skete på min første dag i Brasilien, da jeg selv skulle tage fly fra Sao Paulo til Teresina – ville med 100 procents sikkerhed have misset mit fly så.

Men altså, jeg kom på flyet i stormvejr med lyn og torden – OG OVERLEVEDE. Efter en meget lang dag ankom jeg som den sidste, timer efter alle de andre, til hotellet i Belo Horizonte ved midnatstid. Fik pænt banket på døren til mit værelse, hvor jeg varmt blev mødt af tre andre udvekslingsstudenter, som ivrigt snakkede med mig, selvom jeg lige havde vækket dem fra en sikkert god og udmattet søvn.

Onsdag d. 24. oktober 2012

Klokken 5:40 blev vi på mit hotelværelse vækket af en dejlig ringende hoteltelefon. Det viste sig at være Débora, vores guide, som ville sikre sig, at vi var stået op – selvfølgelig, morgenfriske udvekslingsstudenter som altid… Vi fik hurtigt pakket alt vores kluns sammen, tog kufferterne, afleverede nøglen ved receptionen og spiste os herefter godt og grundigt mætte i en lækker morgenmadsbuffet sammen med de omkring 10-15 andre.

On the road again!

Klar efter en god omgang kaloriebombe, fik vi slæbt os ind i TerraBrasil-bussen kl. 6.30 – og så kørte vi ellers bare derudaf. Altså helt derude hvor kragerne vender i bogstaveligste forstand. Tror knapt, der gik mere end 20 minutter i den luksuriøse bus, før ALLE sov. Udover et lille spise/tisse – stop, så stoppede vi ikke bussen før en 15-tiden, hvor vi samlede en fire-fem styks studenter op i byen Uberaba. Det tog kun en ti minutter før vi var ”on the road again” på vej imod byen Aracatuba, hvor vi ankom kl. 23 for at overnatte på hotel og samle endnu fem rejseklare studenter op.

Det lyder måske kedeligt at tilbringe så lang tid i en bus, men i tager fejl. Når en bus er fyldt med udvekslingsstudenter, højtaler+mikrofon, TV og bløde store sæder, så er der intet, der mangler!

 Mit navn på kinesisk hvis nogle skule være i tvivl!

Pudekrig.

Torsdag d. 25. oktober 2012

Den her morgen blev vi ringet op af hoteltelefonen kl. 5:00, og vi var ligeså begejstret som dagen før. Altid dejlig at vågne på en tid af døgnet, hvor alle andre normalt sover... Kan i fornemme ironien? Vi fik igen spist os mæt i noget morgenmad. Endda rigtig meget – det her hotel havde hele fire forskellige kager, og som udvekslingsstudent er man altså tvunget til at prøve ALT! Så altså var det med fyldte maver vi steg på bussen igen igen. Vores elskede bus – den blev hurtigt et slags hjem for os.

Vi kørte hele dagen og underholdte os selv med talentshows, film osv. Hen på eftermiddagen stoppede vi i Tres Lagoas, hvorefter der blev sat en gyser på for at skræmme de nytilkomne… Og os andre! Skal aldrig i mit liv se den film igen - tror den hedder "orphan". Et par timer efter ankom vi til Campo Grande, hvor de sidste studenter skulle hentes, så vores endelige tal på 33 kunne tælles i bussen.

 Vores nye bus.

Hele flokken samlet!

Alle i højt humør, gik timerne hurtigt, og pludselig var vi nået endestationen, Pantanal. Altså Pantanal er jo et STORT område, så vi havde faktisk allerede kørt flere timer i sumpområdet, - hundreder af kilometer væk fra noget som helst civilisation. Vores elskede bus blev parkeret og efterladt, da den sidste del af turen kun ville være mulige i sådan nogle specielle sumptrucks. Her sad vi så med vind i håret spændte på de næste mange dages eventyr. Bare fra bilen af, kunne vi allerede fornemme det fantastiske dyreliv, der eksisterer i det kæmpe naturområde. Ikke mindst insektlivet – tror, at jeg fik mindst ti myggestik på den ene time, vi kørte. Men det irriterede mig ikke – var nemlig fuldt optaget af noget andet. Troede fra starten ikke mine egne øjne. I mørket kunne jeg se tusinder af flyvende lys. Det var selvfølgelig ildfluer, og nøøøjj, hvor var det da bare et vidunderligt syn for øjet! Fik også spottet et par krokodilleøjne et par gange ved de mange vandløb, vi kørte over.

Til sidst ankom vi til ”hotellet”, og jeg blev sammen med 4 andre piger indkvarteret på værelse 2. Vi fik stor lækker aftensmadsbuffet og hyggede os herefter i hængekøjerne, inden vi gik i seng ved midnatstid.

TO BE CONTINUED!