JUL

Kan huske at jeg den 24. december 2011 sad i en dejlig blød lænestol – propmæt af for meget risalamande, og spekulerede frygtelig over, hvordan min aften ville se ud et år frem. Dengang vidste jeg endnu ikke hvilket land, jeg skulle tilbringe et år i. Der fløj på få minutter mange forskellige julebilleder igennem mit hoved fra både Australien, Canada, Taiwan, Mexico osv. Men endte jo heldigvis i Brasilien!

I november modtog jeg en pakke fra Danmark med alt mulig julehalløj-hyggesager i. Jeg kunne læse på facebook om adventsgaver, julekalendere og pebernødder – OG kunne på spotify se, at albummet Now Christmas absolut var i top. Julen havde bestemt fundet sin vej til Danmark, men ikke til Brasilien. Jeg kunne ikke mærke det mindste sug af julehumør.

Et billede jeg modtog af min meget kreative lillesøster, som havde pyntet husets vinduskarme i DK. 

Jeg tror at julekulturen i Brasilien anhænger MEGET af, hvor i landet man befinder sig. Det er jo et kæmpe stort land på størrelse med Europa. Så hvis man sammenligner min stat Piauí (som er en af de nordligste) med Rio Grande do Sul (som er en af de sydligste), vil det være som at sammenligne den danske jul med den italienske.

Her hvor jeg bor, i Teresina, blev der ikke på nogen synlige måder pyntet op med hyggelige julesager – ikke et eneste julehjerte i huset. Ingen julemusik i radioen overhovedet – heller ikke på portugisisk. Downloadede klassikeren Last Christmas og opdagede til min kæmpe skuffelse, at ingen var bekendte med den i skolen. Ingen kalenderlys, æbleskiver eller chokoladekalendere. Ja, egentlig var det rigtig svært at drage sammenligninger til vores danske traditionelle jul.

Var aldrig den største fan af jul hjemme i DK, så det overraskede mig faktisk lidt, hvor meget jeg blev ved med at spørge min værtsfamilie, om de ikke havde pynt eller specielt julemad og dit og dat. Jeg havde ikke hjemvé, men det virkede bare mærkeligt og forkert på en eller anden måde, at det var december uden alt det pjat, vi går så meget op i, i Danmark. Og specielt fordi jeg havde troet, at november og december ville blive måneder med masser af fester og farver. Brasilianere udnytter jo enhver anledning til fest. Men var jo på nordøsttur næsten hele december måned, så det gik mig ikke på.

Den 22. december blev hele huset fyldt med min værtsmors familie, så jeg delte værelse med min ”kusine” og hendes mor. Jeg hyggede mig vældigt med ”mine” fætre og kusiner i den uge, de var der. Vi tog i biografen, holdte popcorns/fastfoodaftner og tog til fester.

Selve juleaftensdag sov vi alle sammen længe og brugte dagen på at pynte huset op med frygtelig fine sager (OG ET PLASTIKJULETRÆ – blev så glad!). Som jeg skrev det på facebook: Privatbandet er ved at varme op i baghaven ved siden af den oplyste pool. Og ikke at forglemme de utallige kager der skal spises med guldbestik. Jep, en jul to remember - det tør nok siges. Jeg er klar til at feste!!! 
Håber i alle har haft en dejlig dag. Min begynder først nu og bliver sikkert ved til imorgen tidlig med en ordentlig omgang morgenmadsbuffet.

Ved 23-tiden om aftenen tog jeg med mine fætre og kusiner til julefest, hvor en stor del af Teresinas ungdom var samlet til et brag af et show, som vi kom hjem fra klokken halv syv om morgenen.

Så ja - som i kan høre, har den del af Brasilien, som jeg bor i, ikke rigtig nogen traditioner, som jeg kan tage med tilbage og bruge i Danmark. Dog syntes jeg af der før vores store aftensmadsbuffet, fandt en smuk begivenhed tilstede, som jeg godt kunne finde på at indføre i min danske jul. Der samledes vi nemlig alle sammen i en stor cirkel, hvor hver enkelt person fortalte om hans/hendes forløbne år – svære tider, gode tider, filosofiske tanker osv. Mange smukke taler, som i det store billede handlede om at være taknemmelig for ALT det, vi har.

Var også så heldig at finde tid til at gå på Skype med min familie, imens de var i fuld gang med at pakke gaver op. Her er det min bedstefar, som åbnede min julegave, der indeholdte nogle lækre matasprodukter, tror jeg. 

Hverdag

Ville sådan ønske, jeg havde en virkelig god undskyldning for ikke at have skrevet på min blog. Det kunne være vidunderligt at fortælle, at mit word-program var gået i stykker, men sandheden er vidst egentlig bare ren og skær dovenskab…

Efter jul blev der ligesom bare sparket gang i min udveksling. Er virkelig sur på mig selv over ikke at have skrevet her på bloggen. Alle de fede ting begyndte først i januar. Så mange ting at fortælle om! Kan huske at jeg før min afrejse, havde en målsætning om, at være en af de ”udvekslingsstudents-bloggere”, som fik alt det spændende og vigtige information med, uden at gå i stå. Ser om jeg kan få skrevet et indæg om juleaften i morgen – og så derfra bare tag én dag af gangen med alle de ting, i skal høre om! Jeg lover ikke noget. Har rygrad som en regnorm, hvis i ikke allerede har lagt mærke til det.

Nå, men skulle jeg ikke give jer en lille hverdagsopdatering, sådan kort fortalt?

På en normal hverdag står jeg op klokken 6:15 om morgenen for hurtigt at gøre mig klar med skoleuniform, bøger og det hele. Herefter tager jeg normalt en taxi til skole ca. klokken 6:35 (mine værtsforældre kan godt lide at sove længe). Ankommer normalt i klasselokalet fem minutter før ringetid, hvor jeg næsten får hver eneste dag til at gå med at give ultrakort danskundervisning til en ti stykker, der åbenbart synes, det er vildt sjovt. Ja, brasilianere er bare generelt skøre!

Klokken 9:30 er der 30 minutters frikvarter. Her er jeg oftest sammen med mine gode venner Allexya, Lara, Leticia, Ewerton, Guilherme og Josemar. Vi har fast plads ved et bestemt bord, hvor vi spiser frokost. Normalt (næsten hver dag) køber jeg is ved isdamen. Jeg behøver ikke længere at fortælle hvilken is, jeg vil have. Hun ser mit ansigt og henter den med chokolade til seks kroner, haha!

Klokken 12:30 får vi fri. Bliver dog normalt først hentet ved 13-tiden pga. trafikken, som forsinker min værtsfar.

Omkring klokken 13:30 spiser vi frokost, som hver dag består af ris, bønner og en form for kød – OG ikke at forglemme en eller anden form for hjemmelavet friskpresset juice. Troede, jeg ville blive træt af det samme hver eneste dag, men elsker maden her, så har absolut ikke et problem!

Efter frokost er det sovetid indtil klokken 15, hvor mine værtsforældre tager på arbejde igen. Jeg dur ikke rigtig til at sove om eftermiddagen her i varmen, så får normalt min tid til at gå med et afsnit af Grey’s Anatomy, som er en fantastisk serie, jeg vidst er blevet lidt afhængig af. Det er i hvert fald god underholdning!

Klokken 16:00 går jeg normalt i fitness, hvor jeg plejer at være indtil klokken 17:30. Det er total luksus. Her er der personlige trænere, som planlægger alt for dig. Og bedst af alt: man behøver ikke selv at strække ud efter træning. Du ligger dig helt simpelt op på sådan et massagebord, hvor de strækker dine led ud på alle tænkelige måder. Luksus. Siger det bare.

Herefter afhænger min aften meget af, hvilken dag det er. Nogen gange tager jeg til Capoeira (som er en brasiliansk blanding af gymnastik og kampsport) med min værtsbror. Det ser utrolig let og flot ud, men er adhelveds til svært og ser grimt ud, hvis man ikke gør det rigtigt! Andre aftener tager jeg sammen med min værtsmor til undervisning i Forró som er en populær pardans her i det nordøstlige af Brasilien, hvor jeg bor. Og hvis min krop er heldig, er der aftener hvor jeg bare får lov til at slappe af og lave ingenting. Her læser jeg tit i nogle bøger, ser film eller er på facebook. 

Har aldrig været den store kunstner, men her er et undskyld og information om, at jeg KUN har 91 dage tilbage. I højre nederste hjørne er en sur smiley. Gæt selv mit humør. Godnat, håber jeg vender tilbage med noget juleaften imorgen! 

Nordøst december 2012 part 5

Mandag d. 17. december 2012

Den her dag var for rigtig mange af turens udvekslingsstudenter højdepunktet af alle højdepunkter! Dagen lang var nemlig sat af til at opleve Rio de Janeiros fantastisk livagtige bykultur. Rio er Brasiliens næststørste by med ca. 6 millioner indbyggere plus det løse (det siges at endnu 2-3 mio. indbyggere ikke er registreret eller bor langt ude i de farlige slumkvarterer.)

I generel omtale,- i hvert fald i Danmark, rygtes Sydamerika, Brasilien og Rio de Janeiro som farlige korrupte områder. Og jo, det er sgu farligt, hvis man er en dum turist, der opsøger det farlige. Efter min mening er det alt sammen en stor misforståelse/fordom, når folk tror, de bliver både skudt og dræbt, hvis man kører ned ad en forkert sidegade. Så længe man befærder sig i de områder alle andre går i uden diverse guldsmykker, smartphones osv. stikkende ud af alle lommer, sker der sgu ikke noget. (Så snart jeg får tid, skriver jeg et indlæg om Brasiliens sikkerhed sådan generelt.)

Men i hvert fald, livsfarlig eller ej, så har Brasiliens mest berømte by Rio altså hvert år næsten to millioner besøgende turister! De kommer alle for at se Kristus-figuren, som i år 2007 blev gjort til en af verdens syv vidundere. Udover Jesus dér på toppen af et flot bjerg, er byen også kendt for dets fantastiske strande Copacabana og Ipanema. Og ikke at forglemme Pão de Açúcar (som direkte oversat betyder sukkerbjerget) og den årlige kæmpefest, karneval!

Her er to af mine rigtig gode veninder fra Taiwan, som hurtig opdagede at man fik de bedste billeder ved at ligge på jorden!

Vi startede ud med at tage et lille hyggeligt bjergtog op til Kristus, hvor der ivrigt blev taget billede efter billede.

Og selvfølgelig havde jeg landsholdstrøjen på! 

Herefter satte vi kursen imod sukkerbjerget, som overraskende var sådan halvhøjt. Derfor tog vi den berømte lift derop og selvfølgelig ned igen. Skal vi bare sige, at jeg absolut ikke var særlig stolt af at skulle med den?! En fantastisk udsigt man får, men tvivler godt nok lidt på hvor stabil den er kun med "et" kabel...

Der her billede ovenover ligner umiddelbart en tom og kedelig gade. Det er det også. Men hvert år i februar er det nok den mest berømte og livagtige gade i hele Brasilien. Her bliver der nemlig holdt et karnevalsoptog med tusinder af festglade, sambadansende brasilianere! Se linket: http://www.youtube.com/watch?v=y6aPb3311kU

Leandra fra Schweiz, som betalte for at få lov til at prøve vidunderkostumet!

Tirsdag d. 18. december 2012

Tidligt tirsdag morgen gik turen for hele bundtet imod Copacabana strand! Et område fyldt af turister og dermed også håbfulde sælgere af altmuligt skrammel.

Efter frokost ved middagstid blev vi tilbudt at komme på en favela-tour, som vi dog skulle betale ekstra for. Rio de Janeiro er indehaver er verdens største favela (slumkvarter) – altså de fattige og ”farlige” områder. Det var frivilligt om man ville med eller ej, men da en sådan tur ikke er noget almindelige turister kan arrangere, besluttede jeg mig til at komme med, da jeg nok højst sandsynlig aldrig får muligheden igen

Det viste sig at være en KÆMPE oplevelse, som gjorde enormt meget indtryk på mig. Det er svært at forklare, men bare det at se et så fattigt og ”sørgeligt” liv (som mange ville mene) helt tæt på, satte virkelig tankegangen på spil. Der bor både fattige og normaltarbejdende mennesker i favelaerne. Det er meget forskelligt hvilken livskvalitet de alle har. Nogle har hus med sofa og tv, imens andre har et lillebitte, beskidt og ustabilt hus med et par hængekøjer. De fattigset ejer ikke engang et toilet. 

Men så mærkeligt, som jeg ved det lyder, misunder jeg dem! Jeg har aldrig i mit liv set sådan en livsglæde, som jeg så der. Bare de har penge til en tallerken med ris og bønner samt et par øller, så er de tilfredse. Børnene leger med drager og drejende snurretoppe. De løber rundt efter hinanden med en flad fodbold i de smalle stejle gader, som bærer præg af en masse kunstneriske malerier!

 Feliz, som betyder glæde på portugisisk. Hvis i ser godt efter, er den sorte ting i midten faktisk et Rotary skilt.

Hver dag efter arbejde, tager hver enkelt husstand nogle plastikstole med ud og sætter sig foran døren, parat til at snakke med naboen og forbipasserende. Der er ingen bekymringer, ingen facebook man heletiden skal sørge for at holde sig opdaterede på. De tager hver dag som den kommer og nyder livet. I skal ikke misforstå mig, selvfølgelig er det ikke et nemt liv de lever, men de kan lide det. Nogle vælger dog desværre at bruge livsglæden på stærke stoffer, bandekriminalitet osv., men størstedelen af slummen, er ganske almindelige familier, som vi kender dem bedst. 

Vi var på besøg i en form for skole/afvænningsklinik for stofafhængige børn, som Rotary har stablet på benene. Det var et rigtig barsk syn at være vidende til. At børn bliver født ind i en verden uden at kunne fravælge samme liv som deres forældre... Den yngste var 5 år gammel. 

Hvis der er et folk jeg virkelig beundrer, så er det dem her! At tage hver dag som en gave, som de gør, er jo en kunst i sig selv! Det kunne vi godt lære noget af i vores moderne verden. At værdsætte de mange muligheder i stedet for at brokke sig over, at der ikke er råd til charterrejser pga. finanskrise, fyringer, lønnedsættelser osv. Ja, det er da skide trælst, men set i bakspejlet er vi nok mere priviligeret end man lige skulle gå rundt og tro. 

Står og filosoferer lidt over vores til tider barske verden. 

Helt bestemt et farvelaområde (Rocinha), som jeg aldrig nogensinde vil glemme. 

Onsdag d. 19. december 2012

Turens sidste oplevelsesdag. Allerede da vi tog TIDLIGT afsted om morgenen, var stemningen egentlig en del trykket. Vi glædede os selvfølgelig alle sammen til at opleve den næste by Angra dos Reis, MEN det var bare ikke rigtig til at få ud af hovedet, at det var den allersidste dag samlet…

Nå, men altså vi ankom til byen og efterlod den egentlig ret hurtigt igen, da vi med en båd skulle sejle til forskellige småøer midt i en STOR saltvandssø hele dagen (Tror da i hvert fald det var en sø. Der var ingen bølger og vandet var meget saltet, såå).

Der blev danset til høj musik, spist slik og svømmet ved diverse forskellige smukke natursteder. Lækkert!

Om aftenen da vi ankom til vores hotel, blev der udvekslet med de berømte pins til vores fine Rotary-blazere. Som min veninde Anna på turen så fint sagde det: ”ja, er der noget, der kan gøre en udvekslingsstudent glad, er det pins, mad og fester”. Kunne ikke have sagt det bedre selv.

