tirsdag den 9. april 2013

Hverdag


Ville sådan ønske, jeg havde en virkelig god undskyldning for ikke at have skrevet på min blog. Det kunne være vidunderligt at fortælle, at mit word-program var gået i stykker, men sandheden er vidst egentlig bare ren og skær dovenskab…

Efter jul blev der ligesom bare sparket gang i min udveksling. Er virkelig sur på mig selv over ikke at have skrevet her på bloggen. Alle de fede ting begyndte først i januar. Så mange ting at fortælle om! Kan huske at jeg før min afrejse, havde en målsætning om, at være en af de ”udvekslingsstudents-bloggere”, som fik alt det spændende og vigtige information med, uden at gå i stå. Ser om jeg kan få skrevet et indæg om juleaften i morgen – og så derfra bare tag én dag af gangen med alle de ting, i skal høre om! Jeg lover ikke noget. Har rygrad som en regnorm, hvis i ikke allerede har lagt mærke til det.


Nå, men skulle jeg ikke give jer en lille hverdagsopdatering, sådan kort fortalt?

På en normal hverdag står jeg op klokken 6:15 om morgenen for hurtigt at gøre mig klar med skoleuniform, bøger og det hele. Herefter tager jeg normalt en taxi til skole ca. klokken 6:35 (mine værtsforældre kan godt lide at sove længe). Ankommer normalt i klasselokalet fem minutter før ringetid, hvor jeg næsten får hver eneste dag til at gå med at give ultrakort danskundervisning til en ti stykker, der åbenbart synes, det er vildt sjovt. Ja, brasilianere er bare generelt skøre!
Klokken 9:30 er der 30 minutters frikvarter. Her er jeg oftest sammen med mine gode venner Allexya, Lara, Leticia, Ewerton, Guilherme og Josemar. Vi har fast plads ved et bestemt bord, hvor vi spiser frokost. Normalt (næsten hver dag) køber jeg is ved isdamen. Jeg behøver ikke længere at fortælle hvilken is, jeg vil have. Hun ser mit ansigt og henter den med chokolade til seks kroner, haha!
Klokken 12:30 får vi fri. Bliver dog normalt først hentet ved 13-tiden pga. trafikken, som forsinker min værtsfar.
Omkring klokken 13:30 spiser vi frokost, som hver dag består af ris, bønner og en form for kød – OG ikke at forglemme en eller anden form for hjemmelavet friskpresset juice. Troede, jeg ville blive træt af det samme hver eneste dag, men elsker maden her, så har absolut ikke et problem!
Efter frokost er det sovetid indtil klokken 15, hvor mine værtsforældre tager på arbejde igen. Jeg dur ikke rigtig til at sove om eftermiddagen her i varmen, så får normalt min tid til at gå med et afsnit af Grey’s Anatomy, som er en fantastisk serie, jeg vidst er blevet lidt afhængig af. Det er i hvert fald god underholdning!
Klokken 16:00 går jeg normalt i fitness, hvor jeg plejer at være indtil klokken 17:30. Det er total luksus. Her er der personlige trænere, som planlægger alt for dig. Og bedst af alt: man behøver ikke selv at strække ud efter træning. Du ligger dig helt simpelt op på sådan et massagebord, hvor de strækker dine led ud på alle tænkelige måder. Luksus. Siger det bare.
Herefter afhænger min aften meget af, hvilken dag det er. Nogen gange tager jeg til Capoeira (som er en brasiliansk blanding af gymnastik og kampsport) med min værtsbror. Det ser utrolig let og flot ud, men er adhelveds til svært og ser grimt ud, hvis man ikke gør det rigtigt! Andre aftener tager jeg sammen med min værtsmor til undervisning i Forró som er en populær pardans her i det nordøstlige af Brasilien, hvor jeg bor. Og hvis min krop er heldig, er der aftener hvor jeg bare får lov til at slappe af og lave ingenting. Her læser jeg tit i nogle bøger, ser film eller er på facebook. 


Har aldrig været den store kunstner, men her er et undskyld og information om, at jeg KUN har 91 dage tilbage. I højre nederste hjørne er en sur smiley. Gæt selv mit humør. Godnat, håber jeg vender tilbage med noget juleaften imorgen! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar