Rio de Janeiro

Torsdag d. 6. september gik turen til Rio de Janeiro. Mine værtsforældre har en søn der bor i den berømte kæmpe by, så de besøger ham ca. hver anden måned. Var så heldig at komme med kvit og frit på den 5-timers lange flyvetur med mellemlanding i Fortaleza. I lufthavne med lang ventetid, så er det smart at være blandt Brasiliens top-advokater! Så er der fri entré til en virkelig luksuriøs lounge med bløde lædersofaer, fladskræm, computere, tjenere som sørger for alt det du kunne tænke dig – sodavand, kaffe, chokolade, chips. You name it! Og bedst af alt, ingen larmende ferieturister – ene businessmennesker. Det var jo nok en oplevelse i sig selv. Højst sandsynlig noget jeg ikke kommer til igen.

Da det var aften og mørkt, da vi ankom, havde jeg desværre ikke så meget mulighed for at danne mig et indtryk af fattigdommen, som hersker i store dele af den gamle hovedstad. Men min mund blev da godt nok åbnet på vid gab, da jeg så Jesus Kristus oplyst på et ellers mørklagt bjerg. Vidunderligt syn for øjet – ligner næsten at figuren svæver! Havde egentlig bare regnet med, at vi skulle have en smule aftensmad og så derefter på hovedet i seng, men helt ærligt, hvad havde jeg lige regnet med!? Det er Brasilien – selvfølgelig skulle vi ikke det… Lige et hurtigt bad, og så derefter hjem til Lavinias søster for at spise. Tror først vi kom hjem ved 1-2-tiden om natten. Men det gjorde absolut ikke noget. Søsterens lejlighed har direkte udsigt udover den oplyste lagune og Jesus. Det er virkelig et vidunder. Har ellers aldrig været så meget til bybilledet (elsker natur og flotte landskaber), men Rio tog mig godt nok lige ved næsen. Det må jeg ærligt indrømme!

Fredag d. 7. september stod jeg op ved en 7-8-tiden fordi, jeg regnede med, at vi havde travlt i de få dage, vi skulle være i Rio, men nej. Lavinia stod først op kl. 10 for at spise morgenmad med Nelson, som indtil da havde set TV. Herefter tog vi ved 12-tiden af sted i bilen. Jeg havde ikke nogen som helst anelse om, hvad deres planer var, men vi kørte nok i en times tid rundt i Rio centrum forbi Copacabana osv. Stoppede også ved en kirke, som vi fik en kort gratis rundvisning i – det var flot. Det var også meningen at de ville have vist mig noget andet (museumsværk, tror jeg), men fordi at det var en speciel nationaldag i Brasilien, var stort set ALT lukket – bad luck…

Bagefter tog Lavinia og Nelson hjem for at få en middagslur, men jeg var så heldig at få lokket André (deres søn) til at give mig en rundvisning i hans område (dyrt kvarter). Det var rigtig lækkert at få lov til at strække benene og gå en tur – noget som jeg virkelig havde længtes efter! Vi gik nok ca. 6 km. forbi botanisk have og en andet park, som vi gik ind i. Det er jo fantastisk at kunne gå fra larmende byliv til en stille jungle med aber, slanger osv. – selvom det lyder mærkeligt er Rio de Janeiro nok den mest naturlige by, jeg nogensinde har set. Kan overhovedet ikke beskrive det, men hold kæft hvor er det bare smukt! Virkelig et sted alle burde se – endnu ét… Efter en noget udmattende og svedig tur, så fik jeg lige en time eller to på skraveren. Herefter tog vi af sted i bilen på vej imod en restaurant, hvor vi skulle mødes med Lavinias søster og mand. Jeg fik bestilt noget lækker juice, som matchede snacksene, vi fik. Godt nok savner jeg noget god gammel dansk mad, men klager absolut ikke over spisevanerne her! Jeg kom i hvert fald hjem med en godt mæt mave sent på aftenen omkring midnat.

Lørdag d. 8. september tog jeg sammen med mine værtsforældre på en cykeltur rundt omkring lagunen. Det tog dog en times tid fra vi tog af sted, til at vi fandt tre cykler. I ved de der smarte bycykler, hvor man sender en sms til et sikkert fint selskab, som giver kode til cykellåsen. Der var åbenbart andre end os, der havde fået den tanke… Men vi fik fint tiden til at gå – købte noget morgenmad med mærkeligt lilla juice som tilbehør. Baseret på endnu en speciel frugt fra Amazonas tror jeg nok – hedder noget i nærheden af acai, eller noget. Vildt lækker. Noget tid efter fandt vi endelig tre cykler og begav os ud på en times eventyr omkring lagunen, som er omringet af masser af bjerge, strande og højhuse. Så smukt!