Lidt senere blev der gjort klar til vores afskedsfest inden aftensmaden. Det var mega fedt, for det skulle nemlig holdes på stranden (troede vi). Lige pludselig brød et stormvejr løs. Har aldrig i mit liv oplevet noget lignende! Der var der vist flere af os, der troede på, at jorden rigtigt nok ville gå under d. 21. dér.

Men vi fik sat DJén under noget tagværk, og så blev der ellers festet. Débora, turens leder, holdte også afskedstale sammen med de andre medhjælpere. Det var på en og samme tid både sørgeligt og sjovt, da vi sammen tog et tilbageblik på de 20 fantastiske eventyrsdage. Et par af lederne begyndte at græde og derefter fulgte hele banden af udvekslingsstudenter egentlig ledernes eksempel. Det var en våd aften fyldt med tårer.

Det lyder helt utroligt at man kan skabe et familiebånd på så kort tid, MEN DET KAN MAN! På Pantanalturen var vi kun sammen i 10 dage, og der var det hårdt at sige farvel - så var på en eller anden måde forberedt på, at Nordøstturen højst sandsynlig ville være værre at tage hjem fra. Men alligevel gjorde det bare forfærdelig ondt. Du siger farvel til en hel masse dejlige mennesker. Størstedelen af dem, nogen som du aldrig kommer til at se igen.

Torsdag d. 20. december 2012

Det er sådan en dag her, man ikke rigtig har lyst til at vågne op til. Langsomt fik jeg pakket min kuffert og kørt den hen til den elskede blå bus, som skulle køre mig og en del andre til Sao Paulo lufthavn.

Der blev stille spist morgenmad og endnu engang grædt nogle tårer, da der blev sagt farvel, inden vi skulle splittes op i tre busser alt efter hvilken lufthavn, man skulle til.

Hen af på eftermiddagen ankom vi til den første af Sao Paulos lufthavne, hvor jeg sammen med Melissa og godt og vel en 10 andre, skulle flyve fra. Vi gik en tur på Bob’s (som er en fastfoodkæde her), for at nyde hinandens selskab en allersidste gang. Herefter gik vi hvert til sit, hver sin gate. Sammen med Melissa fik jeg alt baggagen afleveret og derefter fulgtes vi ellers bare to og to i hånd på vej hjemad. Kan huske at Melissa begyndte at græde, da vi gik igennem security - og i sørgelig humør som jeg var, begyndte jeg også. Det endte med, at der kom en vagt hen til os, for at høre hvad problemet var… Pinligt!

De her tre uger har absolut været en stor del af mit liv som udvekslingsstudent. En meget begrænset tid, som jeg kalder The Time Of My Life!

Jordan Lucas, min veninde fra Canada, har samlet alle de videoer hun tog på turen og har egentlig fået lavet en rigtig god film ud af det. Godt der er nogle, der er tekniske! Godt nok er det kun fra hendes synspunkt, men den viser rigtig mange dejlige øjeblikke, som jeg tydeligt kan huske! Se den: http://vimeo.com/56177307

Tak, Nordøst 2012 <3 

Nordøst december 2012 part 4

Torsdag d. 13. december 2012

Efter et par oplevelsesrige dage i Salvador gik turen den her dag videre til næste by, Porto Seguro. Det er i brasilianske målestok en meget lille by – ”kun” 100.000 indbyggere. Det er ikke en by kendt af udenlandske turister, men er dog Brasiliens mest populære rejsemål for brasilianere. Denne by var blandt de første til at blive beboet af portugiserne helt tilbage for mange år siden, da det kun var de indfødte, der befandt sig i landet. En meget antik by, som har sat præg på bl.a. de berømte dansearter i Brasilien. "Festernes by" med andre ord.

