Så drager jeg på eventyr!

Her i weekenden fra d. 19-21. oktober var det meningen, at alle udvekslingsstudenter fra distrikt 4490 skulle samles til et G2G, gettogether, men blev i bogstaveligste forstand aflyst i sidste øjeblik. Lidt nedern. Distriktet er et af de største i Brasilien og tager plads i de tre stater: Maranhão, Ceará og min stat Piauí. Det er tre forholdsvis store stater, men der befinder sig kun udvekslingsstudenter i staternes hovedstader: São Luis, Forteleza og min by Teresina. Vi bor fire udvekslingsstudenter i Teresina, syv i Forteleza og omkring det samme i São Luis vil jeg tro. Vi har alle været i kontakt over facebook og har længe ventet på at se hinanden, så det var lidt af en skuffelse, da vi onsdag fik en mail med aflysningen.

Heldigvis fik jeg ikke af den grund en dårlig weekend, tværtimod. Min værtsfamilie skulle ud at rejse, så jeg kom på ferie ved min hostdads bror, som har kone, barn og mor boende. Det var rigtig hyggeligt og vi lavede mange sjove ting. Om søndagen fik jeg lov til at komme med Joelma ud at løbe. Hun løber hver søndag i en løbeklub som mødes kl. 5 om morgenen + det løse (man skal aldrig tage en brasilianer alvorligt hvad angår klokken). Havde fået af vide, vi skulle køre kl. 4:30, så satte vækkeuret til kl. 4 og stod op. Der var bare én lille ting, jeg ikke havde tænkt over. I løbet af natten havde min telefon automatisk indstillet uret én time fremad, fordi det er blevet sommertid, MEN… Min kære iphone havde ikke taget højde for at jeg IKKE befinder mig i samme tidszone som Rio de Janeiro. Så var altså én time foran alle andre. Derfor betød det også, at jeg stod op klokken 03:00 on the dot og ventede HELE to timer på at vi skulle af sted. Så hader man overhovedet ikke sig selv… Men havde en super lækker løbetur! Kan da ihvertfald mærke mine ben idag.

I morgen tirsdag d. 23. drager jeg af sted på min første rigtige opdagelsesrejse. En tur arrangeret af terrabrasil kun for udvekslingsstudenter med Rotary. Her kan i se programmet og mere til, hvis der er nysgerrige: http://www.terrabrasil.com/inter_programa.php?id=MTE=&lang=ZW4. Det er en tur jeg længe har set frem til og skal selvfølgelig nok inddrage et LAAANGT referat herinde!

Pantanal er blandt verdens største vådområder af sin slags og fylder omkring 140.000 kvadratkilometer. Altså er det dyrerige område ca. 100.000 kvadratkilometer større end Danmark og befinder sig hovedsageligt i de Brasilianske delstater Mato Grosso og Mato Grosso do Sul samt små dele af Bolivia og Paraguay. Navnet Pantanal stammer fra det portugisiske ord ”pantano”, som oversat betyder sump eller mose. Dette er rimelig logisk, da Pantanal netop kendetegnes som et sumpområde med fladt landskab og bugtende floder.

Området skulle siges at være utrolig smukt og menes at være blandt verdens tætteste flora og fauna (plante- og dyrelivs) økosystemer. Pantanal bliver hvert år oversvømmet, hvor over 80 procent af området kommer under vand og giver næring til et af verdens største samling af undervandsplanter. Altså er det også her i de perfekttilegnede naturområder, en stor del af verdens farligste/giftigste dyr finder sted. Men bare rolig, jeg har en dansk myggespray med. Så kan de bare komme an alle de der dræberdyr, kan de!

Der er ikke mange, der kender til området, fordi det tit bliver overskygget af Amazonas, men faktisk er Pantanal en (næsten) ligeså vigtig hovedpulsåre for økosystemet. Spørg mig for guds skyld ikke hvorfor, men det har nok rimelig meget at gøre med det fantastisk velfungerende dyre/planteliv.

Kommer hjem meget sent på aftenen d. 3. november, så hvis jeg ikke bliver spist af en anakonda eller lignende, så hører i fra mig omkring dér. Hvis i er heldige, får jeg måske en smule netværk på turen, så jeg kan uploade et billede eller to. Ellers så må i ha det godt! 

En kort fortalt LANG fortælling

Jeg er altså hundrede procent sikker på, at tiden ikke bliver målt i samme sekundantal i Brasilien som Danmark. Har på tirsdag d. 23. været her i 11 uger, tror jeg nok – føles jo nærmere som 11 dage. Inden jeg ved af det, står jeg jo i Kastrup lufthavn igen. Desværre. Kan allerede nu mærke, at det bliver svært. Nej, jeg gider ikke engang tænke på det. Andet emne.

("On the road" med Landon og hans forældre) 

Jeg har fået super god respons fra rigtig mange for de her indlæg, men ærligt talt, så er det nok kun ti procent af mine oplevelser, som man kan læse om på min blog. Der er så mange nye indtryk hver eneste dag, som jeg vildt gerne vil fortælle om, men sagen er, at jeg glemmer det. Tingene her begynder at blive hverdag. Måske der er noget galt med mig, men får stort set aldrig hjertestop længere. De første par uger var jeg plaget af en konstant urytmisk (hvad det så end hedder) hjerterytme, når jeg var med på tur i bilen. De kører virkelighed som hul i hovedet her. Man dytter bare en smule for at gøre opmærksom på sig selv, og så kan man nemt køre over for rødt lys osv. Virkelig, det er dødskørsel! Men lægger ikke specielt meget mærke til det mere. Ligesom den evige fattigdom er ved at blive et hverdagssyn – et barsk syn.

(et af de hundredvis af mærkelige drikkevarer de har her)

Der er så meget i ikke ved. Så mange ting jeg render rundt og laver, at jeg ikke orker at skrive om dem. Sorry. Det stresser mig totalt, men altså – det er jo mig, der er udvekslingsstudenten, så er det vel også fair, at det er mig, der oplever mest? Haha, men I får altså alligevel lige en historie fra onsdag d. 10. til mandag d. 15. oktober:

SEJT

Onsdag d. 10. oktober var sådan mildt sagt ret stressende. Jeg havde dagen i forvejen fået af vide, at jeg for resten lige skulle interviewes til et TV-program onsdag kl. 16. Nå for søren, øøhhh… sejt, men stress! Havde jo tusindevis af pins på skrivebordet, som stadig ventede på at blive klistret/syet fast på min blazer. Kom hjem fra skole ved to-tiden og så gik resten af tiden ellers bare med nål og sytråd. Er stadig forbløffet over, at jeg formåede at gøre det helt færdig uden en eneste nål igennem fingeren! Nå men altså, klokken blev 16 og jeg blev kørt hjem til min chairman hvor interviewet skulle finde sted. Her ventede jeg sammen med de tre andre udvekslingsstudenter og nogle rebounds i ikke mindre end tre timer. Wuhuu! Men vi havde det da sjovt, set bort fra vores rumlende maver i varmen. Til sidst kom alle videofolkene med diverse KÆMPEkameraer osv., og vi startede interviewet. Ved ikke lige hvad der gik af mig, men blev fuldstændig forfjamsket. De syntes alle, at jeg var så sød med mine lyse krøller, at de spurgte, om de måtte filme lidt ekstra på mig - i ved, nærbilleder af ansigtsudtryk osv. Blev simpelthen så nervøs, at jeg næsten var mundlam, da det endelig var min tur til at blive udspurgt om diverse ting. Glemte halvdelen af mit portugisiske, og ham manden, der interviewede os, hjalp bestemt ikke på problemet. Han mindede nok mest af alt om Gustav fra dagens mand, og jeg kunne da overhovedet ikke tage noget som helst seriøst. Desværre. Men uanset hvad, så var det da en oplevelse, jeg tager med i bagagen. (Ligger lige et link ind så snart, jeg har et). Ps. Læg lige mærke til de flotte pins, som jeg helt selv har syet på!

Torsdag d. 11. oktober var fra morgenstunden en helt normal dag som alle andre – skole kl. 7 i zombietilstand. Ja det er noget, der river tænder ud! Men lige præcis den torsdag havde jeg noget at se frem til – SIMPLE PLAN / PITBULL KONCERT!!! Og ikke nok med det, efter koncerten skulle jeg med Landon (udvekslingsstudent fra USA, Michigan) og hans familie på ferie. Så kan i vel nok regne ud, at skoledagen var lang… Men den sluttede og jeg kom hjem til det sædvanlige middagsbord med ris, bønner og en eller anden form for kød. Slappede af hele dagen lang for at lade op til en nat, jeg vidste, først ville slutte kl. 5 om morgenen. Det er normalt sluttidspunkt for fester her – noget som man godt nok lige skal vænne sig til. Havde originalt fået billet til frontstage, fordi det er der, det er sikrest med hensyn til kamera, telefon, penge osv. (man giver så til gengæld også lidt flere penge – dog ikke sammenlignet med koncertpriser i DK). Der var bare et problem. Vi havde aftalt at mødes sammen med Landons venner, som stod på området længst væk fra scenen. Det kunne vi jo ikke have, så med hinandens hjælp fik vi byttet vores biletter og fik omkring 30 kr. tilbage oveni hver. Klart den bedste byttehandel for den anden mand. Til dem, der kender mig, ville i jo nok også kunne gætte jer frem til, at det pissede mig totalt af – 70 kr. spildt! Men det skulle senere vise sig at være det hele værd. Vi var kommet i fattigområdet, hvor man skulle holde ekstra godt øje med lommetyve og andre grimme bæster. Men hold da op – festen foregik jo dér. Der blev danset og danset hele natten lang. Noget som brasilianere nemt kan holde til. Vi havde udsigt over alle de andre perroner, og ud fra det, kunne vi jo nemt bedømme hvem, der holdt den største fest. Vildt fedt!!!

http://www.youtube.com/watch?v=TXSngpHiQQg&feature=plcp Tog chancen og tog min iphone frem. Skal jo have et minde at kigge tilbage på om 10 år! 

Fredag d. 12. oktober blev jo skudt i gang med at brag af en koncert som vi kom hjem fra kl. 5 om morgenen – altså Landon og mig. Her kunne vi lige få en times søvn med tøj og hele molevitten på, inden turen gik af sted på ferie kl. 6. Hold da op en dag! Vi kørte i bilen fra kl. 6 om morgen til kl. 23:45. Det var skide hyggeligt. Vi havde stop rundt omkring, tog nogle vandreture i bjergene, spiste lidt mad og købte souvenirs sådan med et par timers mellemrum. Det skal lige siges at hverken Landon eller jeg lukkede øjet en eneste gang. Ikke at det ikke var tæt på, men forældrene snakkede med os heletiden – god intensiv portugisisktræning! Sætter nogle billeder ind fra turen – det vil jo tage ALT for lang tid at fortælle om. Det lader jeg billederne om. Et billede siger mere end 1000 ord, remember?

 (en lille udgave af Rio med kristusfigur, lagune og bjerge) 

Lørdag d. 13. oktober er det vidst ikke nogen hemmelighed, hvis jeg siger, at både Landon og jeg var lidt smågnaven, da vi blev vækket kl. 8. Vi havde jo trodsalt kun fået en times søvn natten forinden. Det varede heldigvis ikke ret lang tid, da vi blev ført ud til morgenmadsbuffeten, som bestod af diverse tropiske frugter og kager fra alverdens lande. Herefter gik turen i bilen igen. Vi kørte rundt til en MASSE forskellige strande og andre naturområder. I starten da jeg tænkte på Brasilien, var natur da ikke lige den første tanke, der sprang frem i mit hoved. Men må bide ordene i mig. I det nordlige område jeg bor i, varierer naturen så meget at du på 45 minutter kan gå fra frodige bjergsletter til sandbjerge. Ja, ved godt at sandbjerge lyder mærkeligt, men det er vinden, som er så kraftig, at der bliver dannet meget høje bakker af sand. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at det var bjerge eller ørken. Alt i alt en fantastisk god dag ved stranden, hvor jeg selvfølgelig også blev svitset en smule – ikke videre alvorligt, kun på skulderbladene. Anne-Mette her er nemlig stadig så dum at tro, hun sagtens kan klare sig uden solcreme sådan rimeligt meget tæt på ækvator i 40 graders varme… Om aftenen var vi på besøg ved noget familie, som havde en tysker til at bo hos dem. Hun studerer noget medicinværk og virkede rigtig sød. Var så ivrig efter at snakke en smule tysk med hende, men må jo nok erkende at det sprog for længst er glemt. Kunne helt simpelt ikke huske hvordan man sagde ”mit navn er, jeg kommer fra, osv.” Hver gang jeg forsøgte, var det ligesom kun portugisisk (med en lillebitte blanding af tysk), der kom ud af min mund. Det var ret frustrerende, eftersom jeg selv synes, at jeg havde rimelig godt styr på tysk i 9. klasse, men til min store glæde forstod jeg alt hvad hun sagde, da vi begyndte at gøre en samtale på tysk – engelsk/portugisisk. Hende på tysk og jeg på en blanding imellem engelsk og portugisisk. Håber da godt at mit tyske kommer tilbage, når min hjerne engang er færdig med at uploade Brasiliens indtryk! Ellers er det da tre års undervisning lige ud i luften…

Søndag d. 14. oktober stod vi igen op ved en 8-tiden og kørte til stranden sammen med Juliette fra Frankrig, som også var på ferie med hendes familie. Huskede solcremen den her gang og vi badede på livet løs. Kom sådan helst automatisk til at snakke om Baywatch, og fandt til min største skræk ud af, at Landon aldrig i sit liv havde hørt om gudeserien. Det kunne da ikke passe, så tog hårdere metoder i brug. Kunne det virkelig være rigtigt at Landon, en 16-årig teenagedreng, aldrig havde hørt om Pamela Anderson?! Åbenbart! Efter det kom vi ind på en tv-serie snak. Drengen kender heller ikke til Friends! Hvad sker der lige for dem derovre i staterne? En diskussion Julie Vestergaard ivrigt deltog i, da vi skypede mandag ;-) Om aftenen ovenpå det kæmpe chok, fik vi en rigtig god omgang aftensmad og kørte hjem til Teresina, hvor vi havnede ved midnatstid.

 Se sandbjergene i baggrunden!

 Solen er stærk og jeg hader solcreme i hovedbunden, så Landons far forærede mig en fin hat.

 Vi er udvekslingsstudenter og spiser ALT!

 Sandfygning. Pludselig var vejen væk.

Her mødtes vi med Juliette.

Mandag d. 15. oktober havde Landon og jeg aftalt at vågne ved 9-tiden og derefter tage i fitness. Det gjorde vi, og hold da op, hvor var jeg øm om aftenen! Nok ikke den største overraskelse eftersom, at det er 4 måneder siden, jeg sidst har motioneret sådan for alvor. Det var enormt dejligt, og når jeg skifter til min anden værtsfamilie, melder jeg mig ind i et fitnesscenter. Vil helst ikke trilles op i flyet, når turen d. 10 juli går hjem til Danmark. Haha, enhver udvekslingsstudents mareridt!