Herefter tog vi hjem, fik et bad og så af sted igen. Denne gang på shopping. Mine værtsforældre elsker begge to at shoppe uanset omkostninger, skal vi ikke bare sige det sådan? Da jeg på mange måder skiller mig ud hernede, er det for farligt for mig at gå på egen hånd i et kæmpe shopping center. Så jeg måtte pænt følge med som føl, der bærer poserne. Fik ikke mulighed for selv at kigge i nogle butikker, desværre – og havde da overhovedet ikke råd til at købe hverken bukser eller shorts i hverken den ene eller den anden af de to tøjbutikker, Lavinia brugte to timer i. Det ville nok nogenlunde kræve at holde en konfirmation på ny. Haha, sikke gode penge det egentlig giver at sætte sig ned på knæ i en kirke og sige ”ja” til præsten! Det ville jeg da helt frivilligt gøre noget oftere.

Ved 16-tiden tog vi igen hjem til søsteren til en kæmpe middagsbuffet – nøøøjj, det var lækkert. Tror godt at søsterens mand kunne fornemme, at jeg var vildt fascineret over de mange bjerge og ikke mindst Kristus, så han spurgte, om jeg havde lyst til at køre en tur med ham. Selvfølgelig ville jeg det. Vi kørte op i de høje bjerge og havde nogle få stop ved udkigsposter, bl.a. ”the chinese view” og ”the kings table”. Ved ”Kinaposten” fik jeg fortalt historien om stedets navn. Det var helt tilbage i det 18. århundrede hvor 200 kinesiske slaver begik selvmord ved at springe ud fra samme klippe, samme dag i protest mod regeringen. I hvert fald så vidt jeg lige kunne forstå. Ret vildt.

Da vi efter en to-timers rundtur kom tilbage, var det næsten mørkt. Min sidste aften i Rio. Følte mig ret så sørgelig over, at jeg ikke havde set Jesus – altså helt oppe på bjerget, men som sagt, jeg kom med på mine værtsforældres bekostning, så skal jo ikke klage! Vi sluttede aftenen af på byens fineste pizza-restaurant, og derefter var det ellers bare på hovedet i seng – vi skulle jo tidligt op dagen efter. 

Bare rolig, jeg er stadig i live!

Tror da bare, at jeg kan opgive det dér med at love blogindlæg indenfor en bestemt tidsgrænse. Det er jo Brasilien, jeg er havnet i folkens – her går folk kun med ure fordi det ser godt ud. I går var jeg udsat for at skulle til fest igen igen. Mine forældre skulle til et 1000-mands bryllup (ja, endnu større end dét jeg var til i min første weekend her), så tænkte at vi ligeså godt kunne få koordineret et fælles tidspunkt for afgang. På den måde var de fri for at køre to gange. Til aftensmaden kl. 21:30 spurgte jeg om, hvornår de skulle af sted. Det skal lige siges, at vi først lige var begyndt på aftensmaden med efterfølgende dessert - ingen af os havde været i bad eller skiftet til festtøj. Og alligevel, med et kig på uret over spisebordet, sagde Lavinia, at det nok blev omkring en 21:30-22 stykker, vi skulle køre. Vel og mærket var kl. altså allerede 21:40, og det tager altså lang tid for en Brasilianer, at gøre sig klar. Oversat for kommende eventyrlystne til Brasilien: ”Du skal ALTID lægge et par timer til det aftalte tidspunkt!!” Det er ret nedern at spendere to timer på en fin natklub alene…

So, where did we come from? Noget med nogle problemer og skoleskift? Ja, det er jo ved at være en måneds tid siden, jeg bøvlede med det bøvl. Selvom det måske lyder ret mærkeligt, så er jeg faktisk glad for at være blandt de få stykker, som bliver kastet ud for løverne på et ophold som dette. Man overskrider grænser, som man aldrig havde troet mulig at krydse. ”Det du ikke dør af, bliver du stærk af”, det er en meget vis sætning, som jeg altid har fået kastet i hovedet af både forældre og bedsteforældre. Min tankegang er nok i det hele taget bygget meget op omkring lige præcis dette citat – heldigvis. Så for kommende udvekslingsstudenter - jeg håber ikke, at jeg har skræmt livet af jer! Tag det hele som en oplevelse og vær glad for den sti skæbnen vælger, at udsætte dig for.

Efter kun tre dage i min nye skole, ja så gik turen altså til Rio de Janeiro. Skal nok skrive et indlæg om det engang (giver ikke løfter mere, remember?!). Men i de få dage jeg havde på skolen, blev jeg inviteret i biografen og på tøseovernatning – jayy, socialt liv til mig! Det var Yslla jeg var blevet inviteret hjem til. Det var en omgang intensiv portugisisktræning!! Puha, mit hoved var godt nok smadret flere dage efter, haha… Vi talte hele aftenen om alt muligt, og hold da helt op hvor var jeg glad indeni. Det var virkelig en forfærdelig lettelse at få lov til at bruge tid sammen med unge mennesker på min alder. At opleve hvad ungdomskulturen her vil sige – fantastisk. En fuldstændig forskruet tankegang i forhold til vores.

Til sidst da kl. blev omkring 1-2 stykker ved midnatstid og min hjerne ingen portugisisk kunne mere, ja så begyndte Yslla da bare at snakke løs. Hun var absolut ikke klar til at sove. Og man må da godt nok også sige, at hun fik vækket mig godt og grundigt, da hun gav mig instrukser om insektbid, medicin osv. Her i Brasilien tager de medicin med det samme, de føler sig bare en smule utilpas – fx normal hovedpine. Det er ikke fordi at de som sådan er pylrede, men helt små symptomer, som vi i Danmark ville betegne som en smule forkølelse eller ondt i halsen, kan altså her betyde helt almindelig hovedpine eller alvorlig sygdom. Det havde jeg jo overhovedet ikke fået noget af vide om, så fik da lige spidset mine ører godt og grundigt, da hun fortalte løs. Fik da næsten hjertestop, da hun fortalte om områdets mest dødbringende insekt.

Jeg har altid haft rigtig nemt ved at blive bidt af myg osv. i forhold til andre. Det er faktisk videnskabeligt bevist, at folk med blodtype O har attraktivt blod hvad angår insekter – og ja, selvfølgelig er det min blodtype… Efter to overnatninger her i myg-fyldte Teresina, så skulle man næsten tro, at jeg havde fået skoldkopper for anden gang. Virkelig, selvom det er 30 grader varmt om natten, så har jeg pakket mig selv ind i lagen over hele kroppen (også over hovedet). Og nej, man sover ikke fantastisk godt, men alternativet er, at jeg på gaden ligner en klovn, som har fået kløpulver i bukserne. Grin i bare.

Nå, men altså – indtil Yslla gav mig overlevelse-i-fremmedland-talen, så havde jeg da absolut ingen anelse om, at blandt alle disse myg, så findes der rent faktisk en dræbermyg her i min by! Det er ikke en malaria, men en anden dræbertingest, som du meget nemt kan genkende ved symptomerne, du får af biddet. Feber, hovedpine, øm i kroppen og det let genkendelige symptom – dine øjne er låst (altså gør det ondt når du kigger fra side til side). Spyttede bogstavelig talt det vand ud, som jeg havde i min mund, da hun nævnte det sidste symptom.

Fik hurtigt tænkt to uger tilbage, da jeg ikke havde været i Brasilien i mere end 2 uger. I tre dage var jeg syg med feber, hovedpine, ømhed OG låste øjne (troede bare at jeg havde ondt i mine øjne af at kigge så meget frem og tilbage med så mange nye indtryk - NOT). Også i Danmark undgår jeg helst at tage til læge og blive hjemme, når jeg er syg (der er intet, som en god kop kamilleté ikke kan kurere), så tog i skole og hele molevitten uden at fortælle mine værtsforældre om andet end feberen. Det viste sig så at være en dødfarlig handling jeg foretog mig. Har du det dårligt, går du til lægen! Når man bliver bidt af den myg, som jeg blev bidt af, bliver man med sikkerhed syg – enten i fase 1, 2 eller 3.

Fase 3: Du har to timer fra at blive stukket til at få modgift. Ellers er du død. Alt efter hvor hurtigt du får modgiften, sker det ofte at overlevende bliver lammet eller får anden form for hjerneskade!

Fase 2: Du bliver syg med feber og alle de der andre symptomer. Din krop kan ikke helbrede sig selv uden modgift og medicin. Venter du for længe med dette, kan du risikere at få langvarige betændelser rundt om i kroppen, som i værste tilfælde fører til amputation af forskellige kropsdele.

Fase 1: Du bliver meget syg med de nævnte symptomer, men kan kureres med almindelig medicin (ikke modgift). Tager en 3 dages tid.

Altså er der her tre gode grunde til at gå til læge med det samme, du føler utilpashed. Heldigt at jeg har sådan en superkrop, der selv kan helbrede sig selv helt uden medicin – dog tog det en uges tid, før jeg var helt tiptop. Ligenu kan jeg godt grine af min dumhed med at spille rask, men taget i betragtning af, hvad dét her bid kunne have ført til, tror jeg vidst, at jeg skal være godt og grundig taknemmelig.

På otte uger her i landet er jeg blevet bidt af ikke mindre end fire giftige insekter. Myggen var den første, farligste og værste. Derefter kom edderkoppen, da jeg fik en rundtur i familiens have – nok nærmere skov. Havde faktisk taget tennissko på og lange strømper + bukser, fordi jeg vidste, at der kunne risikere at være mange ubarmhjertige fjender i sådan et område. Men selvfølgelig, selvom gartneren (han viste mig rundt) kun havde klipklapper og shorts på, ja så var det altså mig, det gik udover. Godt at han var med! Han genkendte straks edderkoppen og gav sig med det samme til at presse gift ud af min ankel inden det kunne nå, at sprede sig. Tredje gang var en mærkelig form for bi som stak mig lige ved albuen. Det skete, da jeg tog en tur i swimmingpoolen og udmattet, kastede mine arme op på kanten.. AVVV, der var en bi i vejen. Pressede gult snask ud i tre-fire dage (har endda et ar nu). Og her for en-to uger siden, blev jeg igen bidt af en edderkop – heldigvis ikke så giftig. Svarer nok til et almindeligt myggestik.

Igen, kære kommende udvekslingsstudenter – håber ikke, at jeg har skræmt jer alt for meget! Men helt ærligt, hvor sejt er det ikke at kunne vise ar frem fra diverse insekter, når man engang forhåbentlig kommer hjem i god tilstand igen? Måske er jeg heldig nok til at blive angrebet af en anakonda på Amazonas-turen i maj? Det kunne da være for sejt… "ANAKONDA-ARRET", det kunne nok give samme wow-effekt som Harry Potters! 

Skoleskift

D. 1. september 2012. Min lykkedag! Efter ligegodt 4 ugers skolegang på Dom Barreto, ja, så skete der noget. Vågnede som sædvanlig op til en morgen uden at vide, hvad der var i vente. Dog vidste jeg, at jeg kl. 9 skulle hentes af min privatchauffør Ricardo, så han kunne fragte mig til Diofeirac, som jeg var blevet inviteret til at deltage i af Juliette fra Frankrig. Da Juliette ikke taler optimal engelsk, så havde jeg kun fået fat i, at det var noget årlig skoleting om noget videnskabskonkurrence-kompagne. Okay, tænkte jeg – måske det er noget i stil med gincana? I det tilfælde skulle jeg da i hvert fald ikke risikere at blive kaldt op som tilfældig tilskuer for at svare på et videnskabeligt spørgsmål. På portugisisk! Så hele turen hen til skolen, var jeg lige ved at sprænges af spænding.

Normalt så plejer Ricardo bare at pege på den indgang, jeg skal gå ind ad, og så kører han. Men ikke den her gang. Han fulgte mig ind i den kæmpe sal hvor mindst 20 boder kunne ses med det blotte øje. Fedt!!! Nu skulle jeg bare finde Juliette i klasseværelse nr. 67 – jeg vinkede til Ricardo som signal til, at det var okay, og at han godt kunne køre igen, men nej! Han indikerede, at jeg skulle følge med ham selvom de larmende råb blev lavere og lavere der, hvor vi end gik hen. Fattede ikke en meter, hvad havde han gang i? Men så snart at vi gik ind af døren til rektors kontor, så var jeg lige ved at sprænges af lykke. Kunne det virkelig passe? Havde mine forældre endelig overgivet sig og fundet en ny skole? Ja, det havde de – og så endda den skule hvor Juliette også gik! Det kunne jo ikke blive meget bedre. Fra det sekund følte jeg for alvor, at et nyt kapitel var startet. Endelig kunne jeg se en fremtid, som indebar sociale omgivelser udenfor skolen – det var som om at mine skuldre pludselig blev fem gange lettere efter at have båret på en tung byrde et par dage. Det var praktisk talt et vendepunkt.

Med tanken om at jeg højst havde en måned eller noget i den stil tilbage på Dom Barreto, var der ikke noget som helst der kunne ødelægge mit humør, som det sædvanligvis ville have gjort med alle de nye dejlige mennesker, der kommenterede mit englelignende hår. Intet kunne gå galt nu. Nåede faktisk kun at se Juliette i et splitsekund, da jeg blev bortført af så mange nye mennesker, som var ivrige efter at snakke med mig. Det gik også nogenlunde ok med det portugisiske, jeg havde lært i løbet af de første fire uger. Dog langtfra perfekt. Det fleste syntes at vide langt mere om mit skoleskift end jeg selv – lød som om at de havde fået beskeden for flere dage siden! Og nogle af dem sagde også, at jeg skulle gå i deres klasse osv., osv. ”Slap af”, tænkte jeg – ”jeg er jo først blevet meldt ind i dag. De må have forvekslet mig med en anden, jeg kan umuligt starte før om en måneds tid eller deromkring.”

Men forkert igen. Søndag aften kl. 22 kom Lavinia ind på mit værelse med en ny skoleuniform og sagde, at jeg skulle starte kl. 7 næste morgen! Så tror jeg da nok lige at der var én Anne-Mette, der ikke kunne falde i søvn. Følelserne var blandede: hvordan skal det gå med min værtsfamilie, går deres fornærmelse over? – er jeg i sandhed bare et problembarn? – og hvad med mine gamle venner i Dom Barreto, jeg fik jo overhovedet ikke muligheden for at give dem besked eller sige farvel! Men udover de her lidt tvivlende tanker, så var der ikke nogen af dem, der oversteg glæden ved tanken om en ny begyndelse.

Min første dag i skole var endnu mere fantastisk end jeg overhovedet kunne forestille mig! Folk her er på Diocesano er ikke så fyldt af bekymringer over hvad deres forældre nu vil sige til den og den karakter. Vildt dejlige mennesker – allerede nu to uger efter er de familie for mig! Elsker skolen. Er overhovedet ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at tage. Det har gjort avs og givet nogle knops, men omvendt lever jeg rent faktisk en udvekslingsstudents liv nu. Jeg har det så fedt! Og fortryder ingen af mine handlinger. Tror også at mine værtsforældre har kunnet fornemme, at det her vist nok var bedre med alt det sociale aktivitet jeg lige pludselig fik. Vi har i hvert fald fået opbygget et rigtig godt forhold over den sidste uges tid. 

Skal nok poste nogle flere indlæg igen imorgen!

Undskyld!

Har i dag været i Brasilien i 6 uger og én dag, og eejjjj – hvor er jeg dog bare dårlig til at holde min blog opdateret… Så regner altså med, at jeg i løbet af de næste par dage får hamret en 4-5 indlæg med ”nyheder” op. Først og fremmest inden jeg fuldstændig glemmer det, så er der her et link til en video med brylluppet, jeg var til d. 11. august.: http://vimeo.com/48926457. 

Okaayy, så hvad er der sket siden sidst? Ja, det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Laver så meget, at min hukommelse efterhånden ikke kan rumme alle detaljerne mere. Derfor begyndte jeg at skrive dagbog her for et par dage siden – det må da egentlig være ret sjovt at læse sådan fra dag til dag om et års tid! Nå, men altså, da det jo snart er en måneds tid siden mit sidste indlæg, så starter jeg da bare fra en ende af.

Ærlig talt, så kan jeg ikke huske, hvad jeg har lavet fra dag til dag, så i får altså bare smasket nogle øjeblikssituationer ind. Ovenpå de her festdage jeg fortalte om sidste gang, var det tilbage til skolen. Hver dag fra 13-19. Som før nævnt fik jeg talt med mine værtsforældre om de mange timer i skole, og fik altså lov til at cutte 2 timer af hver dag – derfor hjem kl. 19. Men havde altså stadig en problemstilling, jeg havde et brændende ønske om at få løst. Dom Barreto er Brasiliens 2. bedste skole, og det betyder at eleverne, selvom de virkelig gerne vil, ikke har mulighed for et socialt liv. Derfor havde jeg et brændende ønske om at tage hul på, hvad der kunne blive til en diskussion om at skifte skole. Ikke kun pga. at mine venner ikke havde tid til mig, men også fordi skolens undervisningstidspunkter forhindrede mig i social aktivitet så vel som alle de andre. Alle andre skoler her i byen kører undervisningen fra 7-12/13 stykker, så det betød altså, at alle de andre venner jeg havde fundet mig (inklusiv de andre udvekslingsstudenter), gik i skole imens jeg havde fri og omvendt. Meget frustrerende eftersom, at jeg heller ikke havde mulighed for at forlade huset om morgenen eller tage på fx shopping efter skole kl. 19 – der er det mørkt og for farligt.

Så de næste to skoleuger efter sidste blogindlæg fik jeg, så vidt jeg husker, tiden til at gå i huset med, at se disney channel på portugisisk og andre nyttige ting, som at drikke friskpresset juice i lænestolen ud til swimmingpoolen. Men det holder jo ikke i længeden, så fik taget mig sammen og spurgte ind til et muligt skoleskift. Noget som selvfølgelig chokerede mine værtsforældre, eftersom at de har sendt mig på en rigtig god skole, som giver gode muligheder i fremtiden. Men sagen var/er altså den, at jeg er udvekslingsstudent – ikke én elev der er afhængig af gode karakterer for at komme videre næste år. Så det tog altså lige et par dage for dem at forstå, men overlevede da. Heldigvis blev Rotary Danmark ret hurtigt sat ind i sagen, og for den sags skyld også andre problemer. Man kan jo risikere at komme til områder hvor Rotarys interesse og aktivitet er ret så anderledes fra det vi kender til i Danmark. Sådan er det desværre i mit tilfælde, så skulle lige have lidt gode råd til, hvordan man prikker lidt til sådan et problem uden at fornærme det helt store. Super opbakning hjemmefra!

Selvom der var lidt kold stemning i hjemmet, så havde jeg dog weekenderne som konstant står på fest. Må nok indrømme, at jeg er blevet lidt af en festabe! Var igen på ”natklub” med Carol og dagen efter til fødselsdagsfest. Det var ret vildt! Det var vidst mere en drukfest end noget som helst andet, så det var ret godt at vi kom 2 timer efter alle de andre og tog hjem ca. 2 timer efter igen. Takkede gang på gang nej tak til mærkeligfarvede drinks. Det bliver anset som meget uhøfligt her, men helt ærligt - vil næsten vædde med at de ikke kunne huske det dagen efter alligevel. Lad os bare sige, at det var dejligt da min værtsmor kom og hentede os! Det kan blive ret så irriterende når det ene fulde par efter det andet kommer for at spørge om de må få et billede med dig. 

Er seriøst en berømthed hernede med det hår jeg har… De kalder mig ”englen”. I starten var det sjovt, men nu kan jeg altså ikke gå til fest uden at Teresinas ungdom ved, hvor jeg er 20 min. efter min ankomst til en fest, fordi der ligger et random billede af mig på facebook… Møder også nogle gange tilfældige mennesker på gaden, som pludselig stopper op og gør korsets tegn over deres bryst. De er absolut overbeviste om, at jeg er sendt til Jorden for at blive ofret som Jesus. Da jeg fortalte min mor om det, sagde hun, at jeg da skulle prøve at gøre en joke ud af det og sige, at det er sandt. Det tør jeg sgu da ikke! Før jeg ved af det bliver jeg jo kidnappet og korsfæstet… 

Lige lidt billeder:

Tog på restaurant med Carol en formiddag. Selvfølgelig ved bord nr. 31! 

Her fik vi selvfølgelig bestilt Guaraná! Verdens bedste sodavand. Baseret på en mærkelig frugt, som kun findes i Amazonas. 

Ja, jeg er ved at dø af varme her. Skal også nok lige få skrevet lidt om den by og det land, jeg bor i engang. 

En vidunderlig sang som jeg var så heldig at lære på 6. årgang af min tysklærer! Når man keder sig i skoletimerne, syntes den her tekst ligesom at muntre lidt. 

En hyggeaften hjemme hos Mayk. Vi spillede guitar og sang på livet løs!

Og så mine kære disney film - familien her ejer vidst nok en større samling af dvd og cd'er end Stereo Studio. 

Skal nok lige få smidt nogle flere informative indlæg op!