Fredag d. 14. december 2012

Den her fredag havde vi fritid til klokken 13 om eftermiddagen. Derfor besluttede en del af os, at gå de to minutter ned til stranden for at blive lidt mere brasilianerbrune (selvom jeg faktisk på nuværende tidspunkt allerede er brunere end mindst halvdelen af min klasse, hehe) – man kan aldrig få for nok brunhed!  

Det virkede som om, at solen var mild i forhold til andre steder vi havde været, så hele flokken besluttede sig egentlig til kun at putte lav eller slet ingen faktor på… Personligt smørte jeg kun mine skuldre, skulderblade og skinneben til. Og der lå vi så – dejlig blæst og alt var fuldkomment fantastisk – en lur tror jeg nu også jeg fik. 

Men da vi skulle have et dejligt køligt bad på hotellet lidt senere, opdage vi forskrækket i spejlet, hvor krabberøde de fleste var blevet – FUCK… Heldigvis var det kun min mave og arme, det gik ud over, men havde da godt nok lidt ondt af mig selv, da jeg aldrig har prøvet at være solbrændt sådan for alvor før. Men jeg havde absolut ikke noget at klage over. Der var faktisk nogle, der droppede vores senere sightseeing for at blive i skygge (faktisk også en enkelt der droppede aftenens fest, fordi hun havde det så dårligt). Så er man vidst godt og grundig svitset.

Kakaoplante.

Om aftenen var der endnu engang dømt fest – DJ, danseinstruktører og hvad der nu ellers skal til for en fed aften, som sluttede klokken halv tre. 

Lørdag d. 15. december 2012

Denne her dag satte vi kurs mod Brasiliens mest attraktive by Rio de Janeiro. Dog er afstanden for lang til at kunne komme derhen i løbet af én dag, så vi overnattede i Guarapari i staten Espirito Santo. En hel dag i bussen med meget lidt energi. På det tidspunkt var vi vidst alle ved at være mærket af det strenge ”vi-sover-aldrig-når-vi-rejser” liv!

En aften hvor vores selvopfundne massagecirkel, blev nydt ekstra meget. Én af de ting jeg idag savner rigtig meget, da man efter 20 dages massage hver aften, føler sig i himlen.

Søndag d. 16. december 2012

Efter endnu nogle timer i den dejlige bus, nåede vi frem til den fantastiske by ved 17-tiden – blandt brasilianere bliver byen kaldt ”cidade maravilhosa”. Det har de absolut også god grund til at kalde den, for som jeg før har nævnt i et opslag herinde, finder man ikke noget smukkere. Rio har ALT. Lækre strande, en lagune, bjerge, regnskov – ja, ved snart ikke, hvad den ikke har.

Fra første gang jeg så Rio og dets byliv tilbage i september, besluttede jeg mig allerede dér til at tage tilbage til Brasil igen i 2016, når der bliver afholdt OL. Anbefaler varmt alle andre til at gøre det samme, hvis man står og pønser en smule – det er virkelig en by, der lever op til den brasilianske festånd! 

COPACABANA!!!

TO BE CONTINUED

Nordøst december 2012 part 3

Søndag d. 9. december 2012

Den her dag kun vi sove længe – helt til klokken 7! Her tog vi med bussen ud til en lille by Sao Miguel hvorfra vi skulle sejle med en båd ud til en slags ø for turister. Her blev vi delt ind i tre grupper som hver for sig på skift, enten skulle nyde solen i vandkanten og slappe af, - gå på turistshopping i de mange boder ELLER køre en 30 minutters tur på en buggy! Det var SÅ fedt.

Der blev sunget og danset for fuld gas på den hyggelige båd!

Da vi kom hjem ved 17-tiden, var der ikke meget tid, for der skulle gøres klar til fest! Altså der er jo ingen tvivl om at fester med udvekslingsstudenter er noget af det sjoveste, man kan give sig til – just saying. 

Mandag d. 10. december 2012

Den her dag var inden, jeg tog afsted én af de dage, jeg havde glædet mig allermest til. Ikke fordi vi skulle op klokken 5 som sædvanlig og bruge hele dagen i bussen, men fordi det var afgangen til hovedstaden af den kulturelle stat Bahia – Salvador. En by der bliver betegnet som en verdenshistorisk og kulturel by, der skal bevares. Vi ankom ca. klokken ni om aftenen hvor vi havde fri søjler til at gøre hvad vi ville inde for hotellets grænser. Men det gjorde ikke noget – har da aldrig i mit liv været på så stort et hotel!

                                      

Tirsdag d. 11. december 2012

Den her dag gik turen helt fra morgenstunden ud til en fjern strand, som har en park med et beskyttelsesprogram for havskildpadder. Her tilbragte vi sådan ca. en time eller to før vi på fri hånd fik lov til at gå rundt i den nærliggende lille turistby med masser af sjove boder, der river pengene ud af pungen! Sammen med to af mine bedste veninder fra den her tur (to mexicanere), spiste vi is og brugte penge på en masse søde souvenirs. Nøj, hvor jeg savner dem!

Om aftenen var dagens aftensmad ikke på en normal restaurant, som vi plejede – NEJ, bussen kørte os hen til Mc Donalds! Haha, 91 udvekslingsstudenter, der indtager en fastfoodrestaurant – det ser godt ud!

Derefter om aftenen havde vi turens talent show. Os ni danskere fik samlet en nationalgruppe for at synge/danse The Julekalenders støvledans. Min familie hjemme i Danmark så videoen og knyttede straks kommentaren: ”det ser da ikke for klogt ud” – men altså, pænt eller ej, så var det sjovt og vi fik kæmpe klapsalve!

Onsdag d. 12. december 2012

Så kom dagen endelig – Salvadorsightseeing! Først gik turen til den berømte kirke Nosso Senhor do Bonfim. Kirker i Salvador er overhovedet ikke noget, der kan sammenlignes med noget som helst andet – det er næsten guld hele molevitten. Og ikke at forglemme de mange skulpturer.

Salvador bliver tit omtalt af turister pga. dets ”lykkearmbånd”, som kan findes i store mængder overalt. De minder lidt om festivalsarmbånd, bare med et kristent citat på. Reglerne siger, at hvis man får armbåndet af en anden, må man ønske tre gange for hver af de tre knuder, som bliver bundet af ham/hende, der giver dig gaven. Rygterne siger, at hvis man lader armbåndet sidde for altid indtil det naturligt falder af, så går ens tre ønsker i opfyldelse. Smart! Og bare rolig venner, jeg købte 140 af slagsen for 20 kroner, så der er masser af gaver til jer, når jeg kommer hjem.

Efter at have set en femminutters gudstjeneste, blev vi kørt hen på et marked med en masse godt skrammel. Købte bl. a. dét instrument de bruger til capoeira shows – ikke fordi jeg overhovedet kan finde ud af at spille på den, - den skal bare stå til pynt og samle støv.

Herefter kørte vi hen til endnu en kirke i centrum hvor vores guides fortalte en masse kedeligt inden vi til sidst blev sluppet løs til at gå rundt og se Brasiliens flotteste og mest charmerende gader. Her er Michael Jackson musikvideo: ”They don’t really care about us” indspillet. Dér på den blå balkon kunne man betale for at stå same sted som legenden gjorde engang – huset var helt gjort til en Michael Jackson turistshop. De ved godt hvordan man tjener penge dér!

http://www.youtube.com/watch?v=QNJL6nfu__Q

Et par fantastiske timer i en by der umuligt kan blive mere hippieagtig. For mig var det nok den bedste dag på hele turen!

Om aftenen var vi inde til et kulturelt teatershow, som man ikke måtte tage billeder af. En skam eftersom jeg aldrig i mit liv har set noget lignende. Fandt dog en lille video på youtube, men selve oplevelsen at sidde inde i salen er fuldstændig speciel. En smagsprøve for jer der ikke kender til den brasilianske kultur! http://www.youtube.com/watch?v=ZvALIpVBuVM

TO BE CONTINUED